Film

Chris Pratt er tilbage på krigsstien – The Terminal List sæson 2 har fået premieredato

Klar til runde 2?

Der er gået næsten fem år, siden Chris Pratt første gang trak i det taktiske udstyr som James Reece i The Terminal List. Nu er Prime Video klar til næste kapitel, og denne gang bliver banen gjort noget større.

The Terminal List sæson 2 får premiere på Prime Video den 21. oktober 2026, hvor alle otte afsnit bliver frigivet på én gang. Samtidig er de første billeder fra sæsonen blevet offentliggjort.

Chris Pratt er naturligvis tilbage i hovedrollen, og set med danske briller er der også et velkendt navn på rollelisten. Dar Salim vender nemlig tilbage som Mohammed Farooq.

Fra hævnthriller til international spionhistorie

Første sæson af The Terminal List fulgte Navy SEAL-kommandøren James Reece, efter at hans deling blev udslettet under en hemmelig mission. Da Reece vendte hjem, begyndte hans minder om begivenhederne at slå sprækker, og snart stod det klart, at der var væsentligt større kræfter på spil.

Resultatet blev en ganske mørk blanding af militærthriller, konspiration og personlig hævnhistorie, hvor Reece arbejdede sig gennem den liste, som også gav serien dens navn.

Anden sæson tager udgangspunkt i True Believer, der er den anden roman i Jack Carrs bogserie om James Reece. Dermed bevæger historien sig videre fra den mere personlige hævnmission og over i en international spionthriller.

Reece har afsluttet sin liste, men er langt fra færdig med problemerne.

Turen går fra Afrika til Europa

I sæson 2 bliver James Reece trukket ind i en sammensværgelse, som strækker sig fra Moskva til Langley og samtidig viser sig at have forbindelser til hans egen families historie.

Historien sender ham gennem Det Indiske Ocean, det sydlige og nordlige Afrika, Mellemøsten og Europa, mens jagten på sandheden udvikler sig til noget væsentligt større end den historie, serien begyndte med.

Chris Pratt får selskab af flere tilbagevendende skuespillere. Constance Wu vender tilbage som Katie Buranek, Tom Hopper spiller igen Raife Hastings, Luke Hemsworth er tilbage som Jules Landry, og danske Dar Salim gentager rollen som Mohammed Farooq.

Blandt de nye navne finder man Gabriel Luna som Freddy Strain samt Olga Kurylenko, Arnold Vosloo, Costa Ronin, Yul Vazquez, Martin Sensmeier og Shiraz Tzarfati.

Dar Salim tilbage i det hårdtslående selskab

Dar Salim har efterhånden opbygget et ganske solidt internationalt CV ved siden af sine danske roller.

Han har tidligere været forbi blandt andet Game of Thrones, hvor han spillede Qotho, og Guy Ritchies The Covenant med Jake Gyllenhaal. I The Terminal List-universet spiller han Mohammed Farooq, som nu altså vender tilbage sammen med flere af karaktererne fra seriens første sæson.

The Terminal List har fra begyndelsen haft et stort fokus på militær autenticitet. Det fortsætter i sæson 2, hvor tidligere Navy SEAL Jared Shaw og tidligere Army Ranger Max Adams igen er involveret i produktionen.

Derudover har produktionen benyttet militærveteraner som manuskriptforfattere, skuespillere, tekniske rådgivere og instruktører. Blandt dem er Ray Mendoza, den tidligere Navy SEAL, som senest stod bag krigsfilmen Warfare sammen med Alex Garland.

The Terminal List er blevet et større univers

James Reece-universet er i mellemtiden vokset ud over den oprindelige serie. I 2025 kom prequel-serien The Terminal List: Dark Wolf, der rykkede fokus over på Ben Edwards, spillet af Taylor Kitsch, og Raife Hastings, spillet af Tom Hopper.

Hele franchisen bygger på Jack Carrs romanserie, der begyndte med The Terminal List i 2018 og siden har sendt Reece længere ind i et univers af efterretningstjenester, terrorbekæmpelse, militære operationer og internationale konspirationer.

Prime Video oplyser, at The Terminal List-franchisen indtil videre har samlet mere end 100 millioner seere på verdensplan.

Chris Pratt er fortsat dybt involveret i serien bag kameraet som executive producer sammen med blandt andre Antoine Fuqua, Jack Carr og showrunner David DiGilio.

Alle otte afsnit af The Terminal List sæson 2 lander på Prime Video den 21. oktober 2026.