Danmarks Kedeligste Orkester
TV 2 gav den gas i Odense Idrætshal, fredag d. 27. jan.
Parkeringsplads? Desværre nej...
'I er fra Connery, ikk?' lød det, da Rasmus og jeg gik igennem gæsteindgangen til Odense Idrætshal. Vi svarede "Jo" og under 30 sekunder senere var vi indenfor dørene i en totalt pakket forhal til selve idrætshallen. Straks lagde vi mærke til, at gennemsnitsalderen var en del højere end hvad vi er vant til, men for hulen da. Hvad kan man forvente når nu TV 2 har været med siden 'tidernes morgen'?
Vi var forinden tvunget til at parkere et par sidegader væk, da samtlige parkeringspladser var optaget, og utallige biler holdt i kø og ventede på en eventuel åbning. Jeg er glad for at jeg ikke skulle stå i kø og vente hellere, for det var godt nok koldt; så koldt at Rasmus kom i tanker om engang han havde haft is i skægget.
Indenfor i selve hallen var der stuvende fuldt på stolerækkerne, der omkransede scenen og scenegulvet i en hestesko. Selve salens gulv var ikke fyldt op, så vi havde ingen problemer med at nå op til gorillahegnet foran scenen, der var sparsomt udsmykket. Et koldt, blåt lysskær flød henover instrumenterne og de få roadier, der fik styr på det sidste inden koncerten gik i gang.
En hyldest til Bornholm
Lydniveauet i salen var overraskende lavt på trods af den store mængde mennesker men dette steg da også betydeligt, efterhånden som folk fik stimlet sammen på gulvet. Da de første toner af sangen 'Bornholm, Bornholm, Bornholm' (originalt sunget af Ib Mossin, red.) flød ud gennem højtalerne brød en af de vildere jubler frem fra publikummet, og Rasmus havde da også kommenteret at introen var hvad han glædede sig mest til. Naturligvis sang de garvede TV 2 fans med på omkvædet så man slet ikke kunne tænke for bare larm (og jeg havde endda allerede ørepropper i) At spille netop denne sang er sket ved hver eneste koncert TV 2 har givet siden engang i 80'erne og har altid været et slags trademark for Århus gruppen, der begrunder valget med at Bornholm altid har taget godt imod deres musik og derfor skal belønnes.
Da tonerne af Bornholmernes vise tonede ud, blev lyset blændet op, og en storsmilende Steffen Brandt, med guitar i hånd, trådte frem til mikrofonen for at starte nummeret 'Åh kom nu hjem'. Salen gyngede i takt med pulsen og under mellemspillet blev der klappet med så kraftigt, at havde man ikke fulgt takten, ville trommeslager Sven Gaul have været i store vanskeligheder! Siden fulgte 'Kontoret lukker nu', 'Moonwalking', 'En mand og hans hund' og 'Big Time og Honning' i et rask tempo. Salen gyngede igen kraftigt og enkelte mennesker, med sangstemmer af tvivlsom karakter, smed hæmningerne og kastede sig ud i at synge med. Det var tydeligt at se, at folk godt vidste hvem de havde med at gøre. Folk på tribunerne, derimod, sad ganske stille og nød musikken. Særligt ved 'En mand og hans Hund' måtte overtegnede sande, at Steffen Brandt i sandhed er en af Danmarks mest geniale sangskrivere - og sandelig også en af de mest modige: Hvem ellers skriver et omkvæd med teksten 'Han spiser sin is'?
Herefter skiftede hr. Brandt guitaren ud med et keyboard og rækken af sange fortsatte med 'Nærmest Lykkelig', 'Det mørke Jylland' og 'Skanderborg Station' under hvilke publikum svajede fra side til side, med armene i vejret. Under 'Det mørke Jylland' lod Steffen Brandt publikummet synge hele(!) omkvædet hver gang og kun ved enkelte lejligheder kastede han et ord eller to med i mikrofonen, for at sørge for, at publikum ikke tabte tråden. Disse ord druknede dog ganske ofte i publikummets syngen. Da tonerne af 'Skanderborg Station' døde ud, ja og selvsagt efter en larmende jubel fra publikummet, blev to af bandets fire medlemmer præsenteret. Svend Gaul på trommer og Hans Erik Lerchenfeld på guitar.
Til den næste sang, 'Under den Sidste Hvide Bro' havde Steffen Brandt inviteret operasangerinde Stina Schmidt på scenen og hvilken duet det blev til! Jeg svømmede hen og glemte helt at tage noter. Hvad der virkelig underholdt mig var, at hr. Brandt præsenterede Stina Schmidt med sætningen 'Nu er dette ikke i operaen og jeg er ikke Wagner, men havde det været i operaen, og havde jeg været Wagner, havde det været på sin plads med en rigtig operasangerinde...' Den efterfølgende dialog kan jeg ikke helt huske, men hans afsluttende kommentar inden frk. Schmidt igen forlod scenen var 'Havde dette været i operaen havde et 'bravo' været på sin plads.' Ganske fin hentydning, der da heller ikke gik henover hovederne på publikummet der gav frk. Schmidt en heftig og afgjort velfortjent applaus ved dennes exit fra scenen. Herefter viste Steffen Brandt igen sin fine situationsfornemmelse ved at dedikere en lille hyldest til H.C. Andersen og på snild vis væve den ind i en præsentation af det næste nummer: 'Eventyr for Begyndere'. Eller som han selv udtrykte det: 'Eventyr for de værdigt trængende'. I dette øjeblik kunne man godt mærke at koncerten var fuldstændig udsolgt. Samtlige gæster var nu kommet på benene og alle steder man kiggede hen dansede folk med fadøl i hånden.
Vi var forinden tvunget til at parkere et par sidegader væk, da samtlige parkeringspladser var optaget, og utallige biler holdt i kø og ventede på en eventuel åbning. Jeg er glad for at jeg ikke skulle stå i kø og vente hellere, for det var godt nok koldt; så koldt at Rasmus kom i tanker om engang han havde haft is i skægget.
Indenfor i selve hallen var der stuvende fuldt på stolerækkerne, der omkransede scenen og scenegulvet i en hestesko. Selve salens gulv var ikke fyldt op, så vi havde ingen problemer med at nå op til gorillahegnet foran scenen, der var sparsomt udsmykket. Et koldt, blåt lysskær flød henover instrumenterne og de få roadier, der fik styr på det sidste inden koncerten gik i gang.
En hyldest til Bornholm
Lydniveauet i salen var overraskende lavt på trods af den store mængde mennesker men dette steg da også betydeligt, efterhånden som folk fik stimlet sammen på gulvet. Da de første toner af sangen 'Bornholm, Bornholm, Bornholm' (originalt sunget af Ib Mossin, red.) flød ud gennem højtalerne brød en af de vildere jubler frem fra publikummet, og Rasmus havde da også kommenteret at introen var hvad han glædede sig mest til. Naturligvis sang de garvede TV 2 fans med på omkvædet så man slet ikke kunne tænke for bare larm (og jeg havde endda allerede ørepropper i) At spille netop denne sang er sket ved hver eneste koncert TV 2 har givet siden engang i 80'erne og har altid været et slags trademark for Århus gruppen, der begrunder valget med at Bornholm altid har taget godt imod deres musik og derfor skal belønnes.
Da tonerne af Bornholmernes vise tonede ud, blev lyset blændet op, og en storsmilende Steffen Brandt, med guitar i hånd, trådte frem til mikrofonen for at starte nummeret 'Åh kom nu hjem'. Salen gyngede i takt med pulsen og under mellemspillet blev der klappet med så kraftigt, at havde man ikke fulgt takten, ville trommeslager Sven Gaul have været i store vanskeligheder! Siden fulgte 'Kontoret lukker nu', 'Moonwalking', 'En mand og hans hund' og 'Big Time og Honning' i et rask tempo. Salen gyngede igen kraftigt og enkelte mennesker, med sangstemmer af tvivlsom karakter, smed hæmningerne og kastede sig ud i at synge med. Det var tydeligt at se, at folk godt vidste hvem de havde med at gøre. Folk på tribunerne, derimod, sad ganske stille og nød musikken. Særligt ved 'En mand og hans Hund' måtte overtegnede sande, at Steffen Brandt i sandhed er en af Danmarks mest geniale sangskrivere - og sandelig også en af de mest modige: Hvem ellers skriver et omkvæd med teksten 'Han spiser sin is'?
Herefter skiftede hr. Brandt guitaren ud med et keyboard og rækken af sange fortsatte med 'Nærmest Lykkelig', 'Det mørke Jylland' og 'Skanderborg Station' under hvilke publikum svajede fra side til side, med armene i vejret. Under 'Det mørke Jylland' lod Steffen Brandt publikummet synge hele(!) omkvædet hver gang og kun ved enkelte lejligheder kastede han et ord eller to med i mikrofonen, for at sørge for, at publikum ikke tabte tråden. Disse ord druknede dog ganske ofte i publikummets syngen. Da tonerne af 'Skanderborg Station' døde ud, ja og selvsagt efter en larmende jubel fra publikummet, blev to af bandets fire medlemmer præsenteret. Svend Gaul på trommer og Hans Erik Lerchenfeld på guitar.
Til den næste sang, 'Under den Sidste Hvide Bro' havde Steffen Brandt inviteret operasangerinde Stina Schmidt på scenen og hvilken duet det blev til! Jeg svømmede hen og glemte helt at tage noter. Hvad der virkelig underholdt mig var, at hr. Brandt præsenterede Stina Schmidt med sætningen 'Nu er dette ikke i operaen og jeg er ikke Wagner, men havde det været i operaen, og havde jeg været Wagner, havde det været på sin plads med en rigtig operasangerinde...' Den efterfølgende dialog kan jeg ikke helt huske, men hans afsluttende kommentar inden frk. Schmidt igen forlod scenen var 'Havde dette været i operaen havde et 'bravo' været på sin plads.' Ganske fin hentydning, der da heller ikke gik henover hovederne på publikummet der gav frk. Schmidt en heftig og afgjort velfortjent applaus ved dennes exit fra scenen. Herefter viste Steffen Brandt igen sin fine situationsfornemmelse ved at dedikere en lille hyldest til H.C. Andersen og på snild vis væve den ind i en præsentation af det næste nummer: 'Eventyr for Begyndere'. Eller som han selv udtrykte det: 'Eventyr for de værdigt trængende'. I dette øjeblik kunne man godt mærke at koncerten var fuldstændig udsolgt. Samtlige gæster var nu kommet på benene og alle steder man kiggede hen dansede folk med fadøl i hånden.
Den enkeltes dans og opgave
Det var også i dette øjeblik at jeg var ved at være godt træt af den komplet visne person, der i snart tyve minutter havde hoppet ovenpå mine tæer og kastet sit hoved bagover og ned i min blok hver eneste gang han forsøgte at skråle med på en sang. Eder og forbandelser undslap da også min mund og en enkelt gang følte jeg mig nødsaget til at skubbe igen da min personsfære uden skyggen af tvivl blev overtrådt brutalt da denne tørstige mandsperson valgte at parkere sin albue i min side og derefter voldføre min kuglepen med den. Dog var jeg ikke den eneste der var udsat for korporlig 'afstraffelse', idet en sikkerhedsvagt blev hidkaldt til min nærhed af en af udsmiderne da en ganske besoffen mand valgte at lade sine frustrationer over ikke at kunne gå lige gå ud over en intetanende dame foran ham. Jeg lyver ikke når jeg siger at hans ånde var nok til at gøre en voksen mand fuld.
På scenen lukkede TV 2 første afdeling af med nummeret 'Vil du danse med mig', der selvsagt affødte en del bevægelse i masserne. Folk dansede stille og fredeligt med sig selv uden at tænke på andre eller hvordan det så ud, hvilket jeg må sige jeg beundrede. Også her blev det publikummets opgave, eller nærmere privilegium, at synge omkvædet. Da nummeret var veloverstået lød der et 'Tak skal I ha', kære Odense. Vi holder nu en kort pause.' Og med disse ord forlod TV 2 scenen i en 20 minutters stund.
En ganske ok babe rate
Idet de fleste af folkene foran scenen valfartede mod ølboderne for at få slukket den værste tørst kom Rasmus hen til mig og først her gik det op for mig hvor travlt han egentlig havde haft (hvilket kan bekræftes af denne artikels galleri). Den arme mand havde sved på panden og hev efter vejret idet han ganske utvetydigt forklarede: 'F**k, der er mange fotografer!'. Og ganske rigtigt var det. Jeg talte alt i alt 6 fotografer og siden der måtte tages billeder under hele koncerten (normen samt kutymen er, at man kun fotograferer under de første 2-3 numre, red) var der rift om de gode pladser med de gode vinkler. Under pausen udtalte to fans til overtegnede, at det havde været en 'lidt stille 1. halvleg' men at de håbede på mere gang i den. TV 2 gik dog snart på scenen igen (dog præsenteret af 'Kong Christian', bedst kendt af mange fra tv udsendelser nytårsaften) og fortsatte med et medley af numrene 'Motorvej', 'Dazu Eisgekuhltes Coca Cola' og 'Fantastiske Toyota' og et medley af 'Natradio' og 'En perfekt Verden'. Herefter fulgte 'Sporløs', 'Klassens Højeste Snit' og 'Line Jørgensen, Voldum' i rask fart. Specielt 'Klassens Højeste Snit' pirrede min nysgerrighed med udtrykket 'Det højeste snit tiltrækker laveste fællesnævner' (her hentydes til Steffen Brandt selv, red). Næste sang var 'Der går min Klasselærer' og her skal jeg love for at publikum blev hevet ud af hvilken som helst døs de eventuelt var faldet i, for alle klappede takten - ja selv jeg måtte ty til at synge med - og en lille gruppe unge damer valgte at vælte store dele af første række i deres noget dårligt afbalancerede kåde jubel.
Efter 'Popmusikerens Vise' blev de tre messingblæsere i trioen "Århus Horns', der hjalp orkestret præsenteret. De næste sange blev 'Alt hun ville var at Danse', 'Hele Verden fra Forstanden', 'Rejsen til Rio', 'Bee bop a lu la', 'Fald min Engel' og sidst men bestemt ikke mindst, 'De Første Kærester på Månen' Navnlig sidstnævnte affødte enorm jubel og her måtte jeg igen sande at jeg ikke kunne afholde mig fra at synge med! Herefter forlod TV 2 scenen efter at have givet et kort 'Tusind tak for i aften, kære Odense!'. Nok har nogle været forberedt på orkestrets setliste, for jublen og publikums klappen med aftog slet ikke i de 45 sekunder TV 2 lod vente på sig før de igen indtog scenen og fyrede de sidste ekstra numre af: 'Et helt almindeligt liv', 'Kys Bruden' og 'Bag Duggede Ruder'.
Igen forlod TV 2 scenen men denne gang fortsatte jublen og den vilde brølen i hele to minutter, før en eller anden vedtog at man hellere måtte tænde lyset i salen før folk stormede scenen. Dette tiltag blev mødt med høj buhen og piften, men folk affandt sig dog med situationen hurtigt.
Kludder i lyden
Alt i alt var det et brag af en koncert, der med sine 27 numre var en af de længste jeg nogensinde har været med til. Hele showet varede 2 timer og 30 minutter inklusiv pause, men sikke en fest det var! Jeg gik derfra med en følelse af sommerfugle i maven, og Rasmus - kunne jeg se - havde det på samme måde. Selv ikke kulden og gåturen til bilen kunne slå de små kræ ned. Undervejs blev vi enige om at babe-raten til koncerten var ganske ok, så vi gav karakteren "Babe-rate: 6 ud af 10 stjerner". Hvis jeg skulle sætte min finger på noget, må det være lyden eller lydmanden eller hvem der ellers var ansvarlig for gildet. Flere gange var der ikke skruet op for hr. Brandts mikrofon når han skulle synge, og operasangerinde Stina Schmidt faldt også ud engang eller to. Det slemmeste var dog at Steffen Brandt sagde et eller andet (måske et tak for i aften?) inden han forlod scenen, før ekstranumrene. Dette hørte vi som publikum desværre ikke meget til, da lydmanden igen var faldet i søvn. Jeg måtte mundaflæse hr. Brandt for at få meningen, som jeg så igen ikke er sikker på. Noget sagde han i hvert fald! Helt ærligt: Når man er laver lyd for et så anerkendt band som TV 2, så må man fandme også lige lægge doghnut'en fra sig og ta' lidt ansvar! Brøleren er lydmandens og selvom det ødelagde stemningen ofte, så skal TV 2 ikke klandres for det. Min eneste kommentar, rent personligt, til deres optræden er:
Wauw!
Det var også i dette øjeblik at jeg var ved at være godt træt af den komplet visne person, der i snart tyve minutter havde hoppet ovenpå mine tæer og kastet sit hoved bagover og ned i min blok hver eneste gang han forsøgte at skråle med på en sang. Eder og forbandelser undslap da også min mund og en enkelt gang følte jeg mig nødsaget til at skubbe igen da min personsfære uden skyggen af tvivl blev overtrådt brutalt da denne tørstige mandsperson valgte at parkere sin albue i min side og derefter voldføre min kuglepen med den. Dog var jeg ikke den eneste der var udsat for korporlig 'afstraffelse', idet en sikkerhedsvagt blev hidkaldt til min nærhed af en af udsmiderne da en ganske besoffen mand valgte at lade sine frustrationer over ikke at kunne gå lige gå ud over en intetanende dame foran ham. Jeg lyver ikke når jeg siger at hans ånde var nok til at gøre en voksen mand fuld.
På scenen lukkede TV 2 første afdeling af med nummeret 'Vil du danse med mig', der selvsagt affødte en del bevægelse i masserne. Folk dansede stille og fredeligt med sig selv uden at tænke på andre eller hvordan det så ud, hvilket jeg må sige jeg beundrede. Også her blev det publikummets opgave, eller nærmere privilegium, at synge omkvædet. Da nummeret var veloverstået lød der et 'Tak skal I ha', kære Odense. Vi holder nu en kort pause.' Og med disse ord forlod TV 2 scenen i en 20 minutters stund.
En ganske ok babe rate
Idet de fleste af folkene foran scenen valfartede mod ølboderne for at få slukket den værste tørst kom Rasmus hen til mig og først her gik det op for mig hvor travlt han egentlig havde haft (hvilket kan bekræftes af denne artikels galleri). Den arme mand havde sved på panden og hev efter vejret idet han ganske utvetydigt forklarede: 'F**k, der er mange fotografer!'. Og ganske rigtigt var det. Jeg talte alt i alt 6 fotografer og siden der måtte tages billeder under hele koncerten (normen samt kutymen er, at man kun fotograferer under de første 2-3 numre, red) var der rift om de gode pladser med de gode vinkler. Under pausen udtalte to fans til overtegnede, at det havde været en 'lidt stille 1. halvleg' men at de håbede på mere gang i den. TV 2 gik dog snart på scenen igen (dog præsenteret af 'Kong Christian', bedst kendt af mange fra tv udsendelser nytårsaften) og fortsatte med et medley af numrene 'Motorvej', 'Dazu Eisgekuhltes Coca Cola' og 'Fantastiske Toyota' og et medley af 'Natradio' og 'En perfekt Verden'. Herefter fulgte 'Sporløs', 'Klassens Højeste Snit' og 'Line Jørgensen, Voldum' i rask fart. Specielt 'Klassens Højeste Snit' pirrede min nysgerrighed med udtrykket 'Det højeste snit tiltrækker laveste fællesnævner' (her hentydes til Steffen Brandt selv, red). Næste sang var 'Der går min Klasselærer' og her skal jeg love for at publikum blev hevet ud af hvilken som helst døs de eventuelt var faldet i, for alle klappede takten - ja selv jeg måtte ty til at synge med - og en lille gruppe unge damer valgte at vælte store dele af første række i deres noget dårligt afbalancerede kåde jubel.
Efter 'Popmusikerens Vise' blev de tre messingblæsere i trioen "Århus Horns', der hjalp orkestret præsenteret. De næste sange blev 'Alt hun ville var at Danse', 'Hele Verden fra Forstanden', 'Rejsen til Rio', 'Bee bop a lu la', 'Fald min Engel' og sidst men bestemt ikke mindst, 'De Første Kærester på Månen' Navnlig sidstnævnte affødte enorm jubel og her måtte jeg igen sande at jeg ikke kunne afholde mig fra at synge med! Herefter forlod TV 2 scenen efter at have givet et kort 'Tusind tak for i aften, kære Odense!'. Nok har nogle været forberedt på orkestrets setliste, for jublen og publikums klappen med aftog slet ikke i de 45 sekunder TV 2 lod vente på sig før de igen indtog scenen og fyrede de sidste ekstra numre af: 'Et helt almindeligt liv', 'Kys Bruden' og 'Bag Duggede Ruder'.
Igen forlod TV 2 scenen men denne gang fortsatte jublen og den vilde brølen i hele to minutter, før en eller anden vedtog at man hellere måtte tænde lyset i salen før folk stormede scenen. Dette tiltag blev mødt med høj buhen og piften, men folk affandt sig dog med situationen hurtigt.
Kludder i lyden
Alt i alt var det et brag af en koncert, der med sine 27 numre var en af de længste jeg nogensinde har været med til. Hele showet varede 2 timer og 30 minutter inklusiv pause, men sikke en fest det var! Jeg gik derfra med en følelse af sommerfugle i maven, og Rasmus - kunne jeg se - havde det på samme måde. Selv ikke kulden og gåturen til bilen kunne slå de små kræ ned. Undervejs blev vi enige om at babe-raten til koncerten var ganske ok, så vi gav karakteren "Babe-rate: 6 ud af 10 stjerner". Hvis jeg skulle sætte min finger på noget, må det være lyden eller lydmanden eller hvem der ellers var ansvarlig for gildet. Flere gange var der ikke skruet op for hr. Brandts mikrofon når han skulle synge, og operasangerinde Stina Schmidt faldt også ud engang eller to. Det slemmeste var dog at Steffen Brandt sagde et eller andet (måske et tak for i aften?) inden han forlod scenen, før ekstranumrene. Dette hørte vi som publikum desværre ikke meget til, da lydmanden igen var faldet i søvn. Jeg måtte mundaflæse hr. Brandt for at få meningen, som jeg så igen ikke er sikker på. Noget sagde han i hvert fald! Helt ærligt: Når man er laver lyd for et så anerkendt band som TV 2, så må man fandme også lige lægge doghnut'en fra sig og ta' lidt ansvar! Brøleren er lydmandens og selvom det ødelagde stemningen ofte, så skal TV 2 ikke klandres for det. Min eneste kommentar, rent personligt, til deres optræden er:
Wauw!
