Clemens i koncert
MC Clemens og Ruus fik til opgave, at tænde op under et tyndt fremmødt Aalborg.
Omstændighederne var alt andet end i top. En ret så tyndt befolket sal, samt et Riddim Force Band, der siden sidste gensyn tilsyneladende var reduceret til én enkelt guitarist, sænkede ret hurtigt forventningerne. At det fremmødte publikum så primært bestod af pubertære tøsebørn, hvis mødre måske skulle gøre mere ud af, at klæde deres børn på, før de tumler ud af døren, gjorde det ikke meget mere interessant. Men hvad gør en performer så når forholdene for en fed koncert er så tynde? Tja, Clemens fortsætter ufortrødent som var der lagt op til den helt store fest, og på trods af, at den lidt halvfesne start på showet, tilsyneladende havde kvalt en stor del af interessen hos det spredte publikum, så var det sgu forfriskende at se Clemens piske insisterende og ustoppeligt af sted.
Den første del af showet skulle ikke overaskende vise sig, at fokusere på Clemens sidste udspil Dans med døden. Med stroboskop-lys til den store guldmedalje, en solid DJ bag pulten, et par velrutinerede rappere i front samt en enkelt og sært malplaceret guitarist serverede Clemens det ene veldrejede nummer efter det andet for et publikum, der modtog med en meget blandet entusiasme. Imens halvdelen af salen passivt suttede på deres fadøl bagerst nede omkring baren, stod den anden halvdel energisk og sang med helt i front ved scenen. Det var sjovt nok her de yngste stod.
Man kunne således udover en frisk 12-årig knægt, finde et par halvstive tøser af tvivlsom alder, der svingede et par stykker pap, med et løfte om at smide trøjerne, hvis Clemens gjorde ligeså. En så oplagt opfordring lod den energiske sønderjyde ikke gå uset hen. Så imens han lovede at smide trøjen senere galpede Ruus til den bagerste del af publikummet, og opfordrede til at komme nærmere, før de to sprang ud i den dejligt maniske Monster. Imens publikum blev overdænget med det hysteriske stroboskoplys, akkompagnerede en skæv guitar Clemens kompromisløse og skarpe lyrik.
Der var liden tvivl om, at Clemens er nået langt siden debuten Regnskabets Time. Produktion, indhold og ikke mindst Clemens flow er på Dans med døden væsentligt mere avanceret og udviklet. Også netop derfor, var det næsten en smule trist at se de gamle hits blive modtaget så meget bedre end det nye materiale, selvom Flammende Oprør med sin lettilgængelige, poppede produktion, dog høstede sin jubel hos det lille publikum.
Det gav dog alligevel et nostalgisk ryk i den indre teenager, da starten på Den Lyriske 9mm satte igang. Efter et par andre klassikere fra Regnskabets Time, heriblandt den humoristiske Hr. Betjent og den meget kølige Strandvasker, takkede Clemens af, og bandet forsvandt for en kort stund.
En trøjeløs Clemens genindtog hurtigt scenen, hvilket endelig fik en større del af tørvetrillerne i bag til at rykke op i front. Om det var grundet Clemens bare bryster (manden er vokset i flere forstande de sidste par år), eller udsynet til, at to tøser nu måtte indfri deres løfte og blotte overkroppene, vides ikke, men Clemens var under alle omstændigheder hurtig til at inkassere, hvad han havde til gode. Af røg toppene, og selvom Clemens dog ikke formåede at lokke pigerne op på scenen var der allerede væsentlig mere festlig stemning i den lille sal. Et spritnyt og vaskeægte ryst-din-røv-partynummer blev afprøvet på publikummet sammen med en ældre sag eller to, før godnatsangen Vinden Synger (Din Godnatsang) signalerede, at nu var det ved at være slut. Hvorfor i alverden guitaristen her var gået med til at spille playback vides ikke, og selvom han gjorde lidt grin med det og fik liret en smule avanceret solo-geil af hist og her, prægede det desværre et ellers ganske fedt nummer på en uheldig og voldsomt uprofessionel måde. Bandet forlod scenen mens guitaristen listede lidt mere lir ind, og folk begyndte så småt at forlade salen.
Insisterende som han var sprang Clemens dog på scenen på ny, og fik til allersidst for alvor sparket gang i den fest han havde kæmpet for hele aftenen. Partyhittet Lad os feste, der havde gjort Clemens til et bekendtskab for den bredere del af befolkningen, fik virkelig gang i publikum. Flere trøjer blev smidt, tøsenumser blev rystet og scenen blev flere steder indtaget af festglade og halvnøgne tosser. Ros til Aalborg fra Clemens og en værdig afslutning på en koncert, der dog desværre bar præg af, at være blæst op til mere end hvad der kunne leveres. Et fuldt Riddim Force-orkester og især et mere opstemt og velmødt publikum kunne så absolut have forvandlet en god koncert til en fremragende koncert.
Dog var Clemens hele vejen tændt med en imponerende energi og overblik, og formåede at holde gnisten tændt i publikum, om end gnisten kun få steder blussede op og kun til allersidst brød ud i lys lue.
Den første del af showet skulle ikke overaskende vise sig, at fokusere på Clemens sidste udspil Dans med døden. Med stroboskop-lys til den store guldmedalje, en solid DJ bag pulten, et par velrutinerede rappere i front samt en enkelt og sært malplaceret guitarist serverede Clemens det ene veldrejede nummer efter det andet for et publikum, der modtog med en meget blandet entusiasme. Imens halvdelen af salen passivt suttede på deres fadøl bagerst nede omkring baren, stod den anden halvdel energisk og sang med helt i front ved scenen. Det var sjovt nok her de yngste stod.
Man kunne således udover en frisk 12-årig knægt, finde et par halvstive tøser af tvivlsom alder, der svingede et par stykker pap, med et løfte om at smide trøjerne, hvis Clemens gjorde ligeså. En så oplagt opfordring lod den energiske sønderjyde ikke gå uset hen. Så imens han lovede at smide trøjen senere galpede Ruus til den bagerste del af publikummet, og opfordrede til at komme nærmere, før de to sprang ud i den dejligt maniske Monster. Imens publikum blev overdænget med det hysteriske stroboskoplys, akkompagnerede en skæv guitar Clemens kompromisløse og skarpe lyrik.
Der var liden tvivl om, at Clemens er nået langt siden debuten Regnskabets Time. Produktion, indhold og ikke mindst Clemens flow er på Dans med døden væsentligt mere avanceret og udviklet. Også netop derfor, var det næsten en smule trist at se de gamle hits blive modtaget så meget bedre end det nye materiale, selvom Flammende Oprør med sin lettilgængelige, poppede produktion, dog høstede sin jubel hos det lille publikum.
Det gav dog alligevel et nostalgisk ryk i den indre teenager, da starten på Den Lyriske 9mm satte igang. Efter et par andre klassikere fra Regnskabets Time, heriblandt den humoristiske Hr. Betjent og den meget kølige Strandvasker, takkede Clemens af, og bandet forsvandt for en kort stund.
En trøjeløs Clemens genindtog hurtigt scenen, hvilket endelig fik en større del af tørvetrillerne i bag til at rykke op i front. Om det var grundet Clemens bare bryster (manden er vokset i flere forstande de sidste par år), eller udsynet til, at to tøser nu måtte indfri deres løfte og blotte overkroppene, vides ikke, men Clemens var under alle omstændigheder hurtig til at inkassere, hvad han havde til gode. Af røg toppene, og selvom Clemens dog ikke formåede at lokke pigerne op på scenen var der allerede væsentlig mere festlig stemning i den lille sal. Et spritnyt og vaskeægte ryst-din-røv-partynummer blev afprøvet på publikummet sammen med en ældre sag eller to, før godnatsangen Vinden Synger (Din Godnatsang) signalerede, at nu var det ved at være slut. Hvorfor i alverden guitaristen her var gået med til at spille playback vides ikke, og selvom han gjorde lidt grin med det og fik liret en smule avanceret solo-geil af hist og her, prægede det desværre et ellers ganske fedt nummer på en uheldig og voldsomt uprofessionel måde. Bandet forlod scenen mens guitaristen listede lidt mere lir ind, og folk begyndte så småt at forlade salen.
Insisterende som han var sprang Clemens dog på scenen på ny, og fik til allersidst for alvor sparket gang i den fest han havde kæmpet for hele aftenen. Partyhittet Lad os feste, der havde gjort Clemens til et bekendtskab for den bredere del af befolkningen, fik virkelig gang i publikum. Flere trøjer blev smidt, tøsenumser blev rystet og scenen blev flere steder indtaget af festglade og halvnøgne tosser. Ros til Aalborg fra Clemens og en værdig afslutning på en koncert, der dog desværre bar præg af, at være blæst op til mere end hvad der kunne leveres. Et fuldt Riddim Force-orkester og især et mere opstemt og velmødt publikum kunne så absolut have forvandlet en god koncert til en fremragende koncert.
Dog var Clemens hele vejen tændt med en imponerende energi og overblik, og formåede at holde gnisten tændt i publikum, om end gnisten kun få steder blussede op og kun til allersidst brød ud i lys lue.
