Annie Lennox
Songs of Mass Destruction
Med albummet "Songs of Mass Destruction" cementerer Annie Lennox overlegent, sin position som en af de helt store rock og pop
Nu har Annie Lennox aldrig gjort noget halvt, og denne gang er ingen undtagelse. Det er en moden Lennox som her har noget på hjertet, og som får det sagt troværdigt uden al for megen omsvøb. Særligt nummeret Ghost in my mashine, som har fået lagt en lækker harmonikalyd ind over det hele, står ud og er et perfekt dansenummer med gang i, som uden tvivl kan få selv den mest trætte op af stolen igen. Smithereens som kommer før Ghost in the mashine på albummet, er til gengæld en af de smukkeste kærligheds sange jeg længe har hørt. I det hele taget kommer hun genre mæssigt vidt omkring på albummet.
På nummeret Womankind har hun incorpereret noget rap og i Coloured beadspread en smule elektronik, hos de fleste ville det have endt med en rodet omgang, men Annie Lennox får det hele til ikke kun at fungere, men også til at gå op i en højere enhed.
Mange kunstnere har med deres musik forsøgt at henlede opmærksomheden på et emne som står deres hjerte nært,desværre ender det alt for ofte i noget plat og ugennemtænkt musik. Hos Annie Lennox er det Afrika og AIDS som hun siden et møde med Nelson Mandela har været involveret i. Det har resulteret i nummeret Sing, hvor hun får hjælp af en masse kvindelige sangerinder som Celine Dion, Madonna, Angelique Kidjo, Shakira... listen er lang. Selv om meningen nok har været god, er nummeret dog ikke noget at råbe hurra for og efter min mening direkte kedeligt. Desværre for ellers havde Songs of Mass Destruction, uden tvivl fået et sekstal herfra.
Nu har Annie Lennox aldrig gjort noget halvt, og denne gang er ingen undtagelse. Det er en moden Lennox som her har noget på hjertet, og som får det sagt troværdigt uden al for megen omsvøb. Særligt nummeret Ghost in my mashine, som har fået lagt en lækker harmonikalyd ind over det hele, står ud og er et perfekt dansenummer med gang i, som uden tvivl kan få selv den mest trætte op af stolen igen. Smithereens som kommer før Ghost in the mashine på albummet, er til gengæld en af de smukkeste kærligheds sange jeg længe har hørt. I det hele taget kommer hun genre mæssigt vidt omkring på albummet.
På nummeret Womankind har hun incorpereret noget rap og i Coloured beadspread en smule elektronik, hos de fleste ville det have endt med en rodet omgang, men Annie Lennox får det hele til ikke kun at fungere, men også til at gå op i en højere enhed.
Mange kunstnere har med deres musik forsøgt at henlede opmærksomheden på et emne som står deres hjerte nært,desværre ender det alt for ofte i noget plat og ugennemtænkt musik. Hos Annie Lennox er det Afrika og AIDS som hun siden et møde med Nelson Mandela har været involveret i. Det har resulteret i nummeret Sing, hvor hun får hjælp af en masse kvindelige sangerinder som Celine Dion, Madonna, Angelique Kidjo, Shakira... listen er lang. Selv om meningen nok har været god, er nummeret dog ikke noget at råbe hurra for og efter min mening direkte kedeligt. Desværre for ellers havde Songs of Mass Destruction, uden tvivl fået et sekstal herfra.
