E-sport
Astralis forlænger med Staehr
Den danske CS-stjerne fortsætter hos Astralis i en ny flerårig aftale
Astralis har netop offentliggjort, at organisationen har forlænget kontrakten med Victor “Staehr” Staehr frem til 2027. Forlængelsen kommer kort før Astralis’ første kamp i BLAST Open, hvor de danske stjerner møder verdensranglistens nummer to, Vitality.
Staehr: “Jeg er mega-glad for at det hele nu er faldet på plads”
Victor “Staehr” lægger ikke skjul på sin tilfredshed med at have sikret sin fremtid hos Astralis:
“Jeg er selvfølgelig mega-glad for at det hele nu er faldet på plads og jeg kan fokusere 100% på Astralis. Vi er et godt sted på holdet og det har været min klare prioritet at forlænge kontrakten, så vi kan fortsætte den gode udvikling, vi er inde i.”
Han fremhæver også den stærke stemning på holdet og opbakningen fra fansene:
“Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med både Kasper Straube og organisationen, og det er fedt at mærke hvordan alle vil hinanden. Der er kommet en virkelig god ro på holdet og selvom vi godt ved, vi stadig har masser at arbejde med, er der tro på det hele vejen rundt.”
Staehr nævner også de seneste turneringer i Kina og Cluj som en påmindelse om, hvor stor opbakningen til Astralis er:
“Både i Kina og senest i Cluj mærkede vi også for alvor lidt af den opbakning, man husker Astralis for, og det var virkelig fedt at opleve hvordan fansene bød os velkommen begge steder.”
Læs også:
Straube: “Det giver os både ro og kontinuitet”
Astralis’ sportsdirektør, Kasper Straube, kalder forlængelsen af Staehr en vigtig brik i at sikre holdets stabilitet:
“Det siger sig selv at en spiller som Staehr er en prioritet for os, og det har været vigtigt at blive enig med ham om at fortsætte sammen. Det ønske har været gengældt og med forlængelsen har vi nu sikret alle spillere for de kommende år. Det giver os både ro og ønsket kontinuitet, så vi kan fortsætte den positive udvikling.”
Han understreger samtidig, at der stadig er lang vej til toppen:
“Vi er der ikke endnu og vi kommer helt sikkert til at tabe kampe på vejen, men vi har et hold der både har kvalitet og mentalitet til at bygge på og med tiden spille med om titlerne.”
Truppen er på plads
Med forlængelsen af Staehr har Astralis nu sikret holdets kerne frem mod de kommende år. Truppen består af:
- Nicolai “dev1ce” Reedtz
- Victor “Staehr” Staehr
- Casper “cadiaN” Møller
- Martin “stavn” Lund
- Jakob “jabbi” Nygaard
- Casper “ruggah” Due (træner)
Første test mod Vitality
Astralis får ikke lang tid til at nyde kontraktforlængelsen. Onsdag kl. 17 spiller de deres første kamp i BLAST Open i København – og modstanderen er ingen ringere end Vitality, der lige nu er nummer to på verdensranglisten.
Turneringen starter med gruppespil i København og afsluttes i Lissabon i MEO Arena. Det bliver dermed en tidlig test af, hvor langt Astralis er kommet – og om Staehr og holdkammeraterne kan levere under pres på den helt store scene.
Læs også: