Motor
Cybertruck-ejer frygter for sit liv: “Gør verden en tjeneste og skyd dig selv”
Det at købe en Tesla Cybertruck er tilsyneladende ikke for sarte sjæle.
Det måtte den amerikanske læge Dr. Kumait Jaroje sande, da hans guldindpakkede el-pickup ikke bare tiltrak blikke – men også vrede, obskøne håndtegn og direkte dødstrusler.
Fra opmærksomhed til frygt
Dr. Jaroje, bosat i Massachusetts, købte sin Tesla Cybertruck og gav den en opsigtsvækkende guldfinish for at reklamere for sin klinik.
Men hvad der startede som en smart marketinggimmick, udviklede sig hurtigt til et mareridt.
Først kom de klassiske fuckfingre fra forbipasserende.
Dernæst skældsord råbt fra bilruder.
Og nu? Dødstrusler, efterladt på sedler klistret fast til bilen. En af de mest direkte beskeder, han har modtaget, lød:
“Gør verden en tjeneste og skyd dig selv i hovedet.”
Musk, Trump og et polariseret Tesla-brand
Men hvorfor denne ekstreme reaktion?
En stor del af hadet stammer fra Elon Musk’s politiske eskapader.
Tesla-stifteren har offentligt støttet Donald Trump og efter sigende doneret 100 millioner dollars til hans valgkampagne.
For mange amerikanere er Tesla blevet et symbol på Musk, og hvis du kører i en af hans biler, kan du risikere at blive dømt på den konto.
I Dr. Jaroje’s tilfælde er der dog en ekstra dimension.
Han er syrisk immigrant, og i en politisk ophedet tid er kombinationen af Musk, Cybertruck og udenlandsk baggrund åbenbart nok til at tiltrække had.
Truslerne har nået et punkt, hvor Dr. Jaroje overvejer at flytte med sin familie.
Han har givet interviews til lokale medier og luftet tanken om at forlade Massachusetts.
Alternativt kunne han sælge Cybertrucken – men måske ligger problemet ikke kun i bilen.