For nogle mennesker er 1.064 hestekræfter, centermotor, kulfiber og en produktion på blot 999 biler ganske enkelt ikke eksklusivt nok.
Heldigvis findes Aston Martin.
Den britiske bilproducent arbejder nemlig angiveligt på en Valhalla Spider, som tager den i forvejen temmelig heftige hybrid-superbil og fjerner taget. Og hvor den almindelige Valhalla allerede bliver et sjældent syn på landevejene, forventes Spider-udgaven at blive produceret i endnu færre eksemplarer.
Den åbne Valhalla kan ifølge de foreløbige oplysninger blive præsenteret allerede i november.
Og nej, Aston Martin ser heldigvis ikke ud til at have ofret hestekræfterne i processen.
1.064 heste og fri udsigt til himlen
Under motorhjelmen, eller rettere sagt bag kabinen, forventes Valhalla Spider at beholde præcis samme drivlinje som coupéen.
Det betyder en 4,0-liters twin-turbo V8 fra Mercedes-AMG kombineret med tre elmotorer. To elektriske motorer tager sig af forakslen, mens den tredje arbejder ved bagakslen.
Hele herligheden leverer tilsammen 1.064 hk og 1.100 Nm.
Kræfterne sendes gennem en otte-trins dobbeltkoblingsgearkasse og videre til alle fire hjul.
Så selvom du får vind i håret, bliver det næppe den afslappede cabriolet-oplevelse med solbriller, kaffe i kopholderen og lidt stille jazz på anlægget.
Læs også:
Aston Martin dropper det komplicerede foldetag
Et af de store problemer ved at lave en Spider-version af en superbil er taget.
Elektriske foldetage kræver motorer, beslag, opbevaringsplads og en masse andre komponenter, der allesammen har den irriterende egenskab, at de vejer noget.
Aston Martin forventes derfor at vælge en langt simplere løsning.
Valhalla Spider får efter alt at dømme et manuelt aftageligt targa-tag. Af med taget, og så er der fri adgang til både himlen og lyden fra V8’eren lige bag hovedet.
Det giver samtidig Aston Martin mulighed for at holde vægten nogenlunde under kontrol. Spider-modellen forventes at lande på maksimalt omkring 1.700 kilo, mens den almindelige Valhalla Coupé vejer cirka 1.655 kilo.
Det er altså ikke mange ekstra kilo for muligheden for at pille taget af.
Valhalla er ikke din fars Aston Martin
Valhalla er i forvejen noget af et brud med den klassiske opskrift fra Aston Martin.
Mærket har i årtier været synonymt med lange motorhjelme, store motorer foran og elegante GT-biler, som James Bond passende kunne parkere foran et casino uden at vække alt for meget opsigt.
Valhalla spiller efter nogle helt andre regler.
Her er motoren placeret bag føreren, karrosseriet er bygget omkring en kulfiber-monocoque, drivlinjen er elektrificeret, og aerodynamikken spiller en langt større rolle end på traditionelle modeller som DB-serien og Vantage.
Den almindelige Valhalla bliver begrænset til 999 eksemplarer på verdensplan, og Spider-udgaven forventes altså at blive endnu mere sjælden.
Hvor mange der konkret bliver bygget, ved vi endnu ikke.
Vi får sandsynligvis svaret i november
Aston Martin har endnu ikke officielt præsenteret Valhalla Spider, så både produktionsantal og pris mangler fortsat.
Men hvis de foreløbige oplysninger holder stik, kan bilen blive afsløret allerede i november.
Indtil da må vi nøjes med tanken om 1.064 hestekræfter, en Mercedes-AMG V8 lige bag nakken og absolut intet tag til at dæmpe lyden.
Det kunne være værre.
Læs også: