Dagen derpå
Der er koldt på toppen, så derfor kan man kun gisne om temperaturen, hvor AaB Ishockey befinder sig nu.
Der var en mystisk stemning denne morgen. Som om en flodbølge af forglemmelse var skyllet ind over byen i løbet af natten og havde begravet ethvert minde om de begivenheder, der fandt sted aftenen før nogle få hundrede kilometer syd på.
AaB Ishockeys nederlag til Esbjerg i DM-finalen var en røvtur af gammeltestamentlige proportioner, som på længere sigt kan komme til at forkrøble byens omdømme og dens borgeres selvfølelse.
Som enhver tilstede i byen den onsdag morgen ville kunne skrive under på, så findes der ikke nogen dybere sandhed bag det gamle ordsprog "tab og vinde med samme sind". Kun idioter, tåber eller børnehavepædagoger kan tro, man kan tabe og vinde med samme sind. Hele tanken bag dette infantile ordsprog er en skændsel overfor det sprog, der er dansk. Og frem for alt en skændsel for alle årsagerne til at dyrke sport.
Sport handler om at vinde, og hvis man tror, det kan lade sig gøre at tabe med det samme sind, så har man ingen chance i helvede for at sætte sig ind i, hvad AaB-spillerne følte tirsdag aften, da det blev klart, at de havde TABT finalen om danmarksmesterskabet i ishockey. Eller forstå hvordan holdets tusindvis af tilhængere havde det.
Som førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg havde jeg muligheden for at følge finalen fra en position, som ikke var mange forundt. Jeg ved nemlig lige præcis, hvad AaB-tilhængerne føler nu. Det var det samme, vi følte i Esbjerg tilbage i 1997, da det mislykkedes for EIK at genvinde mesterskabet i ishockey. Dengang var ishockey det eneste, man kunne hænge sin identitet op på. Der var et fodboldhold i byen, men dengang lå de nede i midten af 2.
Det var en skyggetilværelse af rang, som kun var overskuelig med en rodfæstet identitet i helt andre sfærer. Og lige nu ser det ud til at være fremtiden for Aalborgs sportsinteresserede pubertetsungdom med et fodboldhold, der oven på nogle smukke år i midten af halvfemserne mere og mere er ved at tilpasse deres spil til mærkaten "middelmådigt hold uden fremtidsudsigter".
I de kommende år vil AaB ishockey kæmpe for at slutte sæsonen en plads bedre eller bare lige så godt som '03-'04 sæsonens AaB hold har klaret det. Og i mellemtiden kan holdets tilhængere så spekulere over alle de spildte chancer og åbenlyse muligheder der var for at afslutte finaleserien, før vi kom ud i noget så ulykkeligt og dybt uretfærdig som en syvende finalekamp afgjort i overtid.
I de første seks kampe var det kun tilfældigheder, midlertidige blødninger og glimtvis direkte dårligt spil fra AaBs side, der havde skabt spænding. Esbjerg kom igennem de 6 første kampe uden på noget tidspunkt at være bedre end eller bare kunne spille lige op med AaB.
Jeg overværede den syvende og afgørende finalekamp hos min kæreste, som selvfølgelig er AaB-tilhænger. Tidligere på dagen havde hun SMSet mig, at "det bliver den ultimative test for vores forhold". Og ja, der blev tale om en test, men den foregik på et helt andet mentalt plan, end vi nogensinde kunne have forestillet os.
Som enhver tilstede i byen den onsdag morgen ville kunne skrive under på, så findes der ikke nogen dybere sandhed bag det gamle ordsprog "tab og vinde med samme sind". Kun idioter, tåber eller børnehavepædagoger kan tro, man kan tabe og vinde med samme sind. Hele tanken bag dette infantile ordsprog er en skændsel overfor det sprog, der er dansk. Og frem for alt en skændsel for alle årsagerne til at dyrke sport.
Sport handler om at vinde, og hvis man tror, det kan lade sig gøre at tabe med det samme sind, så har man ingen chance i helvede for at sætte sig ind i, hvad AaB-spillerne følte tirsdag aften, da det blev klart, at de havde TABT finalen om danmarksmesterskabet i ishockey. Eller forstå hvordan holdets tusindvis af tilhængere havde det.
Som førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg havde jeg muligheden for at følge finalen fra en position, som ikke var mange forundt. Jeg ved nemlig lige præcis, hvad AaB-tilhængerne føler nu. Det var det samme, vi følte i Esbjerg tilbage i 1997, da det mislykkedes for EIK at genvinde mesterskabet i ishockey. Dengang var ishockey det eneste, man kunne hænge sin identitet op på. Der var et fodboldhold i byen, men dengang lå de nede i midten af 2.
Det var en skyggetilværelse af rang, som kun var overskuelig med en rodfæstet identitet i helt andre sfærer. Og lige nu ser det ud til at være fremtiden for Aalborgs sportsinteresserede pubertetsungdom med et fodboldhold, der oven på nogle smukke år i midten af halvfemserne mere og mere er ved at tilpasse deres spil til mærkaten "middelmådigt hold uden fremtidsudsigter".
I de kommende år vil AaB ishockey kæmpe for at slutte sæsonen en plads bedre eller bare lige så godt som '03-'04 sæsonens AaB hold har klaret det. Og i mellemtiden kan holdets tilhængere så spekulere over alle de spildte chancer og åbenlyse muligheder der var for at afslutte finaleserien, før vi kom ud i noget så ulykkeligt og dybt uretfærdig som en syvende finalekamp afgjort i overtid.
I de første seks kampe var det kun tilfældigheder, midlertidige blødninger og glimtvis direkte dårligt spil fra AaBs side, der havde skabt spænding. Esbjerg kom igennem de 6 første kampe uden på noget tidspunkt at være bedre end eller bare kunne spille lige op med AaB.
Jeg overværede den syvende og afgørende finalekamp hos min kæreste, som selvfølgelig er AaB-tilhænger. Tidligere på dagen havde hun SMSet mig, at "det bliver den ultimative test for vores forhold". Og ja, der blev tale om en test, men den foregik på et helt andet mentalt plan, end vi nogensinde kunne have forestillet os.
I kampens første periode var spillet for første gang i hele finaleserien tæt på at være lige. Statistikken viste en skudmæssig overlegenhed til Esbjerg, der langt fra var afspejlet af spillet på banen - men så kom 2. periode. Esbjerg-holdet var en skændsel for hele ishockeysporten, og selvfølgelig hånede min kæreste mig.
"det har i fandme godt af"
råbte hun, da AaB scorede en mand i undertal.
Men på det tidspunkt havde jeg for længst opgivet at skulle overvære en kamp mellem jævnbyrdige hold, så jeg sagde ikke noget.
Efter perioden stod der 2-0 til AaB, men cifrene fortalte intet om den gru, der havde fundet sted på isen. Der kunne lige så godt have stået 7-0 eller 25-0 til AaB, for Esbjerg havde absolut intet at gøre på banen. Der var intet at byde på fra Esbjergs side, og hvis ishockey havde været et spil, som var båret af retfærdighed, så havde de æreløse svin fra byen ved Vesterhavet fået en omgang tæsk, de aldrig ville have glemt. Nogensinde.
Da der manglede 99 sekunder af finalen, virkede AaB-sejren som en formalitet og mesterskabet hjemme i byen for første gang i 23 år. Jeg havde for længst opgivet kampen. Det hold, jeg holdte med spillede som en bande sociale afvigere på skøjter, hvis eneste undskyldning for at have en stav i hånden var, at den gjorde det nemmere at holde balancen.
Men et angreb, som startede dybt i Esbjergs eget territorium, og sluttede med en scoring 80 sekunder før tid, blev startskuddet til et desperat stormløb mod AaBs mål, som 4 sekunder før tid førte til en udlignende scoring, der bragte kampen ud i overtid. En overtid der endte med Esbjerg-sejr.
Esbjergs mesterskab var et resultat af hårdt arbejde. Det var hverken spil eller talent, der førte dem frem til sejren. Esbjergs sejr byggede på den slags spil, som man ville forvente af et hold fra de kanter. De var spilmæssigt underlegne, ekstremt voldelige og fysiske i alle kampens facetter.
Der var intet som helst smukt eller forsonende ved Esbjergs sejr -selv om man holdt med dem- men effektivitet belønnes, og i ishockey gives der ikke karakter for det kunstneriske indtryk.
"det har i fandme godt af"
råbte hun, da AaB scorede en mand i undertal.
Men på det tidspunkt havde jeg for længst opgivet at skulle overvære en kamp mellem jævnbyrdige hold, så jeg sagde ikke noget.
Efter perioden stod der 2-0 til AaB, men cifrene fortalte intet om den gru, der havde fundet sted på isen. Der kunne lige så godt have stået 7-0 eller 25-0 til AaB, for Esbjerg havde absolut intet at gøre på banen. Der var intet at byde på fra Esbjergs side, og hvis ishockey havde været et spil, som var båret af retfærdighed, så havde de æreløse svin fra byen ved Vesterhavet fået en omgang tæsk, de aldrig ville have glemt. Nogensinde.
Da der manglede 99 sekunder af finalen, virkede AaB-sejren som en formalitet og mesterskabet hjemme i byen for første gang i 23 år. Jeg havde for længst opgivet kampen. Det hold, jeg holdte med spillede som en bande sociale afvigere på skøjter, hvis eneste undskyldning for at have en stav i hånden var, at den gjorde det nemmere at holde balancen.
Men et angreb, som startede dybt i Esbjergs eget territorium, og sluttede med en scoring 80 sekunder før tid, blev startskuddet til et desperat stormløb mod AaBs mål, som 4 sekunder før tid førte til en udlignende scoring, der bragte kampen ud i overtid. En overtid der endte med Esbjerg-sejr.
Esbjergs mesterskab var et resultat af hårdt arbejde. Det var hverken spil eller talent, der førte dem frem til sejren. Esbjergs sejr byggede på den slags spil, som man ville forvente af et hold fra de kanter. De var spilmæssigt underlegne, ekstremt voldelige og fysiske i alle kampens facetter.
Der var intet som helst smukt eller forsonende ved Esbjergs sejr -selv om man holdt med dem- men effektivitet belønnes, og i ishockey gives der ikke karakter for det kunstneriske indtryk.
