Apple lancerer ny enkeltstående skærm og en ny type Mac
Mac Studio og Studio Display er to stærke tilføjelser til Apples Lineup
Apples produktfremvisning den 8. marts '22 bød på en spændende sending af produktnyheder, og mens en opdatering af iPhone SE var både kærkommen og tiltrængt, er der dukket et par spændende nye spillere op på Mac-scenen.
Den ene har mange Apple- og MacBook-fans sukket efter i årevis, den anden er en meget støjsvag og højtydende Mac computer med mere hukommelse end nogensinde - i et Mac-produkt.
Studio Display
Apples nye særskilte skærm hedder Studio Display, og det er en ambitiøs en af slagsen.
Den 27" store skærm kommer med 5K Retina-opløsning og leveres i et genkendeligt Apple-design på en hældningsvenlig metalfod. Displayet har en lysstykre på 600 nits, og så er der tænkt videomøder helt ind i pakken.
Skærmen har sin egen processor
Studio Display er udstyret med et 12 megapixel ultra vidvinkel-kamera med smartfunktioner og tre mikrofoner i studiekvalitet, der leverer retningsbestemt lyd - og så er der også et dedikeret "hifi-system" bestående af to diskanter og fire bashøjtalere, som understøtter lydugengivelse i Dolby Atmos med Spatial Sound.
Det er en del ekstra hardware oven i selve skærmen, og derfor har Apple smækket deres A13 Bionic-chipset i, for at holde styr på alle funktionerne.
Studio Display er udstyret med tre USB-C porte og en Thunderbolt Port - og det betyder at skærmen også kan oplade en MacBook Pro, som i samme ombæring kan trække skærmvisning på hele tre Studio Display-skærme på en gang.
Studio Display sælges fra 18. marts 2022 til en vejledende pris på 13.999,- kroner. (Kærligheden kommer ikke gratis!)
Mac Studio
Ved siden af skærmnyheden er Apple også på banen med en ny Mac.
Mac Studio er en computer der er pakket ned i et stykke kvadratisk aluminium med 19.56 centimeter i l/b-mål og en højde på 9.4 cm.
Den maskine kommer så både med Apples M1 Max og M1 Ultra chipsets, alt efter om man går efter ren processorkraft eller også drømmer om GPU-power.
Mac Studio med M1 Max fås med op til 64 GB hukommelse, mens Mac Studio med M1 Ultra sniger sig helt op på 128 GB samlet hukommelse.
Mac Studio er ligeledes tilgængelig fra 18. marts 2022 og her starter priserne fra 17.999 kroner