Beosound Edge
Bang og Olufsen introducerer ny premium højttaler
Alene dét, at højttaleren ser fantastisk ud i et meget lyserødt indrettet lokale (billedet ovenover), vidner om det stilsikre design, der pryder Bang & Olufsens nye Beosound Edge.
Den nye højttaler blev introduceret under IFA-messen i Berlin i sidste uge, og den taler til mig, i mit glade designhjerte.
Den forholdsvis store aktive højttaler taler til wi-fi generationen, med sit nærmest usynlige betjeningsinterface og et lovende effektbillede, der drives af 2 x 200 watt forstærkere til wooferne og 4 x 100 watt forstærkere til mellemtoner og tweeters.
"Med Beosound Edge har vi skabt et tidløst designmesterværk, der pirrer fantasien med en interaktion og brugeroplevelse, der aldrig før er set i et lydprodukt til hjemmet. På afstand er den monolitisk og diskret og viser ingen tegn på at være spækket med avanceret teknologi. Men den har en uforglemmelig lyd, der overgår alt, hvad man ville kunne forvente af en højttaler af denne størrelse", fortæller Concept Manager Kresten Bjørn Krab-Bjerre fra Bang & Olufsen.
Beosound Edge har med sin cirkulære form to placeringsmuligheder. Den kan placeres på gulvet som et centralt indretningselement og forstærke eller gå i ét med farverne på det øvrige interiør eller den kan monteres på væggen som et statement, der trodser tyngdekraften og opdeler rummet. Nærhedssensorerne på højttaleren registrerer når man kommer tæt på den, og oplyser diskret interfacet i aluminium. Lyden reguleres på magisk vis ved, at man blidt ruller Beosound Edge frem og tilbage for at øge og reducere lydstyrken. Hvis det gøres blidt, ændres lydstyrken moderat, mens den ændres mere dramatisk ved en kraftigere bevægelse. Når der gives slip på højtaleren, ruller den stille og roligt tilbage til udgangspositionen.
Alle de vigtigste streamingteknologier er integreret i Beosound Edge, så du kan anvende de streamingtjenester, du vil, og få den bedst mulige streamingoplevelse. Beosound Edge er udstyret med AirPlay 2, Chromecast2 og Bluetooth og understøtter stemmestyring, når den er forbundet med enten en Google Assistant-kompatibel højttaler eller en Amazon Echo-kompatibel enhed.
Priser og tilgængelighed Beosound Edge er tilgængelig på www.bang-olufsen.com/beosound-edge og i Bang & Olufsen butikker fra midten af november til en vejledende udsalgspris på 23.000 kroner.