Gear
Apple lancerer ny iPad Air med M3-chip og opdateret Magic Keyboard
Så er der ny iPad Air på banen!
Apple har netop løftet sløret for den nyeste generation af iPad Air, som nu får en kraftfuld M3-chip, et opdateret Magic Keyboard, samt en større 13-tommer model. Den nye iPad Air kan forudbestilles allerede i dag og bliver tilgængelig den 12. marts.
M3-chip giver markant ydelsesboost
Den største nyhed i den opdaterede iPad Air er den M3-chip, der bringer mærkbare forbedringer i både hastighed og grafisk ydeevne. Apple lover, at M3 gør iPad Air næsten dobbelt så hurtig som forgængeren med M1 og op til 3,5 gange hurtigere end A14 Bionic. Den forbedrede Neural Engine betyder også hurtigere AI-baserede opgaver, som understøtter Apples nye Apple Intelligence-funktioner i iPadOS 18.
Nyt Magic Keyboard og Apple Pencil Pro
Apple har også opdateret Magic Keyboard, der nu har et større trackpad og en række fysiske funktionstaster. Samtidig understøtter den nye iPad Air både Apple Pencil Pro og Apple Pencil (USB-C), hvilket gør den mere fleksibel for både studerende og kreative brugere.
Pris og tilgængelighed
Den nye iPad Air kommer i to størrelser:
11” model fra 5.499 kr.
13” model fra 7.499 kr.
Studerende kan få rabat, hvor 11″ starter ved 4.999 kr. og 13″ fra 6.999 kr..
Det nye Magic Keyboard fås fra 2.499 kr. (11”) og 2.699 kr. (13”).
Med den nye iPad Air lukker Apple noget af kløften mellem standard-iPads og iPad Pro-serien, mens M3-chippen og understøttelsen af Apple Intelligence gør den klar til fremtidens apps og AI-funktioner. Den skærpede ydelse og opdaterede tilbehør gør den til et oplagt valg for både studerende, professionelle og dem, der vil have en kraftfuld iPad uden at gå all-in på Pro-modellen.
Den nye iPad Air kan forudbestilles nu og rammer butikkerne den 12. marts 2025.