Apple TV+ indhold kommer til Prime Video
Prime Video integrerer Apple TV+... i USA
Apple og Amazon har netop annonceret et nyt samarbejde, der gør Apple TV+ tilgængelig som et tilkøb på Prime Video - men kun for amerikanerne. For dem betyder det, at de snart kan tilføje Apple TV+ til deres Prime-abonnement for $9.99 om måneden og slippe for at hoppe rundt mellem apps for at finde Ted Lasso eller Severance.
Mens Prime-abonnenter i USA får lettere adgang til Apples prisbelønnede shows og film, står vi herhjemme og kigger ind gennem ruden med næsen trykket fladt mod glasruden. Lige nu er der ingen melding om, hvornår - eller om - vi får samme mulighed i Danmark. Så indtil videre må vi nøjes med separate apps og krydse fingre for, at "flere lande følger" også inkluderer os.
Prime Video samler det hele… i USA
For amerikanerne er det et smart træk. Amazon har allerede tilbudt en lang række tilkøb som Max, Paramount+, og nu slutter Apple TV+ sig til rækken. Det betyder, at de kan samle hele deres streaming-oplevelse ét sted.
Mike Hopkins fra Prime Video beskriver det som at skabe en nem og personlig streamingoplevelse, hvor alt kan tilgås i én app. Vi må bare krydse fingre for, at de snart gør det til en global affære, for med de utallige streamingplatforme, vi allerede jonglerer med i Danmark, kunne det være rart med lidt samling på tropperne.
Hvad kan vi forvente i fremtiden?
Det er ingen hemmelighed, at streaminglandskabet er i konstant forandring. Amazon udvider konstant mulighederne for at samle flere tjenester i én platform, og integrationen med Apple TV+ kan være et skridt mod en fremtid, hvor vi endelig kan få samlet vores indhold ét sted. Men lad os nu se, hvornår vi kommer med på vognen - for lige nu må vi stadig holde styr på streamingkaosset herhjemme.