Batman: Return to Arkham [Anmeldelse]
Gensyn med Batman og co.
Da Rocksteady kom på banen med deres første installation af Arkham-spilserien, klappede gamere i deres små hænder, da konceptet, gameplayet og narrativet var helt i gennem fantastisk konstrueret. Det blev i alt til fire spil, hvoraf Rocksteady stod for etteren, toeren og fireren, og WB Games Montréal sørgede for treeren. Nu er de to første spil blevet finpudset, nyrestaureret og genoplivet i Ps4-format. Legendarisk.
Arkham Asylum står altid skarpest i hukommelsen, som spillet, der banede vejen for utallige timers formidabel spil-narrativ med rigeligt bonusgaming i form af den heftige jagt på Riddlers trofæer – og desuden starten på hvad der af mange defineres som noget nært det bedste superhelte-gaming nogensinde.
Men Arkham City er og bliver dog det bedste spil i franchisen, og personligt på min top 10 over bedste spil nogensinde. Gameplayet blev bedre og endda federe, grafikken er opgraderet og hele manuskriptet til historien er skabt til perfektion.
Spillene er gået fra Unreal Engine 3 til 4 i sin opgradering, og det har overraskende nok både positive og negative sider i det overordnede gameplay. En af detaljerne er, at tingene er blevet mere lysere all-around – fordele? Batmans dragt er mere detaljeret og universet er på sin vis nemmere at finde rundt i. Ulemper? Stemningen og oplevelsen af det mørke og dystre univers bliver en smule haltende og ansigtstræk får desværre også lidt en udglatning.
Grafikken er blevet væsentligt bedre i forhold til dybde i scenerne, universet og ikke mindst måden, hvorpå Arkham er bygget op. Det ses allertydeligst i Arkham City, hvor den åbne verden har fået en langt større synsvidde og små detaljer såsom Riddler-tegn og bandegraffiti står meget skarpere.
Desværre er der ikke rigtig noget bonusmateriale at finde på skiven eller andre muligheder for at gøre denne genudgivelse mere eksklusiv. Spiludviklerne har desværre heller ikke opskaleret spillet til 60 frames pr. sekund, men derimod den mere gammeldags 30 frames pr. sekund, som gør, at man af og til oplever nogle hak, som kan være lidt irriterende i længden. Alle downloads, maps og bonus-udfordringer er allerede klar og parat fra starten af, samt Batman forskellige ’skins’ – hvor du kan være alt frat Batman fra Batman Beyond til den animerede Batman fra den populære tegneserie.
Samlet set er jeg personligt glad for at have muligheden for at spille Arkham Asylum og City på next-gen, men det byder ikke på meget mere end et glædeligt gensyn med et par fantastiske spil og nogle små finpudsninger såvel som småfejl rundt omkring. Har man hidtil ikke spillet disse på en tidligere konsol, kan jeg på det allervarmeste anbefale udgivelsen – gameplayet er out of this world i City!
Batman: Return to Arkham
Konsol: Ps4 + Xbox One
Udvikler: Rocksteady Studios
Pris: 379,00 kr.