Conjure One - Conjure One
Når én bliver til én.
Efter Delerium i 1997 udgav albummet Karma, takkede Rhys Fulber, efter godt 10 års samarbejde, af med Bill Leeb og fortsatte af egne stier med soloprojektet Conjure One. Det færdige debutalbum, som udkom i 2002 blev som følger...
På et tidspunkt bliver trangen til at blive uafhængig for stor, og man må følge egne stier. Og det var netop, hvad Rhys Fulber gjorde. Drevet af trangen til uafhængighed og selvstændighed brød han med Delerium, og fortsatte med projektet Conjure One, der for alvor skulle bevise hans talent i forhold til Bill Leebs. I 2000 udkom Bill Leebs soloprojekt Poem, der med stor succes virkelig gav Rhys Fulber kamp til stregen, og man ventede nu blot på udgivelsen af Rhys Fulbers debutalbum - men der kom aldrig noget. For Rhys Fulber havde travlt med at producere og mixe for en masse andre kunstnere, og arbejdede kun på sit eget projekt når han havde tid. Og den tid han havde, blev brugt på at rejse verden rundt og samle musik ind fra alverdens steder, til sampling. Det hele var en meget langsommelig proces, men som årene gik, blev flere og flere numre produceret færdigt, og det samlede værk blev altså en blanding af numre skrevet fra 1997/98 til 2002. Da albummet endelig landede var kritikerne, som man kunne have forventet, spændte på, om Rhys Fulber nu virkelig var så talentfuld eller om Deleriums succes kun kunne tilskrives Bill Leeb. Og hvordan gik det så?
Ja, der er ihvertfald ikke noget at sige til, at albummet var så længe undervejs for der er virkelig kælet for lyden. Alle de tidligere elektroniske alternativer er blevet erstattet med den ægte varer - ægte, live percussions, live trommer og live orkester - ja, Rhys Fulber havde Vancouver Symphony Orchestra til at indspille de mange stykker med strygere, blæsere og andre akustiske instrumenter. Og af vokalister, ja der har han personer som Sinead O'Connor, Jeff Martin, Poe, argentinske Marie-Claire D'Ubaldo og den israelske sangerinde Chemda. Jeg har udvalgt nogle specifikke numre, som bliver omtalt - deraf altså grunden til, at nogle af numrene bliver sprunget over.
På et tidspunkt bliver trangen til at blive uafhængig for stor, og man må følge egne stier. Og det var netop, hvad Rhys Fulber gjorde. Drevet af trangen til uafhængighed og selvstændighed brød han med Delerium, og fortsatte med projektet Conjure One, der for alvor skulle bevise hans talent i forhold til Bill Leebs. I 2000 udkom Bill Leebs soloprojekt Poem, der med stor succes virkelig gav Rhys Fulber kamp til stregen, og man ventede nu blot på udgivelsen af Rhys Fulbers debutalbum - men der kom aldrig noget. For Rhys Fulber havde travlt med at producere og mixe for en masse andre kunstnere, og arbejdede kun på sit eget projekt når han havde tid. Og den tid han havde, blev brugt på at rejse verden rundt og samle musik ind fra alverdens steder, til sampling. Det hele var en meget langsommelig proces, men som årene gik, blev flere og flere numre produceret færdigt, og det samlede værk blev altså en blanding af numre skrevet fra 1997/98 til 2002. Da albummet endelig landede var kritikerne, som man kunne have forventet, spændte på, om Rhys Fulber nu virkelig var så talentfuld eller om Deleriums succes kun kunne tilskrives Bill Leeb. Og hvordan gik det så?
Ja, der er ihvertfald ikke noget at sige til, at albummet var så længe undervejs for der er virkelig kælet for lyden. Alle de tidligere elektroniske alternativer er blevet erstattet med den ægte varer - ægte, live percussions, live trommer og live orkester - ja, Rhys Fulber havde Vancouver Symphony Orchestra til at indspille de mange stykker med strygere, blæsere og andre akustiske instrumenter. Og af vokalister, ja der har han personer som Sinead O'Connor, Jeff Martin, Poe, argentinske Marie-Claire D'Ubaldo og den israelske sangerinde Chemda. Jeg har udvalgt nogle specifikke numre, som bliver omtalt - deraf altså grunden til, at nogle af numrene bliver sprunget over.
Vi lægger stille ud med intronummeret Damascus, som med den israelske sangerinde Chemdas smukke vokal og de bløde synths, allerede fra start skaber en tom, lydlig dimension, hvor tiden står stille og der ikke findes andet end de rene og klare toner. Et flot intronummer, der fjerner forhænget for værket og lader os drive ind i musikken.
Næste nummer, Center Of The Sun, starter igen med bløde, krystal-agtige synths sammen med blæsere og strygere fra Vancouver Symphony Orchestra, støttet af flygel og harpe. Igen hører vi en flot vokal fra Poe, der understøttet af orkesteret og percussions, igen skaber et flot lydligt billede med en dejlig chill-out atmosfære over sig.
Tears From The Moon, hedder tredje nummer på albummet, der med vokal fra Sinead O'Connor, akustisk guitar - igen godt hjulpet af orkesteret - endnu en gang beviser Rhys Fulbers musikalske talenter og sans for at sætte de enkelte dele sammen til en større sammenhæng. En flot tekst, skrevet af Sinead O'Connor selv, er med til at gøre dette nummer til en virkelig ørehænger, man ikke bare sådan kan ryste ud af hovedet. Tears From The Moon, var endvidere på soundtracket til Tomb Raider 2: The Cradle Of Life.
Vi hopper over fjerde nummer, Tidal Pool, og springer videre til femte, der sunget af Marie-Claire D'Ubaldo, og navngivet Manic Star, uimodsigeligt er et af dette albums bedste sange. Ligesom på intronummeret Damascus, starter vi stille med vokalen alene sammen med strygere og bløde synths. Stille og roligt kommer beat og percussions på, til D'Ubaldo, sammen med de fyldige toner fra flygelet, for alvor trykker mellemgulvet sammen, og synger en række toner, så klare og så kraftfulde, at det giver kuldegysninger ned af ryggen. Manic Star er gennemgående et meget stærkt og velafstemt nummer, der for alvor lukker den ydre verden i, og skaber denne specielle statiske tomhed, hvor kun lyden eksisterer. Også teksten til sangen er meget eftertænksom og stemmer utrolig godt overens med resten af nummeret. Det eneste der kan kritiseres her, er argentinske Marie-Claire D'Ubaldo, der trods alt kommer fra Argentina og synger på engelsk. Det resulterer i, at hendes engelsk er en smule gebrokkent, selv om dette dog kun er en bagatel.
Vi fortsætter til nummer syv, Years der igen er en af mine favoritter på dette album. Vi har her ingen tekst, men blot nogle vokalsamples fra Chemda. Alligevel et utrolig smukt nummer, der ved brug af orientalske instrumenter, flygel, strygere og en yderst afstemt bassline, fremtræder som noget helt særligt og afrundet. Et lækkert chill-out nummer, der har en form for drømmende klang over sig.
Videre til nummer ti, og sidste nummer jeg vil omtale her, finder vi Sleep, hvor Rhys Fulber igen med vokal fra Marie-Claire D'Ubaldo, har produceret et nummer, hvor han gennem det lydlige billede, igen formår at skabe en helt speciel fredsfyldt og drømmeagtig stemning - men det kunne man måske have forventet fra et nummer, der hedder Sleep. Det er, trods alt, et af de absolutte topnumre på dette album, som virkelig er med til at skabe den særlige stemning og atmosfære, der gennemgående er over hele albummet, og bevirker, at det føles afrundet, afstemt og generelt gennemført. Sleep er også at finde i remixede udgaver bl.a. af Max Graham og Ian Van Dahl.
Næste nummer, Center Of The Sun, starter igen med bløde, krystal-agtige synths sammen med blæsere og strygere fra Vancouver Symphony Orchestra, støttet af flygel og harpe. Igen hører vi en flot vokal fra Poe, der understøttet af orkesteret og percussions, igen skaber et flot lydligt billede med en dejlig chill-out atmosfære over sig.
Tears From The Moon, hedder tredje nummer på albummet, der med vokal fra Sinead O'Connor, akustisk guitar - igen godt hjulpet af orkesteret - endnu en gang beviser Rhys Fulbers musikalske talenter og sans for at sætte de enkelte dele sammen til en større sammenhæng. En flot tekst, skrevet af Sinead O'Connor selv, er med til at gøre dette nummer til en virkelig ørehænger, man ikke bare sådan kan ryste ud af hovedet. Tears From The Moon, var endvidere på soundtracket til Tomb Raider 2: The Cradle Of Life.
Vi hopper over fjerde nummer, Tidal Pool, og springer videre til femte, der sunget af Marie-Claire D'Ubaldo, og navngivet Manic Star, uimodsigeligt er et af dette albums bedste sange. Ligesom på intronummeret Damascus, starter vi stille med vokalen alene sammen med strygere og bløde synths. Stille og roligt kommer beat og percussions på, til D'Ubaldo, sammen med de fyldige toner fra flygelet, for alvor trykker mellemgulvet sammen, og synger en række toner, så klare og så kraftfulde, at det giver kuldegysninger ned af ryggen. Manic Star er gennemgående et meget stærkt og velafstemt nummer, der for alvor lukker den ydre verden i, og skaber denne specielle statiske tomhed, hvor kun lyden eksisterer. Også teksten til sangen er meget eftertænksom og stemmer utrolig godt overens med resten af nummeret. Det eneste der kan kritiseres her, er argentinske Marie-Claire D'Ubaldo, der trods alt kommer fra Argentina og synger på engelsk. Det resulterer i, at hendes engelsk er en smule gebrokkent, selv om dette dog kun er en bagatel.
Vi fortsætter til nummer syv, Years der igen er en af mine favoritter på dette album. Vi har her ingen tekst, men blot nogle vokalsamples fra Chemda. Alligevel et utrolig smukt nummer, der ved brug af orientalske instrumenter, flygel, strygere og en yderst afstemt bassline, fremtræder som noget helt særligt og afrundet. Et lækkert chill-out nummer, der har en form for drømmende klang over sig.
Videre til nummer ti, og sidste nummer jeg vil omtale her, finder vi Sleep, hvor Rhys Fulber igen med vokal fra Marie-Claire D'Ubaldo, har produceret et nummer, hvor han gennem det lydlige billede, igen formår at skabe en helt speciel fredsfyldt og drømmeagtig stemning - men det kunne man måske have forventet fra et nummer, der hedder Sleep. Det er, trods alt, et af de absolutte topnumre på dette album, som virkelig er med til at skabe den særlige stemning og atmosfære, der gennemgående er over hele albummet, og bevirker, at det føles afrundet, afstemt og generelt gennemført. Sleep er også at finde i remixede udgaver bl.a. af Max Graham og Ian Van Dahl.
Det er i store træk den samme genre Rhys Fulber fortsætter med efter bruddet med Bill Leeb og Delerium, og man havde måske forventet at se noget helt anderledes, men det er det umiddelbart ikke blevet til i denne omgang. Man kan dog stadig mærke den mere mørke og dunkle stemning, der gennemstrømmer sangene, hvilket nok er noget Rhys Fulber har bragt med sig fra Deleriums unge dage. Vi har dog her et superalbum i allerhøjeste kvalitet, ikke mindst hvad lyden angår, men også redigering og mixing, og det kan man trods alt ikke komme uden om. Alligevel fremstår albummet ikke som en helhed, på samme måde som Bill Leeb formåede at gøre med sit soloalbum Poem. Det er også svært at komme uden om den meget melankolske stemning, som præger bl.a. sange som Manic Star, hvor D'Ubaldo synger:
Time doesn't stop for anyone
It doesn't matter what you've done
I want to lose myself in you
Are you afraid of dying too?
og i omvædet:
Grains of sand is all we are
Crawling on our manic star
One tiny person
In one shiny car
Calling from our manic star
Samme finder vi i Tears From The Moon, hvor Sinead O'Connor synger:
I feel something falling from the sky
I'm so sad I made the angels cry
Tears from the moon
Fall down like rain
I reach for you
I reach in vain
Det hele bliver meget trist og melankolsk, og der er, sammenlignet med Bill Leebs soloalbum Poem, ikke den samme opløftende, lyse og glade stemning, og det synes jeg faktisk gør det ikke nær så godt. Både Bill Leeb og Rhys Fulber har evnerne til at skabe den her helt specielle stemning over deres sange, hvor man bare føler at tiden omkring én står stille, og Rhys Fulber tager helt afgjort genren til et højre stadie bl.a. ved brugen af live orkester, percussions og andre akustiske instrumenter, men der mangler noget før det er fuldkomment, og om det så er, at sangene vender en smule, så stemningen bliver en smule lysere, er ikke til at sige, men det er uundgåeligt noget, der spiller ind på helhedsindtrykket.
Der er dog heldigvis endnu et album fra Rhys Fulber og Conjure One på vej, med titlen Seasons Are Now, som gerne skulle udkomme i foråret 2005, hvor der af gæstesanger bliver at finde Poe, Leah Randi, Chemda, Nick Holmes (fra Paradise Lost), Chris Elliott, Carmen Rizzo og Sean Ashby. Af sangtitler på det nye album kan nævnes I Believe, Beyond Being, Eternity Fades, Dying Light, Face The Music og Forever Lost. Det er jeg ihvertfald meget spændt på at høre når det engang udkommer.
For de interesserede eller kendere, kan intronummeret Damascus, hentes fra vokalist Chemdas hjemmeside: her
Læs også:
Delerium - Karma
Delerium - Poem
Delerium - Chimera
Time doesn't stop for anyone
It doesn't matter what you've done
I want to lose myself in you
Are you afraid of dying too?
og i omvædet:
Grains of sand is all we are
Crawling on our manic star
One tiny person
In one shiny car
Calling from our manic star
Samme finder vi i Tears From The Moon, hvor Sinead O'Connor synger:
I feel something falling from the sky
I'm so sad I made the angels cry
Tears from the moon
Fall down like rain
I reach for you
I reach in vain
Det hele bliver meget trist og melankolsk, og der er, sammenlignet med Bill Leebs soloalbum Poem, ikke den samme opløftende, lyse og glade stemning, og det synes jeg faktisk gør det ikke nær så godt. Både Bill Leeb og Rhys Fulber har evnerne til at skabe den her helt specielle stemning over deres sange, hvor man bare føler at tiden omkring én står stille, og Rhys Fulber tager helt afgjort genren til et højre stadie bl.a. ved brugen af live orkester, percussions og andre akustiske instrumenter, men der mangler noget før det er fuldkomment, og om det så er, at sangene vender en smule, så stemningen bliver en smule lysere, er ikke til at sige, men det er uundgåeligt noget, der spiller ind på helhedsindtrykket.
Der er dog heldigvis endnu et album fra Rhys Fulber og Conjure One på vej, med titlen Seasons Are Now, som gerne skulle udkomme i foråret 2005, hvor der af gæstesanger bliver at finde Poe, Leah Randi, Chemda, Nick Holmes (fra Paradise Lost), Chris Elliott, Carmen Rizzo og Sean Ashby. Af sangtitler på det nye album kan nævnes I Believe, Beyond Being, Eternity Fades, Dying Light, Face The Music og Forever Lost. Det er jeg ihvertfald meget spændt på at høre når det engang udkommer.
For de interesserede eller kendere, kan intronummeret Damascus, hentes fra vokalist Chemdas hjemmeside: her
Læs også:
Delerium - Karma
Delerium - Poem
Delerium - Chimera
