Call of Duty: WW II [Anmeldelse]

Call of Duty er tilbage for gud ved hvilken gang (Det gør han ikke, men Activision siger at det er den 15. primære titel i franchiset). 

Spillet-franchiset er blevet et tilbagevendende blockbuster-koncept på linje med spil som FIFA, og hvert år står millioner af trofaste fans klar for at købe det seneste shooter. I år vender spillet så tilbage til rødderne, med første 2. verdenskrig-spil, siden 2006. 

Call of Duty: WW II. Et simpelt navn, der er let at genkende. 

Efter de seneste års eskapader, har Activision vendt ryggen til de spacy sci-fi shooters, vi har set de seneste år. Det er slut med jetpacks, elektroniske skydevåben, og underlige perks. Franchiset har fået en vis kritik for at køre sci-fi tangenten ud i yderste gear, og fans har skreget på mere realistiske settings. Og det har de fået. 

Call of Duty: WW II  (Herefter COD WWII) er back to basics, i så bred en forstand det kan være. Det er en jordbunden fortælling i historiske begivenheder under 2. verdenskrig. De kontante mekaniske skydevåben er tilbage, og det samme er en mere ligelig shooter-oplevelse. 

I denne anmeldelse kaster jeg min dom over spillets tre hovedbestanddele: Single-player campaign, multiplayer og Nazi zombies. Men lad mig starte med grafikken. 

COD har løbende budt på små grafiske opgraderinger, og det har været svært at se de helt store niveau-spring, fra år til år. Men når man kigger på sidste års HD-remaster af Call of Duty: Modern Warfare fra 2009, og sammenligner med årets udgivelse, er det så tydeligt, hvor ekstremt udseendet trods alt har udviklet sig. COD WWII er - selvfølgelig - den flotteste Call of Duty oplevelse nogensinde, men set i forhold til andre af årets konsoludgivelser, er grafikken også super imponerende. Især miljøeffekter som skygger, røg, flammer og vejrforhold, træder igennem som exceptionelt flotte - det er så godt lavet, at man ikke er opmærksom på det. Det samme er effekterne, når man ser en stilstående genstand blive ramt af kæmpeprojektiler, man ser træ der splintrer, støvskyer der hvirvler og andre små subtile forbedringer. Især hvis man er i besiddelse af en af de nyeste konsolversioner PS4 Pro eller (snart) Xbox One X, får man en afsindig visuel oplevelse. Så skal man godt nok have 4K HDR skærmen med i hatten, men hey - aldrig gå ned på grej?

COD WWII Single player campaign

I spillet hvivles vi ud i en historie om soldaterkammerater, som sædvanligt er der fokus på at fortælle en historie om personer, og knapt så meget på begivenheder. Spillet blæses igang ved landingen i Normandiet på D-Dag i 1944. Som i andre af franchisets spil, bliver man iscenesat som en hovedfigur, denne gang soldaten "Red" Daniels, der dog til tider tager tiltrængte pauser, for at lade andre specialister overtage roret, i enkeltstående missioner. COD WWII er ikke et spil der er tungt på verdenshistorien. Selvom det foregår under historiske begivenheder, er fokus på personerne, og de relationer de udvikler og gennemgår, under deres missioner. 

Udviklerne har tydeligvis bidt mærke i, at fans har efterspurgt realisme. Et meget konkret og tilstedeværende aspekt af dette, betyder at Sledgehammer har afskaffet auto-regenerering af spillerens liv, og at man i stedet er afhængig af medikits, der kun findes i begrænsede mængder under missionerne. Samtidig skal disse aktiveres aktivt. Det er et call-back til de allerførste spil i serien. Og personligt hader jeg det. Det betyder, at man hele tiden er nødt til at stoppe op og lede efter den rigtige knap til healing - eller hvis man er løbet tør: Formentlig dø, og restarte ved seneste checkpoint. Det er klart en ambivalent holdning hvis man som fan har efterpsurgt realisme. Men story-gamers i denne slags blockbuster titler, spiller for at få fortællingen, ikke for konstant at skulle pines af manglende liv. Til gengæld sætter denne begrænsning en effektiv stopper for sci-fi titlernes følelse af one-man army, og i stedet er man ganske afhængig af AI-soldaterkammeraternes supportfunktioner, der blandt andet indebærer buddy-perks som ammo og medics. Disse kammerater kan på en kill-timer, levere en ny sending forsyninger til dig, så længe du når at fange dem inden du dør, eller løber tør for ammunition. Det er holdarbejde med AI, og det fungerer bedre, end man først lige skulle tro.

Single-player historien har sin typiske del af frustrerende sniger-missioner, store filmiske scenestykker og så en overvældende insisteren, på at fortælle en Band of Brothers-agtig  6-8 timer lang historie. Historien er god, men den har ikke de helt fantastiske og afsindige plot-twists, som tidligere udgaver har shinet ved.

Multiplayer

Det umiddelbare trækstykke i ethvert Call of Duty spil, er for langt de fleste Multiplayer-delen, og efter de seneste spil med exo-suits, double jumps og crazy perks, er det herligt at vende tilbage til en verden, hvor fysikken fungerer mere som vi kender det. Call of Duty har brugt boots-on-the-ground combat en del, og det er meget dækkende. Det er svært at sætte en finger på noget der ikke fungerer ved COD WWII multiplayer, og rent faktisk er det den mest velpolerede og gennemførte COD Multiplayer i årevis, ja faktisk siden Black Ops. Det er en stor ros. 

De seneste år har det været brutalt at komme ind som low-level multiplayer spiller, fordi class builds og perks simpelthen har været OP, for spillere i højere levels. Det er helt anderledes afbalanceret i år, og det betyder at man kun sidder og river sig selv i håret, hvis man bare er en straight out dårlig shooter. Det nye game-mode War, er en velkommen tilføjelse, hvor man i særdeleshed skal holde godt øje med nederen sniper-typer. 

Der er også blevet plads til et lille inspirationsstykke fra Activisions andet store spil Destiny. Headquarters er en online player-hub, der meget lig The Tower, lader dig løbe rundt blandt andre gamere i 3. person, og vise dit lede loot og achievements frem. Det er også et sted, der lader dig åbne de evigt irriterende Loot Boxes, foran andre spillere, der så kan kommentere på dine kosmetiske drops, som nu kan larmende 13-årige "din-mor"-knægte ved bedst. Jeg har en beef med mictotransaktioner i AAA-spiltitler, men det er vejen som hele spilindustrien bevæger sig mod. At der nu er tilføjet et aspekt, der betyder at andre folk åbner deres indkøbte lykkeposer foran 48 andre online avatars, svarer lidt til at lade smide et AA-hold midt i en bar med en flair-gal bartender: Det er farligt tillokkende. 

Nazi Zombies

Sidst, men ikke mindst, har vi årets Zombie-mode, der nu har taget en seriøs afstammer fra de seneste mere skøre versioner. COD Zombies bygger til stadighed en større og større fanbase, og der er uden tvivl folk, der går i butikken, kun for at få hænderne på denne del af spillet. De nye zombie-maps er kæmpe store, og zombierne er blevet opgraderet i udseende, og faktisk er de væsentligt mere creepy og "realistiske" (filmrealistiske) i udseendet, og variationen i de forskellige typer af zombier er stor. 

Det er hurtigere at opdage de mange muligheder for at avancere i Nazi Zombies maps, men derudover, er der ikke de store afstikkere fra selve spillestilen. Det er dog super tilfredsstillende at se zombies i et WWII scenarie, og det sender tankerne i retningen af de gamle okkulte Wolfenstein-iterationer. Good times!  

Med Call of Duty: WW II, har det lykkedes Activision at: Efterkomme en stor del af fanbasens ønsker, servere det flotteste WW2 spil til dato, og at iscenesætte CoD Multiplayer som en afbalanceret og velpoleret oplevelse, påny. Der er lidt elementer der halter, og især historiedelen kunne bruge en smule mere kreativitet og fantasi, men her har folkene bag spillet altså satset på det sikre. Sticking with the guns, kunne man plat fristes at sige. Gameplayet er velkendt, ikke banebrydende, og helhedsoplevelsen er forventelig solid, og bedre end man kunne frygte, for et franchise der søger årlige cash-ins fra fanbasen. 

Hvis du er Call of Duty fan, har du allerede købt spillet, og er formentlig lykkelig synket ned i shooter-frenzy, og det er godt nok. Call of Duty: WWII er et godt spil, og det får fra vores side 4 ud af 6 mulige stjerner.