Internettets måske mest klaustrofobiske mareridt ser ikke ud til at være færdig med de gullige gange endnu. Ifølge nye oplysninger er Kane Parsons – bedre kendt som Kane Pixels – nemlig på vej tilbage for at instruere Backrooms 2 for A24.
Oplysningerne stammer oprindeligt fra Dread Central, der med henvisning til anonyme kilder skriver, at Parsons har skrevet under på at vende tilbage til universet. En officiel annoncering skulle angiveligt være nært forestående, men A24 har i skrivende stund ikke selv bekræftet projektet.
Dermed skal champagnen måske blive i køleskabet lidt endnu. Men en toer vil bestemt ikke komme som nogen stor overraskelse.
Fra YouTube-video til A24-film
Historien om Kane Parsons og The Backrooms er efterhånden næsten lige så interessant som selve gyseruniverset.
Parsons var blot 16 år gammel, da han i 2022 uploadede den cirka ni minutter lange The Backrooms (Found Footage) på YouTube. Videoen byggede videre på den allerede eksisterende internetmyte om The Backrooms, men Parsons gav konceptet sin helt egen identitet gennem analog horror, found footage og et overraskende omfattende univers.
Videoen voksede til et regulært internetfænomen og har siden samlet omkring 80 millioner visninger.
Det fangede naturligvis også Hollywoods opmærksomhed.
A24 endte med at gøre Parsons’ version af The Backrooms til en spillefilm, og projektet blev samtidig et temmelig usædvanligt eksempel på, hvordan en idé fra internettets mere obskure hjørner kan bevæge sig hele vejen ind i biograferne.
Ifølge tidligere rapporter endte filmen med en indtjening på omkring 81 millioner dollars og placerede sig dermed blandt A24’s største biografsucceser.
Læs også:
Backrooms-universet er langt større end én film
En efterfølger giver også god mening, når man kigger på den historie, Kane Pixels allerede har bygget op omkring The Backrooms.
Selve Backrooms-konceptet begyndte som en internetmyte om et nærmest uendeligt netværk af tomme, monotone rum, som man på uforklarlig vis kan ende i. Kane Pixels udvidede idéen markant gennem sine videoer og introducerede blandt andet Async – en mystisk organisation, der undersøger og eksperimenterer med fænomenet.
Det element blev også trukket direkte ind i spillefilmen.
Parsons har tidligere gjort det klart, at historien aldrig nødvendigvis var tænkt som noget, der skulle slutte efter én film. I forbindelse med den første films premiere forklarede han, at Backrooms var planlagt som en større serie, der kunne bevæge sig uden for rammerne af den første fortælling.
Han fortalte samtidig, at han kontraktligt var forpligtet til flere projekter i franchisen.
Med andre ord har døren til flere lange gange, mærkelige forskningsprojekter og ting, man helst ikke vil møde alene, stået åben hele tiden.
Kane Pixels har flere projekter på tegnebrættet
Efter den første Backrooms-film er Parsons desuden blevet kædet sammen med flere kommende projekter.
Blandt andet skulle han arbejde på en separat original film sammen med Backrooms-producer Osgood Perkins. Det har efterladt spørgsmålet om, hvilket projekt der egentlig ville blive Parsons’ næste spillefilm.
Ifølge de nye oplysninger bliver det altså Backrooms 2, der kommer først.
Her stopper de konkrete informationer dog også.
Der er endnu ikke meldt noget ud om optagestart, skuespillere eller premieredato, og eftersom A24 heller ikke officielt har annonceret filmen, befinder Backrooms 2 sig fortsat på rygtestadiet.
Hvis oplysningerne holder stik, ligner det dog begyndelsen på præcis den større Backrooms-fortælling, Kane Pixels tidligere har lagt op til.
Læs også: