Gear
Apples keynote indløste ikke forventningerne
En opdateret iPhone 5, en mindre tablet og nye urremme – ikke godt nok hvis du spørger os
Du har sikkert allerede hørt alle nyhederne fra gårsdagens Apple Keynote. Jeg sad og bloggede direkte fra produktlanceringen, og efter at have sovet på nyhederne, er jeg ikke i tvivl: Nyhederne var under sædvanlig standard.
Apple har gjort en dyd ud at fremstå som innovationens højborg (om de så er det, er en anden debat), og de startede da også ud med deres sædvanlige højtflyvende tanker: Apple Research Kit, health, og en masse snak om genbrug og bæredygtighed.
Den snak flød så over i produktlanceringerne: Først en hurtig lille snak om Apple Watch: "Det går meget godt, så her har i et par nye urremme". En ganske begrænset opdatering må man sige. Herefter gik det over til iPhone porteføljen. Apple lancerede rigtigt nok en "ny", mindre iPhone. Bortset fra: Den er ikke ny. Den minder om iPhone 5 med ny processor og bedre kamera. Virkelig. Intet nyt design, samme gennemprøvede form, og en skærm på 4".
Strømmen af nyhederne sluttede, efter iPad Pro var blevet præsenteret i en mindre udgave (9.7"). Og det var så det. Ej det passer ikke helt – de fik også annonceret iOS 9.3, der netop er blevet frigivet, men det er småting.
Jovist, man kan diskutere at det er nødvendigt for Apple at have en 4" smartphone i deres sortiment. Det giver fin mening. Man kan også argumentere for, at det giver mening at benytte det eksisterende produktionsapparat for iPhone 5 – Det er klart den billigste løsning. Men er det dét, forbrugerne har ventet på? Jeg tror det ikke.