Bør man have flyskræk?
Lever vi i en tid, hvor man bør være nervøs for at flyve?
Det minder for det utrænede øje lidt om en slags pokemonkort for rige mennesker, der ynder at jonglere med menneskeliv, som vi andre jonglerer med tequilaflasker i en stille brandert onsdag aften. Det virker ikke særlig respektfuldt overfor de berørte familier, at SAS-direktør på SAS-direktør skal stå frem i medierne og proklamere, at det er en fabrikationsfejl, og det ikke er SAS' skyld. Nej, det er meget muligt, men burde I ikke have luret den noget før? Findes der ikke nogle sikkerhedsprocedurer, der gør, at den slags bliver opdaget? Jeg kan forstå, hvis I overser en lun bolle på min indenrigsflyvning eller en manglende brækpose i Vilnius, men det spiller ikke at 'glemme' at tjekke landingsstellet. Det er altså en temmelig essentiel ting at huske. Landingsstellet er en meget vigtig del af en god flyveoplevelse. Jeg skal være den første til at hænge min drengerøvsjakke på moralens smukke stumtjener og erklære, at jeg hellere vil have velfungerende landingsstel end lækre stewardesser. Muligvis et fejlagtigt kald, men jeg er alligevel temmelig begejstret for mit liv, som det er lige nu.
Men hvad skal de så gøre? De skal jo have folk af sted. Flytte mennesker, bagage og historier fra landsdel til landsdel. De er jo bindeled mellem kærester, elskere, deres advokater, familier og venner. Jeg foreslår, at de laver to linier: En for folk som har deres liv kært. En flylinie hvor sikkerheden er i højsædet, og tjeklisten ikke bliver udfyldt af en erhvervspraktikant fra Litauen. Hvor fine mennesker med fine uddannelser gør det, de er bedst til og flytter folk fra landsdel til landsdel med service og sikkerhed som førstepriotitet. Det er den linie, hvor man får lov at bruge timer i kø for at komme igennem sikkerhedskontrollen, skal vise pas i paskontrollen og alt det der moderne terrorhysteri.
Og så skal der være en linie for dem, der bare gerne vil tage chancen. Dem der skal hurtigt af sted og er fløjtende ligeglad med hvilken del af flyet, der rammer jorden først og med hvilken hastighed. For dem hvis motto er: 'Ja, ned skal vi jo nok komme'. En slags mental afbestillingsrejse, hvor man smider hjernen i indtjekningsbakken sammen med sit armbåndsur og så lader den gennemgrilles af radioaktive stråler og glemmer at få den tilbage. På disse flyveruter vil der opstå alverdens spændende situationer. Det er ruten til dig, der er ligeglad med, om du ender i Yemen eller Stockholm. Eventyrenes rute. Hvor 1000 mile high klubben lige så godt kan blive indviet med 12 kilo plastisk sprængstof skubbet op i røven.
Til sidst skal det siges, at jeg for første gang sidder i et tog og føler mig dejlig tryg, men samtidig irriteret over at det tager så helvedes lang tid.
Og så skal der være en linie for dem, der bare gerne vil tage chancen. Dem der skal hurtigt af sted og er fløjtende ligeglad med hvilken del af flyet, der rammer jorden først og med hvilken hastighed. For dem hvis motto er: 'Ja, ned skal vi jo nok komme'. En slags mental afbestillingsrejse, hvor man smider hjernen i indtjekningsbakken sammen med sit armbåndsur og så lader den gennemgrilles af radioaktive stråler og glemmer at få den tilbage. På disse flyveruter vil der opstå alverdens spændende situationer. Det er ruten til dig, der er ligeglad med, om du ender i Yemen eller Stockholm. Eventyrenes rute. Hvor 1000 mile high klubben lige så godt kan blive indviet med 12 kilo plastisk sprængstof skubbet op i røven.
Til sidst skal det siges, at jeg for første gang sidder i et tog og føler mig dejlig tryg, men samtidig irriteret over at det tager så helvedes lang tid.
