Bibelen er et falsum, X: Racisten Luther
Den danske kirkes galionsfigur er en superracist
I vor lille del af verden er den luthersk-protestantiske afart af kristendommen delvis statsreligion, uden at det tilsyneladende nogensinde har anfægtet beslutningstagere i det politiske og religiøse kleresi, hvilken blodtørstig person der er kanoniseret som kirkens gallionsfigur i grundlovens §4.
Det skal rekapituleres, at under det tyske bondeoprør i 1520'erne skrev Luther: "Det er min mening, at det er bedre, at alle bønder dræbes, end at fyrster og øvrighedspersoner omkommer, fordi landmændene greb til sværdet uden guddommelig tilladelse."
Endvidere at jøderne af Luther blev karakteriseret som: "...dette forvorpne, forstokkede, vantro, onde, afskyelige folk." Han opfordrede til afbrænding af deres hjem, skoler og synagoger med ordene: "Og lad hvem, der kan, hælde pimpsten og beg over dem, om man kunne slynge helvedes ild efter dem, var det så meget des bedre ... og det må gøres for vor Herres og kristenhedens ære, så at Gud kan se, at vi virkelig er kristne. Man skal ligeledes bryde deres huse og ødelægge dem ... Man skal tage alle bønnebøger og Talmud-eksemplarer, hvori sådant afguderi doceres. Man skal under dødsstraf forbyde deres rabbinere fortsat at undervise. Man skal frarøve dem frit lejde og ret til at færdes på gaden. Man skal forbyde dem åger og tage alle kostbarheder i guld og sølv fra dem, alt hvad de ejer. Og hvis dette ikke er nok, lad dem da blive drevet af lande som gale hunde."
Det skal rekapituleres, at under det tyske bondeoprør i 1520'erne skrev Luther: "Det er min mening, at det er bedre, at alle bønder dræbes, end at fyrster og øvrighedspersoner omkommer, fordi landmændene greb til sværdet uden guddommelig tilladelse."
Endvidere at jøderne af Luther blev karakteriseret som: "...dette forvorpne, forstokkede, vantro, onde, afskyelige folk." Han opfordrede til afbrænding af deres hjem, skoler og synagoger med ordene: "Og lad hvem, der kan, hælde pimpsten og beg over dem, om man kunne slynge helvedes ild efter dem, var det så meget des bedre ... og det må gøres for vor Herres og kristenhedens ære, så at Gud kan se, at vi virkelig er kristne. Man skal ligeledes bryde deres huse og ødelægge dem ... Man skal tage alle bønnebøger og Talmud-eksemplarer, hvori sådant afguderi doceres. Man skal under dødsstraf forbyde deres rabbinere fortsat at undervise. Man skal frarøve dem frit lejde og ret til at færdes på gaden. Man skal forbyde dem åger og tage alle kostbarheder i guld og sølv fra dem, alt hvad de ejer. Og hvis dette ikke er nok, lad dem da blive drevet af lande som gale hunde."
Dette racistiske syn på jøderne og anderledestænkende er uhyggelig identisk med det 20. århundredes nazisters. Selv om Luther havde været bedre egnet som forbillede for landets klerikale sekterisme, end han kan siges nogensinde at have været, kan kristendommens prætention om at være næstekærlighedens religion ikke opretholdes. Historisk og i tørre tal er kristendommen verdens mest intolerante og krigeriske religion. Folkedrab har den medvirket til, samt andre grusomheder og forbrydelser i et uhørt antal, fordi Bibelen direkte opfordrer til drab med bl.a. 2. Mosebog, kap. 22: "En troldkvinde må du ikke lade leve." I kristendommens navn er der blevet dræbt og tortureret flere mennesker end af totalitære regimer i det 20. århundrede. Hvilke lidelser har denne religion ikke beredt menneskeheden i en ikke-eksisterende guds navn?
Ændringerne i samfundsideologien og de langt mere synlige forandringer i det civile samfund, en følge af nye generationers måde at forholde sig til tingene på med et mere sekulariseret virkelighedsbillede end tidligere generationers unge, kan ikke fortsat undtage kirken i en anakronistisk respekt for dens selvopfattelse som eneste uforanderlige institution i en verden, der uafladeligt forandrer sig, hvad enten vi nu synes om det eller ej.
Med begrebsrammer, der ikke hører vor tid til, spiller religionen langt fra samme rolle i menneskers tilværelse som tidligere. Religionen, de kirkelige institutioner, havde den politiske funktion i relativt statiske samfund, hvor borgerne var underlagt den direkte nødvendigheds tvang. Politikken har forlængst afløst religionen som samfundsstyrende autoritet, men ikke draget alle konsekvenserne, af hvilke den vigtigste må være en adskillelse af kirke og stat. Debatten er imidlertid aldrig rigtig kommet i gang. En væsentlig årsag er, at medierne foretrækker at holde liv i myterne og derfor nedprioriterer det for debattens argumentation så nødvendige kendskab til bibelforskningens mange resultater.
Weekendavisens tidligere redaktør Peter Wivel forsøgte i 1997 at forsvare Det Danske Bibelselskabs mere end 200 manipulationer med oversættelsen til bibeludgaven af 1992 med denne påstand: "Videnskabens historie er historien om, at der ikke findes en endelig sandhed, hverken i de eksakte videnskaber eller i de humane, hvortil teologien hører." Det er ikke alene ikke korrekt, men tillige, og det er værre, et journalistisk kneb af mangel på bedre argumenter.
Ingen videnskabelige fremskridt ville være mulige uden at visse fatcs står som aldeles urokkelige - et fundament af viden til rådighed for fortsatte eksperimenter og undersøgelser - det gælder elektroteknologien, atomfysikken, astronomien, kemien, biologien, zoologien m.m. Menneskets opfinder hjulet, der bliver til en vogn, og vognen bliver en maskine. I videnskaberne er der udvikling og fremskridt, i religionerne stilstand og bagstræb.
Ændringerne i samfundsideologien og de langt mere synlige forandringer i det civile samfund, en følge af nye generationers måde at forholde sig til tingene på med et mere sekulariseret virkelighedsbillede end tidligere generationers unge, kan ikke fortsat undtage kirken i en anakronistisk respekt for dens selvopfattelse som eneste uforanderlige institution i en verden, der uafladeligt forandrer sig, hvad enten vi nu synes om det eller ej.
Med begrebsrammer, der ikke hører vor tid til, spiller religionen langt fra samme rolle i menneskers tilværelse som tidligere. Religionen, de kirkelige institutioner, havde den politiske funktion i relativt statiske samfund, hvor borgerne var underlagt den direkte nødvendigheds tvang. Politikken har forlængst afløst religionen som samfundsstyrende autoritet, men ikke draget alle konsekvenserne, af hvilke den vigtigste må være en adskillelse af kirke og stat. Debatten er imidlertid aldrig rigtig kommet i gang. En væsentlig årsag er, at medierne foretrækker at holde liv i myterne og derfor nedprioriterer det for debattens argumentation så nødvendige kendskab til bibelforskningens mange resultater.
Weekendavisens tidligere redaktør Peter Wivel forsøgte i 1997 at forsvare Det Danske Bibelselskabs mere end 200 manipulationer med oversættelsen til bibeludgaven af 1992 med denne påstand: "Videnskabens historie er historien om, at der ikke findes en endelig sandhed, hverken i de eksakte videnskaber eller i de humane, hvortil teologien hører." Det er ikke alene ikke korrekt, men tillige, og det er værre, et journalistisk kneb af mangel på bedre argumenter.
Ingen videnskabelige fremskridt ville være mulige uden at visse fatcs står som aldeles urokkelige - et fundament af viden til rådighed for fortsatte eksperimenter og undersøgelser - det gælder elektroteknologien, atomfysikken, astronomien, kemien, biologien, zoologien m.m. Menneskets opfinder hjulet, der bliver til en vogn, og vognen bliver en maskine. I videnskaberne er der udvikling og fremskridt, i religionerne stilstand og bagstræb.
Der er intet utilgængeligt område i kommunikationssamfundet. Informationer og oplysninger om et hvilketsomhelst emne kan borgerne frit indhentes hvorsomhelst, en service der endda synes at fungere bedre end andre af samfundets serviceydelser, men ligesom ingen spørger efter en bog i boghandelen, som de ikke ved er udkommet, finder ingen af sig selv på at spørge efter bibelforskningens resultater uden at have læst om dem eller på anden måde være orienteret om, at de - selv uden at Darwin nogensinde havde sagt det - gør det begribeligt for enhver med omløb i hovedet, at kristendommen endegyldigt må fjernes fra fornuftens og videnskabens gebet (hvilket som en konsekvens må indebære at al undervisning i teologi bør fjernes fra skoler og universiteter og alene overlades til privat initiativ, eftersom det aldrig kan være det offentliges opgave at fremme dumhed og uvidenhed).
Det er en underkendelse af menneskets evne til at blive klogere, omstille sig, fundere videnskaber og tage hånd om de problemer, som enten skæbne eller natur til tider rejser, at medierne tilsyneladende foretrækker at varetage mysticismens (for det meste rent kapitalistiske) interesser, at politikerne svigter deres ansvar ved ikke at sætte sig ordentlig ind i tingene og gøre ethvert trosanliggende til en privatsag, og at biskop Kjeld Holm på Århus Universitet i 1997 uimodsagt reagerer på aktuel religionskritik med en ytring om, at "kristendommen udtrykker en sandhed, der er enhver sandhed overlegen." Det sidste giver lige så lidt nogen mening, som frasen om kristendommen som "vort fælles kulturgrundlag". Ikke alene hviler dette såkaldte kulturgrundlag på et sammensurium af religionsfilosofiske uholdbare teorier og Luthers racistiske idiosynkrasier, men tillige på forfalskninger og manipulationer af de "hellige" skrifter, som er dets referensramme.
Det er en underkendelse af menneskets evne til at blive klogere, omstille sig, fundere videnskaber og tage hånd om de problemer, som enten skæbne eller natur til tider rejser, at medierne tilsyneladende foretrækker at varetage mysticismens (for det meste rent kapitalistiske) interesser, at politikerne svigter deres ansvar ved ikke at sætte sig ordentlig ind i tingene og gøre ethvert trosanliggende til en privatsag, og at biskop Kjeld Holm på Århus Universitet i 1997 uimodsagt reagerer på aktuel religionskritik med en ytring om, at "kristendommen udtrykker en sandhed, der er enhver sandhed overlegen." Det sidste giver lige så lidt nogen mening, som frasen om kristendommen som "vort fælles kulturgrundlag". Ikke alene hviler dette såkaldte kulturgrundlag på et sammensurium af religionsfilosofiske uholdbare teorier og Luthers racistiske idiosynkrasier, men tillige på forfalskninger og manipulationer af de "hellige" skrifter, som er dets referensramme.
Det Danske Bibelselskab har med bibeloversættelsen af 1992 - indtil nu solgt i adskillige hundrede tusinde eksemplarer (inden sandheden får snøret sine støvler, har løgnen faret land og rige rundt) - tilstræbt på en måde, der netop modsiger påstanden om, at "kristendommen udtrykker en sandhed, der er enhver sandhed overlegen", at bringe Det Gamle Testamente i bedre overensstemmelse med Det Ny Testamente. Man behøver ikke være speciel bibelkyndig for at vurdere, at dette kun lader sig gøre ved at gendigte og ikke oversætte fra originalteksterne. Der er således ikke ét sagligt spor af Jesus, ikke den mindste antydning af hans komme i Det Gamle Testamente, og så godt som intet konsistent fællestræk den gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige Gud Fader imellem, men at sløre disse fakta er blevet gennemført uden mindste rysten på hånden.
Oversættelsesarbejdet blev godkendt af Kirkeministeriet under falske forudsætninger, idet Bibelselskabet sammen med en prøveoversættelse af visse skriftsteder den 11. januar 1979 anmodede ministeriet om godkendelse af projektet med en skrivelse, hvori det hed: "Bibelselskabet stiler imod en ny oversættelse af en sådan sproglig og videnskabelig standard, at den til sin tid vil kunne opnå autorisation." En videnskabelig standard må forudsætte en korrekt oversættelse, men det var ikke Bibelselskabets hensigt, tværtimod. Det var ikke et historisk videnskabeligt værk man tilstræbte at udgive, men en cencureret kirkebibel til at fastholde menigheden i den traditionelle, danske religionsopfattelse - og til at understøtte "vort fælles (uhyggelige) kulturgrundlag" med!
Først i 1986 gik man til bekendelse i det brev, Bibelselskabets generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn skrev til Kirkeministeriet: "...der skal ikke herske tvivl om, at det Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod er en kirkebibel". Til opnåelse af dette på forhånd ønskede resultat har man udfoldet store, kreative anstrengelser udi gendigtningens, manipulationens og den fri fortolknings kunst.
Eksempelvis Esajas' Bog 7, 14, hvor der med en kunstfærdig sætning indlægges en profeti om jomfru Maria, der engang ud i fremtiden (set fra Esajas perspektiv) skal føde Jesusbarnet: "Men herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel." Til sammenligning originalteksten: "Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved at føde en søn, og hun skal kalde hans navn Immanuel."
Mens civilisationsprocessen, som nogle tror er tilendebragt, og hvis kerne udgøres af videnskaberne, burde indgive os afsky for alt falsk, som udgiver sig for at være sandhed, så gentager den historiske erfaring sig, at hvad der er sandhed, og hvad der ikke er det, det bestemmer de med magten til at afgøre det.
Oversættelsesarbejdet blev godkendt af Kirkeministeriet under falske forudsætninger, idet Bibelselskabet sammen med en prøveoversættelse af visse skriftsteder den 11. januar 1979 anmodede ministeriet om godkendelse af projektet med en skrivelse, hvori det hed: "Bibelselskabet stiler imod en ny oversættelse af en sådan sproglig og videnskabelig standard, at den til sin tid vil kunne opnå autorisation." En videnskabelig standard må forudsætte en korrekt oversættelse, men det var ikke Bibelselskabets hensigt, tværtimod. Det var ikke et historisk videnskabeligt værk man tilstræbte at udgive, men en cencureret kirkebibel til at fastholde menigheden i den traditionelle, danske religionsopfattelse - og til at understøtte "vort fælles (uhyggelige) kulturgrundlag" med!
Først i 1986 gik man til bekendelse i det brev, Bibelselskabets generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn skrev til Kirkeministeriet: "...der skal ikke herske tvivl om, at det Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod er en kirkebibel". Til opnåelse af dette på forhånd ønskede resultat har man udfoldet store, kreative anstrengelser udi gendigtningens, manipulationens og den fri fortolknings kunst.
Eksempelvis Esajas' Bog 7, 14, hvor der med en kunstfærdig sætning indlægges en profeti om jomfru Maria, der engang ud i fremtiden (set fra Esajas perspektiv) skal føde Jesusbarnet: "Men herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel." Til sammenligning originalteksten: "Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved at føde en søn, og hun skal kalde hans navn Immanuel."
Mens civilisationsprocessen, som nogle tror er tilendebragt, og hvis kerne udgøres af videnskaberne, burde indgive os afsky for alt falsk, som udgiver sig for at være sandhed, så gentager den historiske erfaring sig, at hvad der er sandhed, og hvad der ikke er det, det bestemmer de med magten til at afgøre det.
