Babyshambles - The Blinding
Babyshambles giver et interessant (om dog lettere ujævnt) indblik i, hvad fremtiden byder
Berygtede, britiske Babyshambles lancerede for nyligt EPen 'The Blinding' som opfølger til albummet 'Down In Albion'. Skiven er en blandet omgang, og når med sine fem numre at føre lytteren igennem fortællinger om oprør, stofmisbrug, hjertesorg, vemod, håb og forløsning.
EPen som helhed er spækket med mere eller mindre bevidste selvmodsigende elementer, som på det kantede og rockede titelnummer, hvor forsanger Pete Doherty på én og samme tid formår at lyde energisk, opsat og til stadighed usædvanligt uengageret. Et træk, der ikke er helt ukendt for den kære Doherty.
'I Wish' fortsætter denne tendens med sit kraftige offbeat karakteristika kombineret med sumpede tekster om stofmisbrug og fortabte drømme, hvilket mest af alt får nummeret til at fremstå som et stykke ska på valium. Dette indtryk underkendes på ingen måde af det faktum, at Doherty flere gange lyder så påvirket, at man nærmest venter på at høre lyden af manden dejse fordrukken om foran mikrofonen, hvilket vel til dels er en del af charmen ved Babyshambles. Nummeret som helhed fungerer dog ganske glimrende, og de skarpe kontraster er kun med til at gøre hele besynderligheden endnu mere tiltalende.
Nummeret 'Love you (but you're green)' tilhører den mere nedtonede ende af skiven. Imens Doherty snøvler, sukker og mumler sig igennem et af skivens bedre nummer leveres også EPens lyriske højdepunkt med linjen 'But it's only blood from broken hearts, that writes the words to every song'.
Skiven giver et interessant indblik i mulighederne for et kommende album, men overordnet savner jeg dog stadig den røde tråd, samt at flere af melodierne gerne måtte have noget mere substans, således at de kan stå distancen når det kommer til stykket. The Blinding er dog bestemt ikke uden sin charme og lover godt for fremtiden, selvom det overordnede, efterladte indtryk spår, at det kan gå begge veje.
EPen som helhed er spækket med mere eller mindre bevidste selvmodsigende elementer, som på det kantede og rockede titelnummer, hvor forsanger Pete Doherty på én og samme tid formår at lyde energisk, opsat og til stadighed usædvanligt uengageret. Et træk, der ikke er helt ukendt for den kære Doherty.
'I Wish' fortsætter denne tendens med sit kraftige offbeat karakteristika kombineret med sumpede tekster om stofmisbrug og fortabte drømme, hvilket mest af alt får nummeret til at fremstå som et stykke ska på valium. Dette indtryk underkendes på ingen måde af det faktum, at Doherty flere gange lyder så påvirket, at man nærmest venter på at høre lyden af manden dejse fordrukken om foran mikrofonen, hvilket vel til dels er en del af charmen ved Babyshambles. Nummeret som helhed fungerer dog ganske glimrende, og de skarpe kontraster er kun med til at gøre hele besynderligheden endnu mere tiltalende.
Nummeret 'Love you (but you're green)' tilhører den mere nedtonede ende af skiven. Imens Doherty snøvler, sukker og mumler sig igennem et af skivens bedre nummer leveres også EPens lyriske højdepunkt med linjen 'But it's only blood from broken hearts, that writes the words to every song'.
Skiven giver et interessant indblik i mulighederne for et kommende album, men overordnet savner jeg dog stadig den røde tråd, samt at flere af melodierne gerne måtte have noget mere substans, således at de kan stå distancen når det kommer til stykket. The Blinding er dog bestemt ikke uden sin charme og lover godt for fremtiden, selvom det overordnede, efterladte indtryk spår, at det kan gå begge veje.
