Anoreksi
6000 danske drenge/unge mænd lider af anoreksi
Anoreksi er så langt jeg kan huske tilbage, noget, der kun rammer piger. Eller sådan har man troet det var, i mange år. Men landet ligger faktisk således, at omkring 6000 danske drenge/unge mænd lider af sygdommen.
Hver 10. anoreksipatient er en ung mand, dog ligger den største gruppe blandt 10 - 14 årige, hvor hver 5. er en dreng.
Anoreksi er ikke en fysisk sygdom, men en psykisk lidelse. Anoreksi betyder direkte oversat, uden appetit. Mange forskere mener, at det begreb er helt forkert, da anoreksipatienter faktisk har en meget stor appetit og meget gerne vil have lækker mad. Men psyken siger nej.
Anoreksi er en lidelse som har været kendt i flere hundrede år. Men den blev først beskrevet som en sygdom i 1868. Omkring 20.000 får hvert år sygdommen og det danske sundhedsvæsen har kun sengepladser til de 20. En del lider af vrangforestillinger da de, som ligner KZ-fanger, tit ser sig selv som normalvægtige.
Anoreksi opstår pga. lavt selvværd, indentitetsproblemer, stræben efter perfektionisme og i høj grad selvkontrol. Patienterne er ofte bange for den modningsproces de befinder sig i gennem teenageårene. Men det kan lige så godt være at man lever med overbeskyttende forældre eller forældre, der ikke er parate til at indgå kompromisløsninger i hverdagen. Man kan også være modtagelig pga. depressioner, alkoholmisbrug, fysisk vold og seksuelt misbrug i familien.
I dag kan man vist roligt sige, at de fleste vil være perfekte, smukke unge mennesker. De vil leve op til modeller og idealbilleder fra Magasiner og TV. Man er bange for at falde ved siden af, bange for at være alene og tilsidesat.
Vi hører til stadighed, at unge mænd bruger enormt meget tid hos kosmetologer, diætister, stylister, frisører og i modebutikker. Det er vigtigt at følge med for at være trendy. I bund og grund er det usikre mennesker som på et eller andet plan er blevet svigtet, eller ikke bekræftet i barndommen.
Mange anoreksipatienter er bange for at være, eller blive tykke, også selv om de i forvejen er meget tynde. Det er en af de ting som gør det så farligt og livstruende. Drenge som har en søster med anoreksi har en forhøjet risiko - 10 til 15 gange- for også at få det, også selv om de ikke vokser op sammen. Dette betyder at en del forskere ser det som en arvelig sygdom.
Miljøet har ligeledes en stor betydning. I den vestlige verden, hvor medieindflydelsen er så stor, mister mange unge mennesker kontrollen over deres liv, i higen efter det perfekte, det idealistiske menneske.
Det er helt almindeligt, at anoreksipatienter læser kogebøger. Ikke fordi de vil lave mad til sig selv, tværtimod. De elsker at lave mad til andre, mens de selv sidder og piller maden i småstykker og kun spiser meget lidt af det, selv om de er både sultne og har lyst til maden. Sulten undertrykkes, for man skal nødig tage på.
Man går på slankekur, selv om man i forvejen er meget tynd. En næsten overdreven trang til motion overmander én og man føler ubehag ved at se på sig selv, hvorimod man er helt realistisk når det drejer sig om andres udseende.
Det er heller ikke ualmindeligt at man får forstoppelse og mavekramper. Man bliver kuldeskær og fryser hele tiden, og nogle får sågar følelsesløse fingre af meget let kulde. Huden bliver tør og kan begynde at skælle, og man bliver svimmel ved den mindste bevægelse. Hukommelsen bliver ofte forringet og man kan ikke koncentrere sig om selv de mindste ting.
Pigernes menstruation forsvinder og brysternes vækst stopper. Drengenes testikler udvikler sig ikke og begge køn har stor risiko for at blive sterile.
Når sygdommen har stået på i længere tid ønsker mange, at de igen kan spise og tage lidt på. Men de kan ikke, de vil ikke svigte sig selv. Hvis de prøver, ser de sig selv som svage mennesker uden karakter og styrke, når de ikke engang kan gennemføre et "nødvendigt" vægttab. Afføringsmidler og vanddrivende medicin er ganske almindeligt for en anoreksipatient. De er så at sige storforbrugere af disse præperater.
Jo før man kommer i behandling, jo større chancer har man for at blive rask. Men der er også mange som indlægges på hospitalet, og ved livstruende tilfælde, kan man tvangsindlægges. Når det står rigtig slemt til bliver mange sondemadet, man bliver overvåget døgnets 24 timer, man må ikke ryge, ikke gå ud af sit værelse, ikke gå på toilettet alene og ikke gå i bad. Man bliver isoleret, så man ikke kan snyde. Mange smider nemlig maden væk, skyller den ud i kloakken og lader som om de har spist det hele.
De rigtig slemme tilfælde oplever at de mister håret, deres hud er gråblå og de fremstår helt glansløse, og ligner nærmest en død. Når det kommer så langt er dødeligheden stor, og mange af disse tilfælde begår selvmord fordi de ikke mere tror på, at nogen kan lide dem. De føler at de er i vejen. Dødeligheden, hvor årsagen "kun" er sygdommen ligger på omkring 5% af alle anoreksitilfælde.
Drenge og unge mænd med anoreksi har det meget slemt. Ikke nok med, at de skal opnå et mål, som de tror vil gøre dem mere eftertragtede, så slås de også med andre svære ting som giver dem psykiske problemer og ofte ender med antidepressiv medicin. Her kan f.eks. nævnes at de jo har en "pigesygdom", og familie og venner ser dem som lidt bøssede, og sammenligner dem også med denne gruppe i samfundet, som træder lidt ved siden af.
Man kan spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt at være så skide perfekt. Bliver man et bedre menneske når man bruger den mindste størrelse i tøj, når man går rundt og ligner en bjafferunge eller brækker sig i tide og utide. Det er vist ikke svært at konstatere, at medieindflydelsen har en alt for stor påvirkning af os mennesker. Nogle kan håndtere det, andre kan ikke.
Det er først inden for de seneste 10 år, at man er begyndt at fokusere på drenge og unge mænd med anoreksi. De har ligesom været lidt glemt i pigernes hysteri. Behandlingen er på mange områder ikke god nok, og når man endelig er inde i systemet, burde man ikke dø af det, men det er der mange, som gør.
Æblekinder
Jeg læst for nylig Maria Hirses bog, Æblekinder. Det er en åben og ærlig bog om hende selv og jeg beundrer hende for at stå frem og fortælle noget så privat, når hun er den hun er, en kendt personlighed. Ud over det synes jeg ikke bogen er specielt velskrevet eller indholdsrig som sådan. Den egner sig nok godt til unge piger med en stærk psyke, men piger, og drenge for den sags skyld, der har et lavt selvværd bør ikke læse den bog, da de let kan få "sjove" ideer og følge Marias "opskrift på den perfekte slankekur".
Hun vejer på et tidspunkt 32 kg, indlægges på hospitalet og snyder med måltiderne. Hun må ikke ryge og ikke dyrke sex med kæresten. Hun isoleres og har en døgnvagt ved siden af sin seng. Hun flytter hjem starter på HH og lyver for skolen om sin sygdom. Hun siger at hun har fået en tarmsygdom, som hun ironisk nok lider af i dag. Hun tager afføringspiller i stor stil og skider i bukserne på vej hjem fra skole. Hun skærer sine æbler ud i 8 stykker, et rigtig "fedt" måltid der skal holde hele dagen. Hun går i 3 par bukser ad gangen, fordi hun så tror at man ikke lægger mærke til hendes skeletagtige krop, der dårligt kan bære sig selv.
Hele hendes forløb starter i Japan, hvor hun er model. Hun slanker sin ellers så spinkle krop og er ganske godt tilfreds, men kunderne begynder at svigte. Hun er for tynd.
Hendes liv er fyldt med løgne og bedrag for omverdenen. Og ikke mindst, bedrager hun sig selv hele vejen. Hun bliver rask, men ikke uden mén. Hun ser døden i øjnene en nat, og det er her, det hele vender for hende.
Det store spørgsmål er, hvordan kan man være så hård ved sig selv og yde den type vold mod sin krop! Er her nogen drenge/unge mænd, som har prøvet det eller kender nogen der har?
Hver 10. anoreksipatient er en ung mand, dog ligger den største gruppe blandt 10 - 14 årige, hvor hver 5. er en dreng.
Anoreksi er ikke en fysisk sygdom, men en psykisk lidelse. Anoreksi betyder direkte oversat, uden appetit. Mange forskere mener, at det begreb er helt forkert, da anoreksipatienter faktisk har en meget stor appetit og meget gerne vil have lækker mad. Men psyken siger nej.
Anoreksi er en lidelse som har været kendt i flere hundrede år. Men den blev først beskrevet som en sygdom i 1868. Omkring 20.000 får hvert år sygdommen og det danske sundhedsvæsen har kun sengepladser til de 20. En del lider af vrangforestillinger da de, som ligner KZ-fanger, tit ser sig selv som normalvægtige.
Anoreksi opstår pga. lavt selvværd, indentitetsproblemer, stræben efter perfektionisme og i høj grad selvkontrol. Patienterne er ofte bange for den modningsproces de befinder sig i gennem teenageårene. Men det kan lige så godt være at man lever med overbeskyttende forældre eller forældre, der ikke er parate til at indgå kompromisløsninger i hverdagen. Man kan også være modtagelig pga. depressioner, alkoholmisbrug, fysisk vold og seksuelt misbrug i familien.
I dag kan man vist roligt sige, at de fleste vil være perfekte, smukke unge mennesker. De vil leve op til modeller og idealbilleder fra Magasiner og TV. Man er bange for at falde ved siden af, bange for at være alene og tilsidesat.
Vi hører til stadighed, at unge mænd bruger enormt meget tid hos kosmetologer, diætister, stylister, frisører og i modebutikker. Det er vigtigt at følge med for at være trendy. I bund og grund er det usikre mennesker som på et eller andet plan er blevet svigtet, eller ikke bekræftet i barndommen.
Mange anoreksipatienter er bange for at være, eller blive tykke, også selv om de i forvejen er meget tynde. Det er en af de ting som gør det så farligt og livstruende. Drenge som har en søster med anoreksi har en forhøjet risiko - 10 til 15 gange- for også at få det, også selv om de ikke vokser op sammen. Dette betyder at en del forskere ser det som en arvelig sygdom.
Miljøet har ligeledes en stor betydning. I den vestlige verden, hvor medieindflydelsen er så stor, mister mange unge mennesker kontrollen over deres liv, i higen efter det perfekte, det idealistiske menneske.
Det er helt almindeligt, at anoreksipatienter læser kogebøger. Ikke fordi de vil lave mad til sig selv, tværtimod. De elsker at lave mad til andre, mens de selv sidder og piller maden i småstykker og kun spiser meget lidt af det, selv om de er både sultne og har lyst til maden. Sulten undertrykkes, for man skal nødig tage på.
Man går på slankekur, selv om man i forvejen er meget tynd. En næsten overdreven trang til motion overmander én og man føler ubehag ved at se på sig selv, hvorimod man er helt realistisk når det drejer sig om andres udseende.
Det er heller ikke ualmindeligt at man får forstoppelse og mavekramper. Man bliver kuldeskær og fryser hele tiden, og nogle får sågar følelsesløse fingre af meget let kulde. Huden bliver tør og kan begynde at skælle, og man bliver svimmel ved den mindste bevægelse. Hukommelsen bliver ofte forringet og man kan ikke koncentrere sig om selv de mindste ting.
Pigernes menstruation forsvinder og brysternes vækst stopper. Drengenes testikler udvikler sig ikke og begge køn har stor risiko for at blive sterile.
Når sygdommen har stået på i længere tid ønsker mange, at de igen kan spise og tage lidt på. Men de kan ikke, de vil ikke svigte sig selv. Hvis de prøver, ser de sig selv som svage mennesker uden karakter og styrke, når de ikke engang kan gennemføre et "nødvendigt" vægttab. Afføringsmidler og vanddrivende medicin er ganske almindeligt for en anoreksipatient. De er så at sige storforbrugere af disse præperater.
Jo før man kommer i behandling, jo større chancer har man for at blive rask. Men der er også mange som indlægges på hospitalet, og ved livstruende tilfælde, kan man tvangsindlægges. Når det står rigtig slemt til bliver mange sondemadet, man bliver overvåget døgnets 24 timer, man må ikke ryge, ikke gå ud af sit værelse, ikke gå på toilettet alene og ikke gå i bad. Man bliver isoleret, så man ikke kan snyde. Mange smider nemlig maden væk, skyller den ud i kloakken og lader som om de har spist det hele.
De rigtig slemme tilfælde oplever at de mister håret, deres hud er gråblå og de fremstår helt glansløse, og ligner nærmest en død. Når det kommer så langt er dødeligheden stor, og mange af disse tilfælde begår selvmord fordi de ikke mere tror på, at nogen kan lide dem. De føler at de er i vejen. Dødeligheden, hvor årsagen "kun" er sygdommen ligger på omkring 5% af alle anoreksitilfælde.
Drenge og unge mænd med anoreksi har det meget slemt. Ikke nok med, at de skal opnå et mål, som de tror vil gøre dem mere eftertragtede, så slås de også med andre svære ting som giver dem psykiske problemer og ofte ender med antidepressiv medicin. Her kan f.eks. nævnes at de jo har en "pigesygdom", og familie og venner ser dem som lidt bøssede, og sammenligner dem også med denne gruppe i samfundet, som træder lidt ved siden af.
Man kan spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt at være så skide perfekt. Bliver man et bedre menneske når man bruger den mindste størrelse i tøj, når man går rundt og ligner en bjafferunge eller brækker sig i tide og utide. Det er vist ikke svært at konstatere, at medieindflydelsen har en alt for stor påvirkning af os mennesker. Nogle kan håndtere det, andre kan ikke.
Det er først inden for de seneste 10 år, at man er begyndt at fokusere på drenge og unge mænd med anoreksi. De har ligesom været lidt glemt i pigernes hysteri. Behandlingen er på mange områder ikke god nok, og når man endelig er inde i systemet, burde man ikke dø af det, men det er der mange, som gør.
Æblekinder
Jeg læst for nylig Maria Hirses bog, Æblekinder. Det er en åben og ærlig bog om hende selv og jeg beundrer hende for at stå frem og fortælle noget så privat, når hun er den hun er, en kendt personlighed. Ud over det synes jeg ikke bogen er specielt velskrevet eller indholdsrig som sådan. Den egner sig nok godt til unge piger med en stærk psyke, men piger, og drenge for den sags skyld, der har et lavt selvværd bør ikke læse den bog, da de let kan få "sjove" ideer og følge Marias "opskrift på den perfekte slankekur".
Hun vejer på et tidspunkt 32 kg, indlægges på hospitalet og snyder med måltiderne. Hun må ikke ryge og ikke dyrke sex med kæresten. Hun isoleres og har en døgnvagt ved siden af sin seng. Hun flytter hjem starter på HH og lyver for skolen om sin sygdom. Hun siger at hun har fået en tarmsygdom, som hun ironisk nok lider af i dag. Hun tager afføringspiller i stor stil og skider i bukserne på vej hjem fra skole. Hun skærer sine æbler ud i 8 stykker, et rigtig "fedt" måltid der skal holde hele dagen. Hun går i 3 par bukser ad gangen, fordi hun så tror at man ikke lægger mærke til hendes skeletagtige krop, der dårligt kan bære sig selv.
Hele hendes forløb starter i Japan, hvor hun er model. Hun slanker sin ellers så spinkle krop og er ganske godt tilfreds, men kunderne begynder at svigte. Hun er for tynd.
Hendes liv er fyldt med løgne og bedrag for omverdenen. Og ikke mindst, bedrager hun sig selv hele vejen. Hun bliver rask, men ikke uden mén. Hun ser døden i øjnene en nat, og det er her, det hele vender for hende.
Det store spørgsmål er, hvordan kan man være så hård ved sig selv og yde den type vold mod sin krop! Er her nogen drenge/unge mænd, som har prøvet det eller kender nogen der har?
