Film

Colin Farrell om sæson 2 af The Penguin: Fans kan blive skuffede

Undgå høje forventninger til opfølgeren.

Colin Farrell om sæson 2 af The Penguin: Fans kan blive skuffede
Foto: HBO
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 25. februar 2025

Colin Farrell blev fejret ved SAG Awards for sin præstation i The Penguin, men det ser ud til, at han måske er færdig med rollen som Oswald “Oz” Cobblepot. Farrell vandt prisen for Outstanding Performance by a Male Actor in a Television Movie or Limited Series for sin indsats i HBO Max’ Batman-spinoff, hvor han blev næsten uigenkendelig som den ikoniske skurk.

Under et interview med Variety blev han spurgt, om han havde planer om at vende tilbage til rollen i endnu en sæson af den actionfyldte krimiserie. Farrell svarede:
“Jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker det heller ikke ikke. Vi gav alt, hvad vi havde, i de otte timer. Jeg ville hade, hvis vi bare på grund af succes skulle lave en sæson mere, og det så blev en udvandet version af det, folk ser ud til at kunne lide.”

Farrell udelukkede dog ikke helt muligheden for en tilbagevenden. Han forklarede, at han ikke havde travlt og ikke følte et dybt ønske om at gøre det igen, men at han var åben for at overveje det, hvis der kom en god idé, der kunne passe ind i Matt Reeves’ filmiske univers.

Skuespilleren forventes at vende tilbage som Penguin i Reeves’ efterfølger til The Batman, men han har endnu ikke fået noget konkret at vide fra instruktøren, som Farrell beskriver som værende meget hemmelighedsfuld om sine planer.

Farrell udtrykte også sin glæde over at have fået muligheden for at spille karakteren og nævnte, hvordan han som barn så den oprindelige Batman-serie med Meredith Burgess i rollen som Penguin. Han sagde, at det føles som galskab, at han nu selv har fået lov at træde ind i rollen, og at han er meget taknemmelig for oplevelsen og den spænding, serien har givet ham.

Colin Farrell kan næste gang ses i Netflix-thrilleren The Ballad of a Small Player, baseret på Lawrence Osbornes bog af samme navn.

Første sæson af The Penguin kan streames på HBO Max.