Brand New - The Devil And God Are Raging Inside Me
Hvis du kun skal købe én genrehybrid forklædt i emo-lyd i år så lad det være Brand New's seneste udspil.
Ligeledes gælder det også, at megen god musik åbner sig langsomt overfor lytteren, og først viser sit sande ansigt efter adskillige gennemlytninger. Det er i den sammenhæng illustrativt, at The Devil And God Are Raging Inside Me ved første gennemlytning forekommer at passe nydeligt i den lidet flatterende emo-genre, men ved nærmere bekendtskab åbner op for et væld af musikalske associationer; i flæng kan nævnes Radiohead, Nirvana, Mogwai, Pink Floyd og The Cure. En sådan perlerække af forskelligrettede bands, forvirrer muligvis mere end den afklarer, så lad os et øjeblik zoome ind på essensen af hvad Brand New er. Den finder vi i en oprindelig forståelse af emo-begrebet.
The Devil And God Are Raging Inside Me er et emotionelt album, der skildrer det menneske, der er ved at rive sig selv over på midten. Som albummets titel lægger op til, er det centrale tema religion kontra skepticisme; synd kontra tro. Tonen slåes skarpt an med Millstone, der på samme tid beskriver religionen som en illusion, og udpensler den retnings- og rasteløshed, der følger af at gennemskue illusionen; "I Used to pray like God was listening / I used to make my parents proud / ... / I used to know the name of every person I'd kissed / Now I've made this bed and I can't fall asleep in it" Ordene er fra Millstone, men det mest interessante ved nummeret, findes ikke i ordene alene, men derimod i den fabelagtige måde, de væver sig sammen med forsanger Jesse Lacey's stemme og musikken generelt. Det er kuldegysningsfremkaldende at høre den foragt, Lacey lægger i både den religiøse fortid og det agnostiske nu, og den fortvivlelse der derfor er at finde mellem linjerne.
Tanken om at menneskelig erkendelse, kun kan lede til fortabelse fortsættes på Jesus, hvor en troende fyldes med tvivl, om hvorvidt frelse virkelig er mulig, eller mennesket er dømt til evig fortabelse. Her demonstrerer Brand New effektivt, hvordan en instrumentalpassage kan sige mere end nok så mange ord. Efter ethvert håb for mennesket, er blevet demonteret mod afslutningen af sangen. Med linjerne "But we all got wood and nails / And we turn out hate in factories", dør musikken fuldstændig ud for blot få sekunder efter, at blive erstattet af en åben instrumental afslutning. Det er kendetegnende for The Devil And God Are Raging Inside Me, at der ikke prædikes. Derimod fremstilles uundgåelig smerte og fortvivlelse åbent som en eksistentiel observation, som lytteren er nødt til at forholde sig til.
Albummet kulminerer i den eksplosive The Archers Bows Have Broken, som alt efter temperament kan ses som et frontalangreb mod religiøs fanatisme, fanatisme generelt og/eller George Bush. I mit perspektiv virker den som en videreførelse af albummets hovedtema på en mere aggressiv facon. Her tager Brand New entydigt stilling, og albummet som helhed kan siges at bygge op til denne pointe. Både den fanatiske ateisme, og den fanatiske religiøsitet er destruktive redskaber, som mennesker klynger sig til for at overvinde deres grundlæggende usikkerhed; "If we sweat all these debts then we're sure to drown / So let's strap ourselves up to this engine now / With our God who we found laying under the back seat"
The Devil And God Are Raging Inside Me er et album, der ikke prædiker andet end reflektion, men det budskab hamrer det til gengæld også hjem med splintrende kraft. Samtidig er albummet et studie, i hvordan ord, sang og instrumenter kan gå op i en højere kompleks enhed. Det er ikke let lytning, men det betaler sig at bruge den tid, det kræver, at åbne sig overfor musikken og lade sig rive med ud på en tankevækkende rejse til de grå nuancer mellem lys og mørke. Albummet er ambitiøst men lever op til sit eget projekt, og for det kvitterer jeg med fem stjerner.
Tracklisting:
1. Sowing Season
2. Millstone
3. Jesus
4. Degausser
5. Limousine (MS Rebridge)
6. You Won't Know
7. Welcome To Bangkok
8. Not The Sun
9. Luca
10. Untitled
11. The Archers Bows Have Broken
12. Handcuffs
The Devil And God Are Raging Inside Me er et emotionelt album, der skildrer det menneske, der er ved at rive sig selv over på midten. Som albummets titel lægger op til, er det centrale tema religion kontra skepticisme; synd kontra tro. Tonen slåes skarpt an med Millstone, der på samme tid beskriver religionen som en illusion, og udpensler den retnings- og rasteløshed, der følger af at gennemskue illusionen; "I Used to pray like God was listening / I used to make my parents proud / ... / I used to know the name of every person I'd kissed / Now I've made this bed and I can't fall asleep in it" Ordene er fra Millstone, men det mest interessante ved nummeret, findes ikke i ordene alene, men derimod i den fabelagtige måde, de væver sig sammen med forsanger Jesse Lacey's stemme og musikken generelt. Det er kuldegysningsfremkaldende at høre den foragt, Lacey lægger i både den religiøse fortid og det agnostiske nu, og den fortvivlelse der derfor er at finde mellem linjerne.
Tanken om at menneskelig erkendelse, kun kan lede til fortabelse fortsættes på Jesus, hvor en troende fyldes med tvivl, om hvorvidt frelse virkelig er mulig, eller mennesket er dømt til evig fortabelse. Her demonstrerer Brand New effektivt, hvordan en instrumentalpassage kan sige mere end nok så mange ord. Efter ethvert håb for mennesket, er blevet demonteret mod afslutningen af sangen. Med linjerne "But we all got wood and nails / And we turn out hate in factories", dør musikken fuldstændig ud for blot få sekunder efter, at blive erstattet af en åben instrumental afslutning. Det er kendetegnende for The Devil And God Are Raging Inside Me, at der ikke prædikes. Derimod fremstilles uundgåelig smerte og fortvivlelse åbent som en eksistentiel observation, som lytteren er nødt til at forholde sig til.
Albummet kulminerer i den eksplosive The Archers Bows Have Broken, som alt efter temperament kan ses som et frontalangreb mod religiøs fanatisme, fanatisme generelt og/eller George Bush. I mit perspektiv virker den som en videreførelse af albummets hovedtema på en mere aggressiv facon. Her tager Brand New entydigt stilling, og albummet som helhed kan siges at bygge op til denne pointe. Både den fanatiske ateisme, og den fanatiske religiøsitet er destruktive redskaber, som mennesker klynger sig til for at overvinde deres grundlæggende usikkerhed; "If we sweat all these debts then we're sure to drown / So let's strap ourselves up to this engine now / With our God who we found laying under the back seat"
The Devil And God Are Raging Inside Me er et album, der ikke prædiker andet end reflektion, men det budskab hamrer det til gengæld også hjem med splintrende kraft. Samtidig er albummet et studie, i hvordan ord, sang og instrumenter kan gå op i en højere kompleks enhed. Det er ikke let lytning, men det betaler sig at bruge den tid, det kræver, at åbne sig overfor musikken og lade sig rive med ud på en tankevækkende rejse til de grå nuancer mellem lys og mørke. Albummet er ambitiøst men lever op til sit eget projekt, og for det kvitterer jeg med fem stjerner.
Tracklisting:
1. Sowing Season
2. Millstone
3. Jesus
4. Degausser
5. Limousine (MS Rebridge)
6. You Won't Know
7. Welcome To Bangkok
8. Not The Sun
9. Luca
10. Untitled
11. The Archers Bows Have Broken
12. Handcuffs
