BMX – leg eller sport?

Med ovenstående statement in mente, har jeg igennem de sidste par år, småaktivt fulgt med i Klaus Bøgh Andresens karriere som BMX rytter. Gradvist er det gået op for mig, hvor seriøs sporten egentlig er, specielt i udlandet og gradvist er jeg blevet mere og mere fascineret af sporten.

Mit venskab med Klaus, går en del år tilbage. Tilbage til dengang vi begge boede i Tønder. Igennem hans storesøster, som begejstret fortalte om sin lillebrors triumfer på den lille fesne cykel, lærte jeg ham at kende. Det hele kulminerede nok, da jeg sammen med hans storesøster, hans daværende kæreste og familie, planlagde et surpriceevent efter et nyligt vundet europamesterskab.

Europamesterskabet kom i hus med armen i gips, eller rettere, så blev gipsen skåret op og hånden/armen tapet ind, da reglerne forbød ham at køre med gips. Med andre ord, så kørte Klaus som en brækket arm og vandt europamesterskabet.

Det åbnede mine øjne i forhold til sporten, for det var sgu noget af en præstation det Klaus havde lagt for dagen. Det må ha’ krævet en kærlighed uden lige til sporten, et engagement vi alle burde besidde og en vilje af stål, at gennemføre det han gjorde.

Jeg vil i denne artikel prøve også at åbne dine øjne, samt fortælle historien om Klaus, hans liv, hans karriere og hvad et liv som landsholdskører i en minimalsport koster set i forhold til det sociale liv og i forhold til resultatet på bundlinjen.

For at gøre banen perfekt og for at få den til at leve op til de internationale krav,blev der indkaldt international hjælp, og resultatet er blevet en bane, der ligger i den absolutte top i Europa. Paradokset er dog, at den nu ikke lever op til de danske krav.

Når man står på afstand og beskuer banen, så ligner den blot en bunke tilfældigt placerede sandbunker uden noget egentligt eksistensgrundlag. Denne anskuelse gør Klaus dog til skamme senere, men først tager han mig op på startpodiet. Startbjerget er vel en bedre betegnelse, for en otte meter høj rampe, hvor det nærmest går lodret ned, er første syn der møder mig.

Jeg kan stadigvæk undre mig over, hvad der får voksne mennesker til, at kaste sig ned af startbjerget på en meget lille cykel, men det lærer jeg nok aldrig at forstå – og jeg kommer nok aldrig til at prøve det, for bare det at gå ned af nedkørslaen var en lidt skræmmende oplevelse. Den er ikke bare stejl, men STEJL.

Klaus giver mig en guided tur rundt på banen og det første jeg bider mærke i, er at banen ikke bare er af sand, men nærmest føles som beton. En meget ru beton endda. Dette skyldes, at da sandbanen var færdig, blev den overhældt med en slags lim, der nærmest omdanner sandet til beton. Jo tak. For at gøre ondt værre, har man i alle svingene valgt, at lave et underlag af asfalt. Det eneste der kører igennem hovedet på mig på det tidspunkt, er hudafskabninger og smerte.

Efter en længere teknisk gennemgang, hvor jeg får fortalt at de bedste ryttere rent faktisk kun bruger ca halvdelen af de hop der er på banen, da de jo tilbringer enormt meget tid i luften, begiver vi os igen fra banen og ind mod København. Klaus skal til massør – igen, inden han skal tilbage på hotellet hvor han i denne uge bor, selvom han rent faktisk bor i København.

Dagen før var der kvalifikationsløb for elitekørerne og desværre klarede Klaus ikke cuttet. Han var under et halvt sekundt fra, at være med i det store løb, og dermed hive point hjem til verdensranglisten. Det er tydeligt, at det går Klaus på, selv om han prøver at virke som om overskuddet er intakt.

Jeg hilser på Klaus’ kæreste, som han en sjælden gang har tid til at bruge lidt tid sammen med. Forud for World Cup løbet, har han været på træningslejr i USA i adskillige uger. En tur der løber op i en personlig udgift på ca. kr 20.000,-. Dertil kommer så den manglende indtægt fra arbejde og ikke mindst den personlige udgift i det sociale liv. Prisen er høj, men Klaus forklarer, at det er det hele værd. Louises kærlighed til Klaus må virkelig være stor, for foruden at have et fuldtidsjob, skal op til 15 træningspas hver uge presses ind i skemaet hos Klaus.

Hele den udgift for 35 sekunder på en bane, hvor der er meget stor risiko for, at styrte før det hele er begyndt og derved se al sin forberedelse være nærmest nytteløs. Jeg spørger lidt nærmere ind til hvem der deltager i løbet i København, for at få en forklaring på, at jeg ikke skal se ham køre, og må måbende høre Klaus fortælle, at hele verdenseliten er tilstede. Det er vel egentlig kun de skadede ryttere, der ikke stiller til start.

Det er tid til en tur i rytterområdet, hvilket giver anledning til en smule undren, for det er da semikummerlige forhold, der stilles til rådighed for rytterne. Kun Holland skiller sig ud, ved at have et gigantisk telt til deres ryttere – naturligvis med Rabobank som sponsor. De andre ryttere fra USA, Venezuela, Frankrig osv. Må nøjes med små telte, hvor der lige er plads til deres personlige oppakning og en opvarmningscykel.

Der er ikke megen glamour ved at være i verdenseliten i denne sport. Hvor er groupierne? Det spørgsmål stiller jeg også til Klaus, hvortil han grinene svarer, at de findes ikke, men der er da et par omgangstøser, der gør alt for at pryde sig med endnu en rytter – endnu et hak i sengestolpen.

Tilbage til det jeg er her for. Selve løbet. Det er en stor blanding af show, intens sport og livemusik, der præger dagen. Havde vejret været bedre, havde der været grundlag for en absolut seværdig og underholdene begivenhed for hele familien.

Den leg er Kelvin ikke med på, for han rejser sig op. Kigger lettere omtumlet omkring og spørger efter sin cykel. Han går ved egen kraft tilbage til rytterområdet for at sunde sig. Der fik jeg lige meget mere respekt for dem der dyrker den sport. Jeg får en snak med ham i rytterområdet og viser ham de billeder jeg tog – billeder han meget gerne vil ha’ tilsendt pr. mail.

Da selve løbet går i gang, er Kelvin atter i sadlen. Han kaster sig ned af startbjerget og klarer første hop i et fantastisk tempo, men samme sted som under opvarmningen, går det galt igen. Kelvin styrter og ligger igen helt stille på banen. Igen rejser han sig op og gennemfører løbet – dog som sidste i det heat.

Tilbage i rytterområdet er det et opgivende og fortumlet blik jeg får af Kelvin, hvortil han sagte udbryder: ”Did you see that – same fucking place!”. Nu skal der køres med maximal indsats i de to sidste heat, for at han kan komme i kvartfinalen.

Andet heat skydes i gang og Kelvin giver den max gas på sin lille cykel. I høj høj fart ligger han i front ved første hop, videre til skæbnehoppet og ”BANG”. Da Kelvin skal til at gennemføre et perfekt spring, eksploderer hans bagdæk i landingsøjeblikket og for tredje gang er han i asfalten efter samme hop. Heatet gennemføres igen, men denne gang bliver han kun næstsidst, da en anden rytter er båret fra banen og kørt bort i ambulance.

Kelvins kommentar: ”That sucks – think i’m gonna take the next heat kinda safe….ish…” efterfulgt af et kækt smil og en konstatering af, at han skal ha’ skiftet bandage…