Mad
Connery Food: Hjemmelavede Maxibons
Lav din egen udgave af is-klassikeren!
Er du også lidt træt af, at de helt gode is ofte koster kassen? Så er der håb forude, for så kan du bare lave dem selv.
Se eksempelvis klassikeren Maxibons – med lidt bagning, piskning og frysning har du dine helt egne udgaver af issandwichen!
Opskrift
(ca. 5-6 stk.)
Is:
1 liter købeis (eller lav din egen)
50 g mørk chokolade
Iskage:
100 g smeltet smør
100 g sukker
1 æg
80 g hvedemel
25 g kakaopulver
1,5 tsk. vaniljesukker
Overtræk:
200 g mørk chokolade
1 dl. Rice Krispies
Tag isen ud af fryseren og lad den blive lidt blød. Hvis du laver den selv, så er den klar til næste trin, så snart den har kørt sin runde i maskinen. Hak chokoladen groft og bland den sammen med den bløde is. Læg bagepapir i en bageform og fordel isen som et lag. Læg formen i fryseren og vær tålmodighed med genfrysningen – gerne 4-5 timer mindst.
Lav i mellemtiden dejen ved at blande smeltet smør, sukker, vaniljesukker, æg, mel og kakao i en skål og fordel massen på en bageplade med en højde på omkring 1/2 cm. Bag dejen ved 180 grader i ca. 10 minutter. Lad den køle af.
Når begge elementer har hvilet længe nok, smelter du chokoladen. Vend Rice Krispies i og lad det køle lidt af. Derefter skærer du kagebunden ud i passende størrelser, hvorefter du skærer isskiver i dobbeltstørrelse af kagestykket. På den måde får du kagesandwich i den ene ende, men samtidig har et stykke fritstående is, som du efterfølgende kan overtrække.
Dyp hurtigt isen i chokolademassen og læg dem forsigtigt i et fad, som kan være i fryseren. Lad dem fryse ned i 1-2 timer og så er isene klar til at blive spist!
Game on, guys!