Bibelen er et falsum, V
Kristendommens forbrydelser
alle de bedragets tåger, der nu bølger over livet,
kun er aske af svundne tiders vildfarelser,
opbrændt af tanken, som selv i fortiden skabte dem.
Maxim Gorkij, russisk forfatter, 1868-1936
Det Ny og Det Gamle Testamente (jødernes bibel) udgør til sammen den kristne bibel. Kirken blev grundlagt med Jesus' stedfortrædere på jorden som overhoveder, og dens tilhængere tror på et liv efter døden, enten i form af en evigt levende sjæl eller kødets opstandelse på dommedag.
Kristendommen har sit udspring i jødedommens gudsbegreb. Hvad der adskiller de to religioner, som i urkristendommens tid var én, er jødernes tro på Jesus som messias, ikke som guds søn. At Jesus er guds søn er et paradoks i kristendommens opfattelse af sig selv som en monoteistisk religion.
Nærmest jødedommen står de koptiske kristne, hjemmehørende i Etiopien med byen Lalibela som mekka. Kopterne tilhører sammen med de syriske og armenske kristne den såkaldte monofysitiske gren af den ortodokse kirke. Særegent for denne fraktion er, at Jesus kun var gud, ikke også menneske. Det er et af de forholdsvis få punkter, hvor den koptiske kristendom afviger fra den mosaiske tro.
Den oprindelige kristendom delte i stor udstrækning mål og midler med andre religioner, foruden en lang række gnostiske sekter, hvorfra den overtog den idealiserede verdensforsagelse. Den assimilerede desuden de vigtigste, hedenske fester: den romerske Luperceliafest blev til en Mariafest, Saturnalia til julefesten, Floralia til pinse og Attis' genopstandelse til Jesus' genopstandelse. Den kristne læres sammensatte filosofi har affødt megen teologisk uenighed, som med uundgåelig konsekvens har skabt talrige sekter og fraktioner. Hovedgrupperne er katolicismen, protestantismen og den ortodokse kirke.
Katolicismen - ordet katolsk betyder blot "almindelig"; således forstås trosbekendelsens ord om "den hellige almindelige ("katolske") kirke - har opnået størst udbredelse, skønt den baserer sig på mangt og meget, der ikke er belæg for i de hebraiske skrifter, som visse ritualer, dele af lirtugien, samt den verdslige pomp og pragt der kendetegner den katolske kirke. De honette ambitioner om at være den eneste sande kirke har legitimeret folkedrab, krige og tortur.
Kristendommen har sit udspring i jødedommens gudsbegreb. Hvad der adskiller de to religioner, som i urkristendommens tid var én, er jødernes tro på Jesus som messias, ikke som guds søn. At Jesus er guds søn er et paradoks i kristendommens opfattelse af sig selv som en monoteistisk religion.
Nærmest jødedommen står de koptiske kristne, hjemmehørende i Etiopien med byen Lalibela som mekka. Kopterne tilhører sammen med de syriske og armenske kristne den såkaldte monofysitiske gren af den ortodokse kirke. Særegent for denne fraktion er, at Jesus kun var gud, ikke også menneske. Det er et af de forholdsvis få punkter, hvor den koptiske kristendom afviger fra den mosaiske tro.
Den oprindelige kristendom delte i stor udstrækning mål og midler med andre religioner, foruden en lang række gnostiske sekter, hvorfra den overtog den idealiserede verdensforsagelse. Den assimilerede desuden de vigtigste, hedenske fester: den romerske Luperceliafest blev til en Mariafest, Saturnalia til julefesten, Floralia til pinse og Attis' genopstandelse til Jesus' genopstandelse. Den kristne læres sammensatte filosofi har affødt megen teologisk uenighed, som med uundgåelig konsekvens har skabt talrige sekter og fraktioner. Hovedgrupperne er katolicismen, protestantismen og den ortodokse kirke.
Katolicismen - ordet katolsk betyder blot "almindelig"; således forstås trosbekendelsens ord om "den hellige almindelige ("katolske") kirke - har opnået størst udbredelse, skønt den baserer sig på mangt og meget, der ikke er belæg for i de hebraiske skrifter, som visse ritualer, dele af lirtugien, samt den verdslige pomp og pragt der kendetegner den katolske kirke. De honette ambitioner om at være den eneste sande kirke har legitimeret folkedrab, krige og tortur.
Frankrigs kong Charles 1. var tysk kejser under navnet Karl den Store (742-814, ophøjet til helgen 1165)) og personificerer den katolske kirkes fanatiske og grusomme intolerance i høj-og senmiddelalderen. I 772 drog han med en stor hær ind i saksernes land for at tvangskristne indbyggerne med sværd og ild, hvilket medførte hensynsløse og grusomme massenedslagtninger. I 782 tvang han sakserne til at udlevere 4500 våbenføre mænd, som han lod henrette på samme dag. Tilsvarende barbariske handlinger begik de spanske, katolske conquistadorer århundreder senere i Mellem-og Sydamerika.
Kongemagt og kirkemagt var i århundreder forenet i deres undertrykkelse, forfølgelser, alle slags grusomheder mod "almuen", som de slavebandt og udplyndrede (den danske kirke har netop i år fået tilladelse til at bortsælge store dele af deres jorder, som de aldrig retsmæssigt er kommet i besiddelse af).
***************************************************
Ved slutningen af det tolvte århundrede befalede pave Innocens III den franske konge og adel at indføre inkvisitionen til udryddelse af "det albigensiske kætteri". Albigenserne havde navn efter byen Albi ved floden Tarn i Sydfrankrig, hvor de udgjorde en særlig talrig befolkningsgruppe. Af manikæismen, en gnostisk-præget religion, stiftet af perseren Mani ca. år 240, der betragtede Zarathustra, Buddha og Kristus som sine forløbere, var de blevet inspireret til at påberåbe sig den sande urkristendom og tage afstand fra romerkirken. De kaldte den katolske kirke for den babyloniske skøge, og paven for antikrist.
Kongemagt og kirkemagt var i århundreder forenet i deres undertrykkelse, forfølgelser, alle slags grusomheder mod "almuen", som de slavebandt og udplyndrede (den danske kirke har netop i år fået tilladelse til at bortsælge store dele af deres jorder, som de aldrig retsmæssigt er kommet i besiddelse af).
***************************************************
Ved slutningen af det tolvte århundrede befalede pave Innocens III den franske konge og adel at indføre inkvisitionen til udryddelse af "det albigensiske kætteri". Albigenserne havde navn efter byen Albi ved floden Tarn i Sydfrankrig, hvor de udgjorde en særlig talrig befolkningsgruppe. Af manikæismen, en gnostisk-præget religion, stiftet af perseren Mani ca. år 240, der betragtede Zarathustra, Buddha og Kristus som sine forløbere, var de blevet inspireret til at påberåbe sig den sande urkristendom og tage afstand fra romerkirken. De kaldte den katolske kirke for den babyloniske skøge, og paven for antikrist.
I tusindvis af voksne og børn blev myrdet i vilkårlige massakrer i Frankrig gennem mere end tre
De protestantiske klerikale tog ganske vist også inkvisitionen til sig og gennemførte talløse hekseprocesser med tortur og bålbrænding af millioner af mennesker i Nordeuropa og Nordamerika, men folkedrab og anden masseudryddelse tegnede den katolske kirke sig alene for. Paverne sigtede ligesom Adolf Hitler mod Endlösung.
Den katolske kirkes fanatisme i hele middelalderen gav sig tillige udslag i de mest ekstreme former for selvpineri og dæmonuddrivelse (Dæmonuddrivelse praktiseres også i nutidens Danmark, af blandt andre sognepræsten på Nørrebro, Ole Skjerbæk Madsen, der i et interview har udtalt, at "satanisme er et konkret problem, som skal tages alvorligt." Sognepræsten mener, at kristendommen er dårligt rustet til at tage kampen op med det onde og ønsker derfor en radikal ændring af dåbsritualet, så det kommer til at indgå heri, at det onde skal holde sig væk fra den døbte. "Biskopperne tror ikke på satan som andet end et symbol på det onde, men de har næppe heller stået over for et besat menneske," forklarede Skjerbæk Madsen i interviewet og oplyste, at han havde medvirket til flere dæmonuddrivelser, som kun var lykkedes for ham ved at have stor tillid til Jesus.).
Hvor formålet med selvpinslerne i hindusimen og islam er at udøve selvdisciplin, er det i kristendommen en bodshandling for begået synd. I vore dage kan dette obskure scenario iagttages ved katolske fester mange steder i verden, bl.a. Filippinerne. Langfredag går en gruppe indbyggere i procession gennem San Fernandos gader, instrueret som et passionsspil om Jesus' korsfæstelse hvorunder angrende kristne pisker deres rygge til blods.
Sære ritualer og ceromonier er mere karakteristisk for den katolske kirke end den protestantiske og forsvares af katolske teologer som et fortolkningsspørgsmål af evangelierne, hvilket er risikofrit, da teksterne dels er ændret et uoverskueligt antal gange, dels er evangelierne aldrig blevet fundet, selv ikke det mindste spor af dem som stumper af et eventuelt originalmanuskript. Det hele er overleveret som tågesnak gennem tiderne.
***************************************************
De protestantiske klerikale tog ganske vist også inkvisitionen til sig og gennemførte talløse hekseprocesser med tortur og bålbrænding af millioner af mennesker i Nordeuropa og Nordamerika, men folkedrab og anden masseudryddelse tegnede den katolske kirke sig alene for. Paverne sigtede ligesom Adolf Hitler mod Endlösung.
Den katolske kirkes fanatisme i hele middelalderen gav sig tillige udslag i de mest ekstreme former for selvpineri og dæmonuddrivelse (Dæmonuddrivelse praktiseres også i nutidens Danmark, af blandt andre sognepræsten på Nørrebro, Ole Skjerbæk Madsen, der i et interview har udtalt, at "satanisme er et konkret problem, som skal tages alvorligt." Sognepræsten mener, at kristendommen er dårligt rustet til at tage kampen op med det onde og ønsker derfor en radikal ændring af dåbsritualet, så det kommer til at indgå heri, at det onde skal holde sig væk fra den døbte. "Biskopperne tror ikke på satan som andet end et symbol på det onde, men de har næppe heller stået over for et besat menneske," forklarede Skjerbæk Madsen i interviewet og oplyste, at han havde medvirket til flere dæmonuddrivelser, som kun var lykkedes for ham ved at have stor tillid til Jesus.).
Hvor formålet med selvpinslerne i hindusimen og islam er at udøve selvdisciplin, er det i kristendommen en bodshandling for begået synd. I vore dage kan dette obskure scenario iagttages ved katolske fester mange steder i verden, bl.a. Filippinerne. Langfredag går en gruppe indbyggere i procession gennem San Fernandos gader, instrueret som et passionsspil om Jesus' korsfæstelse hvorunder angrende kristne pisker deres rygge til blods.
Sære ritualer og ceromonier er mere karakteristisk for den katolske kirke end den protestantiske og forsvares af katolske teologer som et fortolkningsspørgsmål af evangelierne, hvilket er risikofrit, da teksterne dels er ændret et uoverskueligt antal gange, dels er evangelierne aldrig blevet fundet, selv ikke det mindste spor af dem som stumper af et eventuelt originalmanuskript. Det hele er overleveret som tågesnak gennem tiderne.
***************************************************
De fire evangelier kendes kun som afskrifter, og ingen af dem går indholdsmæssigt så langt tilbage som til det formodede tidspunkt for Jesus' fødsel.
Matthæus, Markus, Lukas og Johannes lægger heller ikke skjul på, at de ikke er historiske dokumenter, og at deres hensigt overvejende er at propagandere for en ny, revolutionerende lære. Med hensyn til facts afviger de fire så meget fra hinanden, at det identificerer dem som udelukkende symboler, der også findes i andre religioner. De kan føres tilbage til de fire Horus-brødre, nord, syd, øst og vest, lig med de fire søjler der bærer himlen, gudernes bolig.
Kristendommen opstod i Egypten, ikke i Palæstina. Evangelierne er en kunstfærdig sammenkædning af lignelser, der kan forstås som billeder af samfundet med en moralsk belæring. Lignelserne har som næsten alle orientens eventyr, en dobbelt betydning, en slags billedmæssig logik parallel med den symbolske, der kun forstås af indviede i mytesproget. De er genfortalt i en svunden tids sprog, opstået af endnu tidligere tiders sprog.
Ofte støder man på bemærkninger om, at de, som ordet er henvendt til, ikke forstår det, og må have det nærmere forklaret. Jesus måtte undertiden forklare disciplene de simpleste ting. Jøderne blev anset for skriftkloge, men belæres ofte om, at de ikke forstår ordet, hvilket de burde som guds udvalgte folk. Joh. 1, 2, 3: "Alle ting blev til ved ordet". Ingen syntes at have tænkt på, at før ordet var symbolerne.
Gud, søn, helligånd, sønneoffer, korsfæstelse, de fire evangelister, de tolv apostle, det evige liv, korset, guds rige, paradis, helvede, dåb, jomfrufødsel osv. var symboler langt tilbage i tiden til at udtrykke bestemte anskuelser om levevilkårene og naturforholdene med. De var udtænkt som middel til at fastholde al nyttig viden med i tusinder af år, længe før nogen havde tænkt på kristendommen.
Den globalt udbredte misforståelse af evangelierne skyldes tilbøjeligheden til at opfatte deres tilsyneladende konkrete form som en fremstilling af historisk virkelighed. De er imidlertid ikke fire mænds fremstilling af oplevelser med hjælp af en guddommelig inspiration, men værker med henblik på at forbedre samfundet og livsforholdene. Egyptens kulturopfattelse dominerer evangelierne, og det er symbolerne fra dette land, der anvendes. Fortidens symboler kunne dække et helt begreb, som nutidens sprog undertiden må bruge mange ord på at anskueliggøre, og når det ikke altid lykkedes, opstår misforståelserne.
Matthæus, Markus, Lukas og Johannes lægger heller ikke skjul på, at de ikke er historiske dokumenter, og at deres hensigt overvejende er at propagandere for en ny, revolutionerende lære. Med hensyn til facts afviger de fire så meget fra hinanden, at det identificerer dem som udelukkende symboler, der også findes i andre religioner. De kan føres tilbage til de fire Horus-brødre, nord, syd, øst og vest, lig med de fire søjler der bærer himlen, gudernes bolig.
Kristendommen opstod i Egypten, ikke i Palæstina. Evangelierne er en kunstfærdig sammenkædning af lignelser, der kan forstås som billeder af samfundet med en moralsk belæring. Lignelserne har som næsten alle orientens eventyr, en dobbelt betydning, en slags billedmæssig logik parallel med den symbolske, der kun forstås af indviede i mytesproget. De er genfortalt i en svunden tids sprog, opstået af endnu tidligere tiders sprog.
Ofte støder man på bemærkninger om, at de, som ordet er henvendt til, ikke forstår det, og må have det nærmere forklaret. Jesus måtte undertiden forklare disciplene de simpleste ting. Jøderne blev anset for skriftkloge, men belæres ofte om, at de ikke forstår ordet, hvilket de burde som guds udvalgte folk. Joh. 1, 2, 3: "Alle ting blev til ved ordet". Ingen syntes at have tænkt på, at før ordet var symbolerne.
Gud, søn, helligånd, sønneoffer, korsfæstelse, de fire evangelister, de tolv apostle, det evige liv, korset, guds rige, paradis, helvede, dåb, jomfrufødsel osv. var symboler langt tilbage i tiden til at udtrykke bestemte anskuelser om levevilkårene og naturforholdene med. De var udtænkt som middel til at fastholde al nyttig viden med i tusinder af år, længe før nogen havde tænkt på kristendommen.
Den globalt udbredte misforståelse af evangelierne skyldes tilbøjeligheden til at opfatte deres tilsyneladende konkrete form som en fremstilling af historisk virkelighed. De er imidlertid ikke fire mænds fremstilling af oplevelser med hjælp af en guddommelig inspiration, men værker med henblik på at forbedre samfundet og livsforholdene. Egyptens kulturopfattelse dominerer evangelierne, og det er symbolerne fra dette land, der anvendes. Fortidens symboler kunne dække et helt begreb, som nutidens sprog undertiden må bruge mange ord på at anskueliggøre, og når det ikke altid lykkedes, opstår misforståelserne.
