Borderlands 3 [Anmeldelse]

Item: Borderlands 3
Rating: 4
Author: Mikkel M. Vermeulen

Uudtømmelige våbenkombinationer er spillets force

Skrevet af Mikkel M. Vermeulen

| Gear og Gaming
| 3,5K

4 ud af 6 stjerner

Borderlands 3 er langt om længe landet, og efter at have hældt ikke så få timer i det gale lootershooter, er jeg klar til at fælde dom.

Mit Borderlands-eventyr er forholdsvist nyt. Jeg blev aldrig rigtig fanget af det første spil, der udkom i 2009, fordi jeg havde alt for travlt med at tjene killstreaks i Call of Duty, og da Borderlands 2 så dukkede op i 2011, følte jeg, at jeg var bagud på historien og sprang det over.

Men i optakten til Borderlands 3, har jeg brugt en del tid på både Borderlands 2 og Borderlands the Pre-Sequel, for ligesom at få en følelse for spillet.

Når der går så længe mellem udgivelser i en spilserie, er det let at forbigå, for folk der ikke har været med på de tidligere, men sådan behøver det ikke at være: Og i det tilfælde der hedder Borderlands, er det slet ikke nødvendigt.

Selvom Borderlands 3 fra tid til anden refererer de ældre spil, er det nemlig ikke en nævneværdig forhindring for nye spillere. Der er gået over 5 år siden Borderlands 2, og man må formode, at udviklerne har haft det med i deres tanker, da de skulle lave et nyt spil: Det balancerer nemlig umådeligt fint på kanten af både at være en fortsættelse af en episk saga - men også en helt ny og frisk fortælling, der ikke kræver en masse forudgående viden, for at sætte i gang og nyde spillet.

ANNONCE

Cylpso-tvillingerne

Borderlands 3 finder sted i det post-apokalyptiske Pandora, hvor spilleren i rollen som en af fire Vault Hunters, bliver kastet ud i en faretruende krise, der medfører et kæmpe kapløb mod de onde kræfter, for at sikre verdens overlevelse - uden et grumt diktatur til følge.

Igennem Borderlands 3's kampagne følte jeg mig ofte underholdt, men andre gange irriteret af den specielle humor, der insisterer på konstant at smide referencer til de dårlige sider af spilbranchen, mikro-transaktioner og specielle popkulturelle fænomener, som man aldrig var i tvivl om var referencer, fordi de blev udpenslet i overdrevet grad, gennem de til tider meget lange cut-scenes.

Jeg hader spillets primære bad-guys Calypso-tvillingerne Tyreen og Troy, der helt frem til slutningen af spillet, fremstår som en træls karikatur af streamers - for det er de: De er nederdrægtige, drabslystne og så streamer de alle deres udskejelser til deres hær af followers/militante slaver.

Man kan fristes til at tro, at Gearbox har skrevet skurkene, lige præcis for at fremprovokere de følelser i spilleren - og i det tilfælde, er det lykkedes. Når det så er sagt, bliver det hurtigt irriterende, at være tvangsindlagt til at høre på deres ensformige monolog-"streams" om hvor meget bedre de er end spillets helte, og hvordan de hele tiden er et skridt foran.

Man kan ikke klandre Borderlands, for ikke at følge formlen fra deres tidligere spil, men måske kan man bare få for meget af lorte-jokes og on-the-nose referencer. Jeg ville ikke have troet det inden jeg gik i gang. Men den følelse sidder jeg lidt med nu.

ANNONCE

Borderlands starter ud med fire forskellige helte-typer at vælge imellem.

Moze the Gunner, der er en straight-to-the point våbenekspert, med den lille sidegevinst, at hendes special manifesteres i en kæmpe mech-suit, der kan benytte et væld af vilde kanoner og guns, til at skabe ren kaos i et begrænset tidsrum.

Zane the Operative er en mere taktisk type, der overvælder kamppladsen med droner og kloner.

FL4K, robot beastmaster, har en hel petting-zoo af dødbringende væsener til rådighed, der basalt set gør ham til den vildeste hunter-karakter jeg endnu er stødt på i et spil.

Og så er der selvfølgelig Amara, Sirenen. Hvis man er til magi og mage-type specials, er der en del at komme efter her, med ekstra magiske arme og powerfulde moves.

Borderlands 3 omfavner Action-RPG genren med masser af udbyggelige skill-trees, og masser af karakter. Hver hero har sin egen baggrundshistorie, der gradvist afdækkes en anelse, uden at fylde for meget i det store billede. Man behøver ikke at kæmpe sig igennem spillet med hver type. Men det giver lidt ekstra.

ANNONCE

Der hvor spillet gør et helt fantastisk job, er i gunplayet. Det er vildt og fyldt med eksplosioner og ekstravagante damage-counters overalt på skærmen.

Essensen af dette looter-shooter, er trippet efter hele tiden at få bedre gear, navnligt våben, som dropper overalt, hvor man mejer de evigt fremstormende fjender ned.

Våbenarsenalet er uudtømmeligt, og det er fantastisk. De mange forskellige våbentyper, der tilfældigt får tilskrevet forskellige attributter, er ofte skrald, man en sjælden gang i mellem, er man heldig at få en næsten game-breaking kombination, der får et våben til at føles som noget, man først burde få fingrene i i slutningen af spillet.

Sådan havde jeg det med en lille revolver, der opførte sig som en shotgun, og leverede kugler, som ville bore sig ind i fjenderne, for efterfølgende at levere ikke blot en - men hele tre efterfølgende eksplosioner, der ofte endte med total succes.

Samme måde kunne man have det, med en damage-heavy sniper-riffel, der ved et lykketræf havde fået større magasiner, og autofire, så den i realiteten opførte sig som en voldsom semi-automatisk riffel.

ANNONCE

Borderlands 3 - Launch Trailer

Borderlands 3 har godt styr på fundamentet. Gameplay-mæssigt er det et fantastisk looter-shooter, og det har aldrig set bedre ud, eller leveret en mere tilfredsstillende loot-fornemmelse, men det tunge lag af insisterende historie-gameplay, leverer en oplevelse der til tider kan føles anstrengt, og andre gange ret sjovt.

Hvis du har været igennem de tidligere Borderlands-titler, og nød dem, er du allerede endt i end-gamet, og hvis ikke, så bør du komme i gang asap.

Hvis du aldrig har været forbi franchiset før, skal du gå til det for at lege med loot, og ikke for at få en overvældende fantastisk spil-fortælling.

ANNONCE