Copenhell laver 'Con' med fokus på spil, film og tegneserier
Copenhell-Con: Nørderiet lever i bedste velgående blandt heavy metal-gæsterne
Copenhell 2022 lancerer under årets festival det nye tiltag 'Copenhell Con' - her dyrker man nørdekulturen for blandt andet gaming, film og tegneserier på i Stagebox, under festivalens hoveddage.
"COPENHELL startede i sin tid, fordi der manglede et samlingssted for heavyfolket - og nu lancerer vi COPENHELL Con for at skabe et lignende fællesskab omkring nørdkulturen. Der er en helt åbenlys synergi mellem heavy metal og nørdkulturen, og vi vil som festival gerne være pionérerne, der breder det hele ud på ud på en ny og innovativ måde," siger festivalchef Jeppe Nissen.
Hård rock og heavy metal har gennem adskillige årtier bragt mennesker sammen i et stadigt voksende fællesskab, der samtidig rummer utallige subkulturer med lige så utallige indbyrdes overlap. Det hele mødes hvert år i en boblende smeltedigel på selve festivalen.
Som noget helt væsentligt rækker disse kulturer også uden for musikkens verden og ind i alt, hvad den berører. Mennesker, der interesser sig for hård rock og heavy metal, går også ofte meget op i alt fra tegneserier, superhelte- og horrorfilm og computer-, bræt- og rollespil til science fiction og fantasy. Temaer, der også optræder hyppigt i både sangtekster til grafik og på albumcovers inden for den hårde musik.
COPENHELL Con vil give plads til både interaktion og fordybelse i særlige temaområder:
Et tegneserieområde med nogle af landets bedste tegnere, hårrejsende oplevelser i en horrorbiograf og skræmmende virtual reality, et interaktivt Sværd og Trolddom-sceneshow med podcastværterne fra Han Duo, en firser-arkadehal fra Bip Bip Bar, Superheltens handelsområde, brætspilshygge hos Bastard Café, COPENHELL Cons helt egen science fiction-inspirerede festivalbar samt en interaktiv festivalskattejagt i samarbejde med Brooklyn Brewery - og meget, meget mere!
COPENHELLs sorte muld er det perfekte sted at så kimene til dette samlingssted for ægte nørder. Festivalens stærke fundament skaber et nærmest uendeligt potentiale for udnyttelse af synergier mellem musikken og alle de oplevelser, der knytter sig til den. Her eksisterer i forvejen en dedikeret, sej og inkluderende nørdkultur med stor indbyrdes respekt og samhørighed - de perfekte vækstbetingelser for COPENHELL Con, der åbner dørene for flere underholdningsgenrer og interessesfærer og fører musikkens og nørderiets verdener sammen.