Det er typen, der kan negligere alt, hvad du gør og kan. Du er bare aldrig helt så rigtig, og har bare aldrig helt så meget ret eller forstand på, hvad du taler om.
Jeg har været i Thailand. Eller det vil sige, jeg TROEDE, jeg havde været i Thailand. Altså jeg har da et stempel i mit pas, som bevidner, at jeg har befundet mig i Thailand, og rent fysisk så kan det jo heller ikke helt benægtes, at jeg har været der, men jeg har jo alligevel aldrig rigtigt været der.
Her kommer back-packere ind i billedet. I bedste Jonathan Spang stil kan jeg kun tilslutte mig og sige; jeg hader back-packere. Rejser man, i dette tilfælde i Thailand, kan man ikke undgå at støde på dette belastende folkefærd og dermed blive mindet om, at man jo aldrig gør noget som helst helt rigtigt.
Der er i deres øjne 2 slags rejsende, back-packere og turister, hvor turist er et skældsord. For at starte fra begyndelsen, så er man jo genkendt som turist allerede på udseende og generel hygiejne. For ja, undskyld, jeg gik i bad og brugte sæbe. Jeg redte også mit hår. Og ja, jeg tørrede også min røv i lokumspapir, og for det ikke skal være løgn så skyllede jeg endda lortepapiret ud efterfølgende. Når man så allerede på udseende og kropslugt er genkendt og placeret i kategorien turist så starter forfølgelsen ellers. ..
Som turist er man jo en skændsel for det land man rejser i. Man ødelægger deres kultur og deres miljø, og dermed backpackeres livsgrundlag. For en backpacker lever på landets og befolkningens vilkår, som os dødelige turister er ude på at smadre. For slet ikke at tale om alle de penge, vi turister pumper i deres land. Fuldstændigt unaturligt og altødelæggende for deres kultur. Det er dog en ting, hvor man måske kan se et gran af rimelighed i synspunktet, på en god dag altså.
Men når man nu er taget af sted og allerede er blevet belemret med det synspunkt, at man er en omvandrede miljø- og kultur terrorist, så kommer det lille listige spørgsmål om, hvad man så har oplevet på sin rejse. Her bliver man af skade klog, og af bitter erfaring taler jeg, når jeg siger; LAD VÆRE med at svare! For uanset hvad du svarer, så er det jo bare ikke helt rigtigt. Uanset hvilke byer du har besøgt, hvilke steder du har boet, hvilke attraktioner du har set, hvilken mad du har spist osv., så har det jo ikke været helt Thailandsk nok, helt primitivt nok, og helt originalt.
En eller anden flydehytte på riwer Kwai med toilet og bad, og lidt thailandsk mad fra restauranten sammen med et par andre danskere man lige mødte, er jo bare ikke det samme som selv at tage ud i junglen og strikke en hytte af siv, og selv samle sine rødder og bær til aftensmaden, og skide i et hul i jorden. Og for Guds skyld ikke benytte toilet papir for så har man jo ikke oplevet at være uden for Danmark. Og man har jo ikke rigtigt været der, hvis man ikke har levet på deres vilkår. Man har jo intet oplevet, hvis ikke man selv har opsporet en hemmelig, ikke tidligere fundet, primitiv stamme i junglen som man har socialiseret med. Og man har jo heller ikke set eksotiske dyr, medmindre man har fanget dem selv, så har de i hvert fald været dopet.
Man er genkendt på udseendet, men lader man være at kommunikere ved henvendelse, så burde man jo så være fredet, men nej. For back-packere har ret til at kommentere, fordi de jo trods alt er bedrevidende omkring alt, og dermed nærmest er forpligtet til at hjælpe det land, de befinder sig i. Herunder skal man være forberedt på, på ren Greenpeace maner at blive angrebet bagfra og lagt i benlås af back-packere, hvis man asker i havet, for fiskene kunne jo dø, hvis de kom til at spise det. At enkelte søsyge af typen, vælter deres maveindhold fyldt med mavesyre ud deri, det er kun naturligt.
Ja jeg spiste McDonalds, ja jeg tørrede min røv i lokumspapir, og ja jeg smed aske i havet så de stakkels fisk døde, og ja jeg røg mine lækre medbragte blå kings, mens back-packere sad hostende og suttede i brune thai-smøger lavet på bambus, og ja, jeg tændte aircondition når jeg skulle sove og jeg havde verdens bedste rejse…. For mig! Jeg oplevede præcis det, jeg havde drømt om, og jeg har muligvis dræbt en fisk og stoppet et afløb undervejs, men mon ikke de 300.000 Baht, jeg har har afleveret på mine 18 dage i landet, kan hive landets økonomi op, så der kan rådes bod på en enkelt fisk og en svubber.
I min verden er der masser plads i verden til at leve livet og opleve det, man drømmer om. Og jeg har i hvert fald lært, at man ikke skal stille sig til dommer over for, hvordan andre bedst udlever deres eventyr. Med respekt for land og kultur, håber jeg alle får lov at udleve drømme, uanset hvilken måde man vælger at gøre det på. Jeg vil i hvert fald ønske alle på magasinerne nogle gode rejse oplevelser i fremtiden, uanset hvordan.