Motor

Dacia Bigster er landet: Her er Dusters STORE bror

En voksen SUV til en pris, der får konkurrenterne til at ryste i affjedringen

Dacia Bigster er landet:  Her er Dusters STORE bror
Dacia Bigster Hybrid Extreme

Mens andre bilproducenter pumper priserne op og forsøger at overgå hinanden i digitale dikkedarer og symbolsk luksus, holder Dacia fast i deres kerneværdi: at give dig mest muligt bil for pengene.

Og med Bigster går de op i vægtklasse – og tager kampen op med SUV-segmentets sværvægtere.

Bigster er nemlig mærkets første bil i den store C-SUV-klasse. Den er længere, bredere og højere end Duster og har et bagagerum på hele 546 liter. Det er plads til både familieliv, festivalweekender og alt det, du normalt ikke gider bakse ind i bagagerummet.

Men det mest interessante er måske, at Bigster ikke kun er større – den er også mere lækker. For ja, Dacia er stadig Dacia, men Bigster viser, at man godt kan kombinere funktionalitet med komfort.

Du får blandt andet el-bagklap, panoramatag, digital instrumentering og trådløs mobilopladning, afhængigt af hvilken version du vælger. Og i kabinen er der skruet op for materialekvaliteten, støjdæmpning og detaljerne – uden at det går ud over den ærlige Dacia-attitude.

I Danmark kan du vælge mellem to drivlinjer. Enten en 155 hestes hybrid med automatgear eller en firehjulstrukken version med 130 hestes benzinmotor og manuelt gear. Uanset hvad du vælger, starter prisen på 339.990 kroner i udstyrsniveauet Expression. Topmodellen Extreme med ekstra komfort og offroad-detaljer koster 369.990 kroner. Og ja, det er for hele bilen – ikke bare noget der starter “fra”.

Bigster står på 17 eller 18 tommer hjul, afhængigt af variant, og den har en frihøjde på 220 mm. Det gør den terrængående uden at være overdrevet – perfekt til danske vinterveje, sommerhusgrus og alle de ture, hvor du gerne vil have lidt mere end almindelig personbilskomfort.

Designet er præcist, robust og fri for overflødig pynt. Det hele er funktionelt og med tanke på, at bilen faktisk skal bruges.

Dacia Bigster lander i Danmark i slutningen af maj, og du kan allerede nu bestille den hos forhandlerne.