Blue Ella hovedtelefoner [Test]
Fænomenal lyd fra planar magnetiske hovedtelefoner
Blue Microphones er især kendt for at lave.. Mikrofoner. I løbet af de seneste par år, har du med garanti set (eller hørt) en mikrofon fra Blue i aktion, i hvert fald hvis du holder lidt øje med, hvad der sker i podcasting- og streamingkredse.
Men Blue Microphones laver altså også headsets. Det startede for alvor sidste år, da de lancerede Blue Lola.
I år har de så taget et skridt op af hi-fi stigen, med deres Blue Ella, der er et par ganske ambitiøse headphones, med samme F1-inspirerede design, som forgængeren.
Det der gør Blue Ella hovedtelefonen benærkelsesværdig, ud over designet, er teknologien. Her har vi nemlig et headset, der gør brug af Planar-teknologi. Det er et alternativ til dynamiske drivers, hvor vi i stedet for at have en magnet der trækker en membran, har to modsatstående magneter, der via ren magnetisme flytter på membranen. Det giver en væsentligt mere detaljeret lyd, og i mange tilfælde, et tungere headset.
Det der gør Blue Ella lidt unik i kategorien for planar magnetiske hovedtelefoner, er at de er trådløse med indbygget forstærker. 50x50mm drivers!
Lyden er bare ekstrem god
Ella er kræs for kendere. Det er altid svært at sætte ord på en lydoplevelse, og i dette tilfælde ekstra svært, for jeg havde ikke den store erfaring med denne type hovedtelefon i forvejen. Den letteste måde at beskrive mit første indtryk er med et enkelt udtryk: Wow. Man kan nørde klassiske dynamiske hovedtelefoner længe, og fange små forbedringer mellem forskellige klasser, men planar magnetiske headphones, er i en anden kaliber.
Lydbilledet er meget nuanceret, og detaljegraden er bedre end de ellers gode Sony-headphones, jeg har liggende til næste testrunde. Bassen er tight og mere kontrolleret, og det er virkelig svært at trække distortion ud af dem. Det er en meget renere og mere detaljeret lyd, men det er dårligt nyt, hvis du bare er et bass-monster. Netop fordi det hele er så meget mere kontrolleret, er der heller ingen brummende og altoverslugende bas. Bare lige så du er klar over det.
Den indbyggede forstærker er på 250mW og batteri til trådløs brug er på 1000 mAh.
Konstruktionen er der også kælet for. F1-bøjlen giver et snedigt ophæng-system, der gør at hovedtelefonen tilpasser sig det hoved den sidder på, lige så snart man tager dem på. Det er super smart, men det giver også hovedtelefonen et helt andet udtryk, end andre konventionelle headsets - om man kan lide udseendet er en smagssag. Kvaliteten er gennemgående rigtig god, brunt læder, alu-look og behageligt memoryfoam er alle med til at løfte oplevelsen.
En fed detalje, er at headsettet automatisk tænder, når hovedtelefonen sættes på hovedet - og slukker når det igen klappes sammen, det giver de 12 timers spilletid rigtig mange kilometer på literen, lidt som en bil med automatisk start/stop.
Den fantastiske oplevelse afspejles selvfølgelig i prisen, og Blue Ella koster 699,95 dollars, godt 4400 danske kroner. Man må altså bløde lidt knaster, for den gode lyd. Men det har HiFi klubben jo fortalt os i årevis...
Blue Microphones Ella
Dyk ned i de imponerende hovedtelefoner på Bluemic.com