Bibelen er et falsum, IV
Sagnskikkelser og religiøse manipulattioner
I Det Gamle Testamentes er Abraham, Isak og Jakob hovedpersonerne. De er jødedommens grundlæggere. Ingen andre kilder end Bibelen beretter imidlertid om dem, og her er oplysningerne endda ikke pålidelige. Konklusionen af de mange undersøgelser siden begyndelsen af det 19. århundrede er, at de alle tre er opdigtede personer med det ene formål at vidne om Israels glorværdige fortid.
Beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten refereres der til i den kristne, mosaiske og muhamedanske tro. Egyptologen Hans Goedicke fra John Hopkins-universitetet i USA er en blandt de mange forskere, som har ytret tvivl om dens sandfærdighed. Det Gamle Testamente oplyser, at den 40 år lange vandring fra Egypten til Det Forjættede Land udspillede sig i perioden 1491-1451 f.v.t. Et dramatisk højdepunkt var Moses' bedrift med at skille Det Røde Hav, så hebræerne kunne slippe tørskoet over. Der er gået megen tid med at diskutere, hvorvidt det under helt specielle vejrforhold var muligt at få havet tømt så meget for vand på et enkelt sted, at en større gruppe personer kunne slippe over, men den arkæologiske og bibelhistoriske videnskab er enige om, at det kan være ligegyldigt, om det var muligt eller ej. Der har aldrig fundet en hebraisk udvandring sted fra Egypten eller indvandring i Det Forjættede Land på et senere tidspunkt.
Den hollandske forsker J. C. de Moor, internationalt anerkendt for sine undersøgelser af Bibelens beretninger, har forsøgt at finde frem til den historiske Moses. Da det har vist sig umuligt anses han ligeledes for en sagnfigur. Skønt en fiktiv skikkelse er Moses dog en kopi af en historisk person, der levede mange hundrede år før Det gamle Testamente blev til. Denne var en egyptisk prins og tronraner-farao ved navn Amenmesse med en passende navnelighed, idet han tillige hed Mase-saja. Ud af de to første stavelser dannes det hebraiske Moshe.
Beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten refereres der til i den kristne, mosaiske og muhamedanske tro. Egyptologen Hans Goedicke fra John Hopkins-universitetet i USA er en blandt de mange forskere, som har ytret tvivl om dens sandfærdighed. Det Gamle Testamente oplyser, at den 40 år lange vandring fra Egypten til Det Forjættede Land udspillede sig i perioden 1491-1451 f.v.t. Et dramatisk højdepunkt var Moses' bedrift med at skille Det Røde Hav, så hebræerne kunne slippe tørskoet over. Der er gået megen tid med at diskutere, hvorvidt det under helt specielle vejrforhold var muligt at få havet tømt så meget for vand på et enkelt sted, at en større gruppe personer kunne slippe over, men den arkæologiske og bibelhistoriske videnskab er enige om, at det kan være ligegyldigt, om det var muligt eller ej. Der har aldrig fundet en hebraisk udvandring sted fra Egypten eller indvandring i Det Forjættede Land på et senere tidspunkt.
Den hollandske forsker J. C. de Moor, internationalt anerkendt for sine undersøgelser af Bibelens beretninger, har forsøgt at finde frem til den historiske Moses. Da det har vist sig umuligt anses han ligeledes for en sagnfigur. Skønt en fiktiv skikkelse er Moses dog en kopi af en historisk person, der levede mange hundrede år før Det gamle Testamente blev til. Denne var en egyptisk prins og tronraner-farao ved navn Amenmesse med en passende navnelighed, idet han tillige hed Mase-saja. Ud af de to første stavelser dannes det hebraiske Moshe.
En egyptolog og videnskabelig medarbejder ved Berlins egyptiske museum i Charlottenburg, doktor Rolf Krauss har gennem tyve år lavet research på Amenmesses liv og levned og drager den konklusion, at de forfattere der i det fjerde århundrede f.v.t. berettede om Moses, jødernes Exodus og erobringen af Kana"an, fandt inspiration i et trebindsværk om Egyptens historie, skrevet af den alexandrinske lærde Manetho. Krauss har taget udgangspunkt i det faktum, at der ingen spor findes af israelernes ophold i Egypten. Rent faktisk har man langt uden for arkæologernes kreds erkendt dette i over hundrede år og betragtet disse bibelske afsnit for opdigtet. Bibelen portrætterer desuden kun Moses i meget grove træk. Han er adoptivbarn hos en faraos datter, gifter sig med en nubisk kvinde og må flygte fra Egypten efter at have begået et mord. Det er så alt, hvad skriften beretter om en af sine centrale hovedaktører. Til gengæld identificerer jødisk-hellenistiske kilder uden for Bibelen Moses som egyptisk prins, der i det 13 århundrede f.v.t. som statsholder regerede landet Kush (Nubien), en af Egyptens vasalstater.
Arkæologisk er der konstateret en betydelig semitisk indflydelse - hebræerne tilhørte den semitiske kulturkreds - i det egyptiske Nildelta tilbage til det fjerde årtusind f.v.t., med andre ord 2500 år før hebræerne drog til Egypten ifølge Bibelen. Lige så vigtig for de historiske kendsgerninger er de semitiske spor i Egypten længe efter år 1491 f.v.t., hvor hebræerne, som det berettes, forlod Egypten. I den anden ende af beretningen om indvandringen i Det Forjættede land er forskerne stødt på oplysninger lige så uforenelige med de arkæologiske undersøgelser. Der eksisterer således ingen vidnesbyrd om, at der skulle være kommet et nyt folkeslag til landet i 1400-tallet f.v.t. Det Gamle Testamente påstår ikke desto mindre, at hebræerne nåede landet i 1451. Kun et enkelt sted er der fundet tegn på nye bosættelser, de stammer fra 1200-tallet f.v.t. og var beliggende i det judæiske højland i vore dages sydlige Israel, et område der ikke var beboet før dette tidspunkt. Summa summarum: ingen tegn på en fremmed kultur, som det var at forvente, hvis hebræerne havde været der.
I det nordlige Israel blev der i 1994 fundet et stykke basalt med bogstaverne BJTDWD, der kan oversættes med "Davids Hus". Fundet udløste diskussioner blandt fagfolk, om dette endelig skulle være det savnede bevis for, at kong David havde eksisteret, men et flertal indenfor bibelvidenskaben påpegede, at den sammenhæng bogstaverne optræder i i inskriptionen lige så godt kan tydes som betegnelsen for et tempel eller en by, hvor der lå et tempel for guden Dawd. At den bibelske kong David er identisk med en gud af det navn synes også bekræftet af en indskrift fundet allerede i 1868, hvor der står: "Og jeg tog (guden) Dawds/Davids alter og bragte det til (guden) Kemosh." (oprindelig hjemmehørende i den syrisk-palæstinesiske religion).
Arkæologisk er der konstateret en betydelig semitisk indflydelse - hebræerne tilhørte den semitiske kulturkreds - i det egyptiske Nildelta tilbage til det fjerde årtusind f.v.t., med andre ord 2500 år før hebræerne drog til Egypten ifølge Bibelen. Lige så vigtig for de historiske kendsgerninger er de semitiske spor i Egypten længe efter år 1491 f.v.t., hvor hebræerne, som det berettes, forlod Egypten. I den anden ende af beretningen om indvandringen i Det Forjættede land er forskerne stødt på oplysninger lige så uforenelige med de arkæologiske undersøgelser. Der eksisterer således ingen vidnesbyrd om, at der skulle være kommet et nyt folkeslag til landet i 1400-tallet f.v.t. Det Gamle Testamente påstår ikke desto mindre, at hebræerne nåede landet i 1451. Kun et enkelt sted er der fundet tegn på nye bosættelser, de stammer fra 1200-tallet f.v.t. og var beliggende i det judæiske højland i vore dages sydlige Israel, et område der ikke var beboet før dette tidspunkt. Summa summarum: ingen tegn på en fremmed kultur, som det var at forvente, hvis hebræerne havde været der.
I det nordlige Israel blev der i 1994 fundet et stykke basalt med bogstaverne BJTDWD, der kan oversættes med "Davids Hus". Fundet udløste diskussioner blandt fagfolk, om dette endelig skulle være det savnede bevis for, at kong David havde eksisteret, men et flertal indenfor bibelvidenskaben påpegede, at den sammenhæng bogstaverne optræder i i inskriptionen lige så godt kan tydes som betegnelsen for et tempel eller en by, hvor der lå et tempel for guden Dawd. At den bibelske kong David er identisk med en gud af det navn synes også bekræftet af en indskrift fundet allerede i 1868, hvor der står: "Og jeg tog (guden) Dawds/Davids alter og bragte det til (guden) Kemosh." (oprindelig hjemmehørende i den syrisk-palæstinesiske religion).
De mest pålidelige ikke-bibelske kilder spænder over tidsrummet fra 1095 til 586 f.v.t. og er de assyriske annaler, der overvejende baserer sig på de syriske kongers officielle rapporter. Fra disse kan nævnes 3 begivenheder, der omtales i Bibelen: 1) Assyrernes erobring af Israels hovedstad Samaria i 722 f.v.t. 2) Assyrernes belejring af den judæiske by Jerusalem år 701 f.v.t. Det Gamle Testamente såvel som de syriske annaler er enige om, at assyreren Sankerib ikke erobrede byen, men her hører enigheden også op. Ifølge Sankerib betalte Jerusalems konge ham en fyrstelig sum for ikke at indtage byen, Det Gamle Testamente hævder derimod, at Gud straffede assyrerne med sygdom og død, og at de derfor måtte vende hjem med uforrettet sag. 3) Jerusalems erobring i 597 f.v.t. og ødelæggelse elleve år senere. Begge begivenheder fandt sted under den nybabylonske konge Nebukadnezar II, og efter erobringen blev Jerusalems kong Jojakin fjernet. Ti år efter foranstaltede de undertvungne judæere et oprør, og efter at have nedkæmpet det ødelagde Nebukadnezar II byen fuldstændig. Bibelen beretter, at stort set hele den judæiske befolkning blev tvunget i eksil i Babylon, men det var kun ganske få personer, det drejede sig om, og alle tilhørte magteliten. Det bekræftes af forrådslister fra 592 f.v.t. med angivelse af fødevarer bestemt for bl.a. den eksilerede, israelske kong Jojakin.
Herefter findes der ikke flere oplysninger i ikke-bibelske kilder frem til år 350 f.v.t., udover at området blev overtaget af perserne i 538 f.v.t., og at Kyros II tillod eksiljøderne at vende tilbage til Palæstina, men at relativt få benyttede sig af tilbudet. De, der gjorde det, blev anført af profeterne Haggai og Zakarias, men hverken de eller deres reformjødedom blev modtaget med nogen begejstring af de hjemmeværende. Sarubabel af Davids slægt var udnævnt til guvernør i Jerusalem og fulgtes med de hjemadgående. I 516 f.v.t. ser det ud til at være lykkedes for de to profeter, Haggai og Zakarias, at realisere reformjødernes drøm om en genopførelse af Jahwetemplet i Jerusalem. I begejstring herover profeterede Zakarias en ny guldalder med Serubabel som konge, men guldalder og kongedømmets genindførelse udeblev, og folket sank hen i apati, opgav reformjødernes planer og krav og blandede sig med de fremmede.
Historien dementerer således, at jøderne skulle have retsmæssigt krav på noget landområde i Mellemøsten under påberåbelse af at være en guddoms specielt udvalgt folk, men ved at grundlægge en religion i området på gamle sagn har de med det internationale samfunds billigelse haft held med at få deres territoriale krav opfyldt på bekostning af de egentlige palæstinenseres historiske ejendomsret til de omstridte landområder. Gevinsten er imidlertid ikke misundelsesværdig: en splittet og i dobbelt forstand besat nation - to, tre eller flere forskellige verdener inden for landets uklare og foreløbig tilfældigt afmærkede grænser.
Herefter findes der ikke flere oplysninger i ikke-bibelske kilder frem til år 350 f.v.t., udover at området blev overtaget af perserne i 538 f.v.t., og at Kyros II tillod eksiljøderne at vende tilbage til Palæstina, men at relativt få benyttede sig af tilbudet. De, der gjorde det, blev anført af profeterne Haggai og Zakarias, men hverken de eller deres reformjødedom blev modtaget med nogen begejstring af de hjemmeværende. Sarubabel af Davids slægt var udnævnt til guvernør i Jerusalem og fulgtes med de hjemadgående. I 516 f.v.t. ser det ud til at være lykkedes for de to profeter, Haggai og Zakarias, at realisere reformjødernes drøm om en genopførelse af Jahwetemplet i Jerusalem. I begejstring herover profeterede Zakarias en ny guldalder med Serubabel som konge, men guldalder og kongedømmets genindførelse udeblev, og folket sank hen i apati, opgav reformjødernes planer og krav og blandede sig med de fremmede.
Historien dementerer således, at jøderne skulle have retsmæssigt krav på noget landområde i Mellemøsten under påberåbelse af at være en guddoms specielt udvalgt folk, men ved at grundlægge en religion i området på gamle sagn har de med det internationale samfunds billigelse haft held med at få deres territoriale krav opfyldt på bekostning af de egentlige palæstinenseres historiske ejendomsret til de omstridte landområder. Gevinsten er imidlertid ikke misundelsesværdig: en splittet og i dobbelt forstand besat nation - to, tre eller flere forskellige verdener inden for landets uklare og foreløbig tilfældigt afmærkede grænser.
Israel er en fundamentalistisk religiøs stat ligesom Iran. Den mosaiske tros love og forordninger afstikker de sociale vilkår. Ultraortodokse jøder udgør ganske vist mindre end en femtedel af indbyggerne, alligevel har de uforholdsmæssig stor indflydelse, fordi religiøse partier altid vil være nødvendige partnere for at kunne danne regering. Denne magt og indflydelse betegnes af landets utilfredse indbyggere som "mindretals-diktatur", et meningsløst begreb under disse omstændigheder, eftersom Israel de facto er en totalitær stat. De vestlige demokratiers credo, etableret på tanken om respekt for det enkelte in
Den specifikke definition af staten Israel som det jødiske folk ejendom, deklasserer automatisk alle andre nationaliteter, først og fremmest palæstinensere og arabere, til at være et fremmedelement der ingen særlige retskrav kan gøre gældende. Hvert år tortureres mindst 850 varetægtsfængslede palæstinensere. I henhold til en højesteretsafgørelse i 1987 er det tilladt Israel at anvende vold som forhørsmetode. Staten Israels mange krænkelser af menneskerettighederne er adskillige gange blevet påtalt af Amnesty International, men verdenssamfundet med de mange religiøse overbygninger viger tilbage for at iværksætte de sanktioner, som de ellers ikke har så svært ved at blive enige om over for regimer med ekstreme politiske forhold. Således udgør religiøst vanvid og religiøse samfund en permanent trussel mod menneskeheden.
Den specifikke definition af staten Israel som det jødiske folk ejendom, deklasserer automatisk alle andre nationaliteter, først og fremmest palæstinensere og arabere, til at være et fremmedelement der ingen særlige retskrav kan gøre gældende. Hvert år tortureres mindst 850 varetægtsfængslede palæstinensere. I henhold til en højesteretsafgørelse i 1987 er det tilladt Israel at anvende vold som forhørsmetode. Staten Israels mange krænkelser af menneskerettighederne er adskillige gange blevet påtalt af Amnesty International, men verdenssamfundet med de mange religiøse overbygninger viger tilbage for at iværksætte de sanktioner, som de ellers ikke har så svært ved at blive enige om over for regimer med ekstreme politiske forhold. Således udgør religiøst vanvid og religiøse samfund en permanent trussel mod menneskeheden.
