Verden iflg. Connery
Blondinernes sejr
To af sommerens debatter lukker munden på rødstrømperne
To blondiner har løbet spidsrod denne sommer. Og nej, jeg tænker ikke på dine oplevelser i Sunny Beach, kammerat, her taler vi noget lidt mere alvorligt – og lidt mere kedeligt, indrømmet: Nemlig Lene Espersen og Helle Thorning Schmidt, vores udenrigsminister og oppositionens statsministerkandidat.
Disse to toppolitikere har hver især været i medierne med "sager" – hvad rager det mig, spørger du? Det rager dig faktisk en hel del, fordi debatten om hetz og heksejagt er fulgt i hælene på avisskriverierne – en debat om debatten, kunne man sige. Og DEN er faktisk ret spændende i et større perspektiv.
Rigtig mange mener Lene Espersen er behandlet skidt, mens lige så mange føler debatten har været uretfærdig over for Socialdemokraternes leder. Det hænger naturligt sammen med, hvilken side, man står på i det politiske spektrum, og det er forventeligt.
Men det allermest interessante er det, vi IKKE taler om i denne forbindelse, nemlig kønnet. Bortset fra et par småforskruede hardcorefeminister er alle enige om, at det er de to politikeres dumheder (eller "sløsetheder"), der har været i søgelyset
– Helle og Lene blev kritiseret på grund af deres handlinger og manglende omtanke. IKKE fordi de er kvinder! Og det er faktisk et stort fremskridt, da det ikke er længe siden, man dårligt kunne kritisere en kvinde, før man fik skudt i skoene , at man var en sur stodder og mandschauvinist. Nu er det i orden, fordi vi alle tager det som en selvfølge, at både mænd og kvinder er lige gode til det meste, herunder politik.
Så lad os klappe os selv på skulderen, fordi vi er kommet så langt. Så er det ligesom lidt mere i orden, at man smutter ud og glor på bryster.