Connery

Dårlige vittigheder

De er ikke alle sammen lige sjove !

Vi starter med lidt selverkendelse. Jeg stinker til at fortælle vittigheder. Der udspiller sig som regel 2 scenarier, når en vittighed skal forlade mit mundtøj:
Dårlige vittigheder
1. Jeg kan simpelthen ikke huske den !

Der sker tit det, at jeg sidder og læser en vittighed og tænker, "Huhej og vilde dyr, denne vits skal jeg da lige huske, for den var godt nok sjov". Så gennemgår jeg lige de vigtigste facts og ud fra dem mener jeg selv, at jeg kan huske essensen af vittigheden. Men gang på gang overrasker jeg mig selv ved ikke at kunne huske en dyt dagen efter.

Så når der opstår en situation som egner sig perfekt til en vittighed, må jeg se erkende, at chancen for at være lidt små-hylende-morsom smuldrer i mine hænder for, jeg kan simpelthen ikke huske den!

2. Jeg kan kun huske halvdelen eller mindre !

Ja, det er meget lig den anden situation, i nogle tilfælde er dette dog værre. For jeg føler mig overbevist om at have styr på denne pågældende vittighed. Så jeg proklamerer frejdigt til de tilstedeværende mennesker ved denne fest eller lignende, at jeg har en fræk lille vittighed. Så høflige som de nu er opdraget, stiller de sig selvfølgelig op for at høre denne vittighed.

Jeg starter så, med selvtilliden i top, men så indtræffer katastrofen. Jeg kan huske starten og det næstsidste, men har glemt alt om midten og slutningen... Ikke så godt. Så står man der og siger: "øhh, hvordan var det lige det var" og prøver at spore lidt hjælp i ét af de mange undrende blikke. Efter utallige forsøg på at slippe væk, må man til sidst erkende, at man ikke kan huske pointen eller noget andet, og acceptere sit nederlag. Forhåbentlig ryster folk bare på hovedet og går videre eller så bliver de stående og nedstirrer én, indtil man har forstået det meningsløse i at spilde deres tid på sådan noget pjat.

Nå, men når en vittighed endelig bliver fortalt ordentligt, kan den jo enten være god eller dårlig rent indholdsmæssigt. En rigtig dårlig vittighed kan ikke reddes ved at den bliver fortalt med stil. Til en afveksling har jeg prøvet af finde nogle af de mere tvivlsomme nogle af slagsen frem. Altså de vittigheder som nok ikke vil få mange til at trække på smilebåndet. Til gengæld kan man sige, at de måske er så dårlige, at de ligefrem bliver sjove.

Et eksempel:

2 elefanter flyver over Atlanten. Pludselig siger den ene til den anden, " Hey, flyt dig lige. Jeg vil flyve i midten."

Min sorte humor synes, at denne vittighed er ret sjov, men det er nok de færreste der er enige med mig. Sådan er det jo. Humor er forskellig.

Jeg har samlet et par af de dårlige vittigheder til jer. Ikke nødvendigvis nogle der kræver sort humor, men måske bare nogle der er rimelige dårlige uanset hvad. I kan jo selv tilføje nogle, hvis i har.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tjeneren: Hvordan var suppen ?

Gæsten: Fin ! Den var nem at skære i.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Politibetjenten: Sluk for radioen. Ellers må jeg give dem en bøde for at larme!

Bilisten: Så får jeg nok en bøde alligevel.

Politibetjenten: Hvorfor dog det ?

Bilisten: For så kan De høre, at min lydpotte mangler.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kunden til ekspedienten: Jeg vil gerne have denne hammer byttet. Den rammer hele tiden ved siden af !

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

En lille dreng viser sin far en ny lommekniv, som han har fundet på gaden.

- "Er du sikker på den er tabt?", spørger faderen.

- "Selvfølgelig er den tabt. Jeg så selv en mand lede efter den !"

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I telefonen:

Peter : Peter kan ikke komme i skole i dag.

Læreren: Hvem taler jeg med ?

Peter: Det er min far.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Drengen: "Far, vil du have en isvaffel ?

Faren: "Nej tak min dreng"

Drengen: "Far, så er det din tur til at spørge mig"

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

To synåle var ude at svømme. Pludselig siger den ene:

"Vent på mig, jeg har fået vand i øjet "

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tina: "Hvorfor har du en hotdog bag øret ?"

Linda: "Åhh nej, så må jeg have spist min blyant til frokost"

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvis der er nogle Connery.dk læsere som har andre dårlige vittigheder, modtages de med kyshånd !
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce