Bob Dylan & Søren Kierkegaard
Et mere interessant spørgsmål er, om Dylan også har ladet sig inspirere af Søren Kierkegaard?
I hele sin karrière har Bob Dylan ladet sig inspirere af utallige forfattere, musikere og tænkere. Hans nyeste plade "Love & Theft" indeholder en lang række lån — eller skal vi kalde det "tyveri" — fra kendte og ukendte kunstnere.
Et mere interessant spørgsmål er, om Dylan også har ladet sig inspirere af Søren Kierkegaard? Mig bekendt har ingen ofret dette spørgsmål opmærksomhed. Der er imidlertid påfaldende ligheder mellem Dylan og Kierkegaard, både når det gælder biografi, filosofi og - faktisk - fysiognomi: "En kortvokset, tynd mand med et hoved der ligesom hviler tungt på den spinkle krop."
Dylan og Kierkegaard er begge undtagelsesmennesker, sære, gådefulde eksentrikere. Deres tekster og udtalelser må ofte tages med et gran salt, da begge er stærkt optaget af at pleje deres image.
Kierkegaard-eksperten Johannes Sløk stiller i en bog dette spørgsmål om filosoffen: "Hvad var han i grunden for et menneske? Vi véd det ikke." Endikke mennesker der stod Kierkegaard nær, kunne give et nogenlunde sammenhængende billede af ham — lige så med Dylan. Kierkegaard var overbevist om, at han var en udvalgt, udset til at rense ud i tidens usselheder. Dylan føler sig ligeledes udvalgt: "med en ekstrem følelse af skæbne", har han ytret til avisen USA Today. Dylan valgte ikke at blive kunstner — skæbnen valgte ham. Skulle han have valgt selv, var han blevet videnskabsmand, ingeniør eller læge.
Til sammenligning lader Kierkegaard sit pseudonym Johannes Climacus tænke på "alle de der arbejder med at gøre livet lettere for menneskene ... nogle ved jernbaner, andre ved omnibusser og dampskibe".
Brug af pseudonymer i stor udstrækning er typisk for vore to hovedpersoner. Kierkegaard skrev filosofiske skrifter under navne som Victor Eremita, Johannes de Silentio og Vigilius Haufniensis. Dylan har optrådt under pseudonymer som Elston Gunn, Blind Boy Grunt og Robert Milkwood Thomas med flere. Navnet Bob Dylan er også et pseudonym. Sit oprindelige navn Robert Allen Zimmerman udskiftede han i 1962, og på pladen "Love & Theft" figurerer han som producent under navnet Jack Frost. Både Kierkegaard og Dylan leger med identiteter og er til dels svært utilgængelige i formen.
På "Love & Theft"-pladen synger Dylan, at han skal tage et opgør med en "nasty, dirty, double-crossing, back-stabbing" fyr ved navn mr. Goldsmith. Kierkegaard havde et kraftigt opgør med en Goldschmidt, som smædede ham i bladet Corsaren. Et klart fællestræk hos de to herrer er evnen til at provokere deres omgivelser.
Søren Kierkegaard opererer med tre eksistensmuligheder: det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium — ikke sådan at forstå at alle må gennemleve dem, men Dylans karrière er tydeligvis en udvikling i Kierkegaards tre stadier:
I 1960'erne levede Dylan et liv med kvinder, på jagt efter mest mulig nydelse — til og med hans politiske engagement i dette årti var en trend i tiden.
Alle mennesker fødes ind i "umiddelbarheden", det æstetiske stadium. Mange vælger at leve i dette stadium også som voksne, men lever da en spids-borgerlig tilværelse som ifølge Kierkegaard før eller siden ender i tristhed eller tomhed. Dylan påpeger denne æstetiske eksistensmulighed i mesterværket "Like A Rolling Stone".
Efter en motorcykkelulykke i 1966 beslutter Dylan at vie sig til familielivet. Han sætter pligten og kontinuiteten foran æstetikerens "likes and dislikes". Gennem flere år bestræber Dylan sig ærligt på at leve indenfor det etiske stadium. Efter at ægteskabet havarerer, oplever Dylan en dyb krise, som kommer til udtryk i albumet "Street Legal". I åbningssangen "Changing Of The Guards", formulerer Dylan et kierkegaardsk "Enten - Eller": Enten må vi gøre os rede til tilintetgørelsen, eller foretage et vagtskifte. Dylan vælger det sidste, da han møder Jesus på et hotelværelse i Tuscon, Arizona, november 1978. Med et spring er han ovre i Kierkegaards religiøse fase.
Kierkegaard skildrer stadiet i bogen "Frygt og Bæven", hvis udgangspunkt er Bibelens fortælling om Guds befaling til Abraham om at ofre sønnen Isak. Dylan bruger sekvensen i sangen "Highway 61 Revisited": "Hvor skal så denne ofring foregå?" spørger Abraham. "På Highway 61," svarer Gud — ifølge Dylan. Det skal med, at Dylans egen far netop hed Abraham. Sådan set bliver Dylan selv den søn, der skal ofres.
I Los Angeles Times 16. september sidste år lancerede Dylan en interessant teori: der findes kun tre typer kunstnere, og den korresponderer med Kierkegaards tre stadier:
For det første den overfladiske type, som aldrig går i dybden og intet har på hjertet. En repræsentant for det æstetiske stadium. For det andet den naturlige kunstner, der yder hvad han kan, en repræsentant for det etiske stadium. Til sidst den overnaturlige kunstner, som graver dybere end de andre — og jo dybere han graver, jo flere skjulte guder finner han. Denne kunstner udfolder sig indenfor den religiøse sfære.
Dylan siger det ikke direkte, men han ser uden tvivl på sig selv som repræsentant for denne tredje og sidste kategori.
Ser man tilbage på Bob Dylans liv, forstår man hans bemærkning i et interview for en del år siden: "Visdom består i at forstå sig selv og verden. Man kan ikke lade hånt om nogen af delene."
Et mere interessant spørgsmål er, om Dylan også har ladet sig inspirere af Søren Kierkegaard? Mig bekendt har ingen ofret dette spørgsmål opmærksomhed. Der er imidlertid påfaldende ligheder mellem Dylan og Kierkegaard, både når det gælder biografi, filosofi og - faktisk - fysiognomi: "En kortvokset, tynd mand med et hoved der ligesom hviler tungt på den spinkle krop."
Dylan og Kierkegaard er begge undtagelsesmennesker, sære, gådefulde eksentrikere. Deres tekster og udtalelser må ofte tages med et gran salt, da begge er stærkt optaget af at pleje deres image.
Kierkegaard-eksperten Johannes Sløk stiller i en bog dette spørgsmål om filosoffen: "Hvad var han i grunden for et menneske? Vi véd det ikke." Endikke mennesker der stod Kierkegaard nær, kunne give et nogenlunde sammenhængende billede af ham — lige så med Dylan. Kierkegaard var overbevist om, at han var en udvalgt, udset til at rense ud i tidens usselheder. Dylan føler sig ligeledes udvalgt: "med en ekstrem følelse af skæbne", har han ytret til avisen USA Today. Dylan valgte ikke at blive kunstner — skæbnen valgte ham. Skulle han have valgt selv, var han blevet videnskabsmand, ingeniør eller læge.
Til sammenligning lader Kierkegaard sit pseudonym Johannes Climacus tænke på "alle de der arbejder med at gøre livet lettere for menneskene ... nogle ved jernbaner, andre ved omnibusser og dampskibe".
Brug af pseudonymer i stor udstrækning er typisk for vore to hovedpersoner. Kierkegaard skrev filosofiske skrifter under navne som Victor Eremita, Johannes de Silentio og Vigilius Haufniensis. Dylan har optrådt under pseudonymer som Elston Gunn, Blind Boy Grunt og Robert Milkwood Thomas med flere. Navnet Bob Dylan er også et pseudonym. Sit oprindelige navn Robert Allen Zimmerman udskiftede han i 1962, og på pladen "Love & Theft" figurerer han som producent under navnet Jack Frost. Både Kierkegaard og Dylan leger med identiteter og er til dels svært utilgængelige i formen.
På "Love & Theft"-pladen synger Dylan, at han skal tage et opgør med en "nasty, dirty, double-crossing, back-stabbing" fyr ved navn mr. Goldsmith. Kierkegaard havde et kraftigt opgør med en Goldschmidt, som smædede ham i bladet Corsaren. Et klart fællestræk hos de to herrer er evnen til at provokere deres omgivelser.
Søren Kierkegaard opererer med tre eksistensmuligheder: det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium — ikke sådan at forstå at alle må gennemleve dem, men Dylans karrière er tydeligvis en udvikling i Kierkegaards tre stadier:
I 1960'erne levede Dylan et liv med kvinder, på jagt efter mest mulig nydelse — til og med hans politiske engagement i dette årti var en trend i tiden.
Alle mennesker fødes ind i "umiddelbarheden", det æstetiske stadium. Mange vælger at leve i dette stadium også som voksne, men lever da en spids-borgerlig tilværelse som ifølge Kierkegaard før eller siden ender i tristhed eller tomhed. Dylan påpeger denne æstetiske eksistensmulighed i mesterværket "Like A Rolling Stone".
Efter en motorcykkelulykke i 1966 beslutter Dylan at vie sig til familielivet. Han sætter pligten og kontinuiteten foran æstetikerens "likes and dislikes". Gennem flere år bestræber Dylan sig ærligt på at leve indenfor det etiske stadium. Efter at ægteskabet havarerer, oplever Dylan en dyb krise, som kommer til udtryk i albumet "Street Legal". I åbningssangen "Changing Of The Guards", formulerer Dylan et kierkegaardsk "Enten - Eller": Enten må vi gøre os rede til tilintetgørelsen, eller foretage et vagtskifte. Dylan vælger det sidste, da han møder Jesus på et hotelværelse i Tuscon, Arizona, november 1978. Med et spring er han ovre i Kierkegaards religiøse fase.
Kierkegaard skildrer stadiet i bogen "Frygt og Bæven", hvis udgangspunkt er Bibelens fortælling om Guds befaling til Abraham om at ofre sønnen Isak. Dylan bruger sekvensen i sangen "Highway 61 Revisited": "Hvor skal så denne ofring foregå?" spørger Abraham. "På Highway 61," svarer Gud — ifølge Dylan. Det skal med, at Dylans egen far netop hed Abraham. Sådan set bliver Dylan selv den søn, der skal ofres.
I Los Angeles Times 16. september sidste år lancerede Dylan en interessant teori: der findes kun tre typer kunstnere, og den korresponderer med Kierkegaards tre stadier:
For det første den overfladiske type, som aldrig går i dybden og intet har på hjertet. En repræsentant for det æstetiske stadium. For det andet den naturlige kunstner, der yder hvad han kan, en repræsentant for det etiske stadium. Til sidst den overnaturlige kunstner, som graver dybere end de andre — og jo dybere han graver, jo flere skjulte guder finner han. Denne kunstner udfolder sig indenfor den religiøse sfære.
Dylan siger det ikke direkte, men han ser uden tvivl på sig selv som repræsentant for denne tredje og sidste kategori.
Ser man tilbage på Bob Dylans liv, forstår man hans bemærkning i et interview for en del år siden: "Visdom består i at forstå sig selv og verden. Man kan ikke lade hånt om nogen af delene."
