Anne Lindfjeld: Copenhell-veteranen fortæller om sine bedste oplevelser og hvorfor hun er så glad for metal

"Mange spørger, hvor min interesse til heavy metal startede, men det er egentlig så stort et spørgsmål. Jeg har måske været 7-8 år gammel, og så startede det jo egentlig ikke med metal, men med rock.

Jeg har en storebror der er fire år ældre end mig, og det blev jeg rimelig farvet af. De første bands jeg hørte det var DAD og Guns N´ Roses. Før jeg egentlig kunne engelsk, så gik jeg og sang "Paradise City" med dukkerne i barnevognen, når jeg skulle have dem med på picnic.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg kunne et par sætninger fra sangen, som jeg nogenlunde viste, hvad betød - eller følelsen kunne jeg ihvertfald forstå. Men, ellers vidste jeg jo ikke, at det handlede om stoffer og druk.

Min storebror hørte meget Iron Maiden, og det har jeg jo hørt fra drengeværelset inde ved siden af. Min første LP plade var, Alice Cooper - Poison, og jeg elskede den plade. Jeg faldt normalt i søvn til et 90 minutters bånd, jeg havde optaget med Guns N´ Roses. 

Men den slags musik er jo i virkeligheden mere rock nu, end det er metal. Det har jo udviklet sig vildt meget. Grunden til at jeg elsker det er, at der er noget attitude og noget nerve ved det.

Min interesse for rock/metal startede ret tidligt, og så har det bare hængt ved. Det er ikke fordi, at jeg ikke hører andet musik, for det gør jeg. Men, jeg er vokset op med metal og rock. 

Jeg har været på Copenhell i alle ti år, så jeg har været her rigtig mange gange, og selvfølgelig har det ændret sig med tiden. Det er jo selvfølgelig noget andet end da vi startede. Nu siger jeg vi, men det er jo en hel familiefest.

Da vi startede for 10 år siden, der var der ikke særligt mange mennesker herude. Det var meget mere overskueligt dengang. Man kunne stille sig op på bakken, og så kunne man sådan set se alle og lige spotte i mængden, hvor ens veninder var. Det var meget bare en familiefest, hvor vi mødtes og hvor man kendte alle.

Det her community er alligevel relativt småt, men man kan godt mærke at Copenhell er blevet meget større. Man kan ikke nødvendigvis lige finde hinanden, og det er bestemt ikke skidt, det er bare noget andet. 

Jeg synes egentlig også, det vidner om, at vi er mange som synes, det er rigtig fedt, og der er mange der er kommet herude gennem årene, som faktisk ikke er til metal, men som kan fornemme stemningen og har været nysgerrige på, hvad det var for noget. 

Copenhell er så gennemført, og dét de har været rigtig gode til de første par år er, at spørge folk, hvad der var godt og hvad der skulle forbedres. De lyttede til deres publikum, og de rettede op på mange ting.

Tingene spiller bare herude; der er god mad, der er nok toiletter, man kan få lavet sin egen gin på gedehoved og den slags. Det hele er så gennemført, gennemsyret metal. 

Jeg har rigtig mange gode minder fra Copenhell. Der er mange super fede koncerter, men det er ikke dem alle, man lige kan huske.

Jeg synes, at Parkway Drive var rigtig fedt. Men, jeg tror det handler rigtig meget om, hvem man fangirler mest over. Den bedste koncertoplevelse afhænger også helt klar af, hvem man er sammen med, hvilken stemning man er i, om man er væltet over hegnet, eller om man bare er på vej dertil og om man er drivvåd af regn.

Dét der med at holde sin bedste veninde i hånden til en koncert, mens solen går ned, man er sådan lidt varm og man har en god buzz kørende - det er fedt, og det er i virkeligheden både her, men også til alle andre festivaller. Det er den stemning, man har i kroppen. 

En anden ting jeg husker ved Copenhell var sidste år, eller forrige år, der var et polsk band med virkelig, virkelig ondskabsfuld musik. Det er normalt ikke noget jeg ville gøre, men det var så teatralsk, at jeg var virkelig overrasket.

Men jeg kan sgu heller ikke huske, hvilket år det var; om det var sidste år eller fem år siden - det hele flyder lidt sammen herude. Jeg har ikke lyttet til deres musik siden, og kommer heller aldrig til det, men det var en ret vild oplevelse alligevel.

Mange af bandene herude har jeg faktisk også set før. Det er en helt anden oplevelse fra koncert til festival; til en koncert er det mere intimt og til festival er det mere stemningen, der er fed.

En anden, som kan få mig til at fangirle helt i knæ, er Rob Zombie, som faktisk også spiller igen i år. Satyricon er også fede, men det er mere stemningen herude, for det er normaltvist heller ikke nogen, jeg lytter til. 

Jeg lytter til utroligt mange podcasts om seriemordere, og så lytter jeg meget til ´The Valley´ med Whitechapel - den er fantastisk! Jeg så deres koncert igår, og jeg var helt oppe at køre over det. Dét var så fedt! Så hører jeg faktisk ret meget Spotify, enten noget hard core metal/rock eller Parkway Drive. Så det er enten death core eller noget med seriemordere.

Jeg var vært på MTV News i årene 2004-2008/2009. Udover det så lavede jeg selv et program som hed Let there be Rock, og så var der selvfølgelig også Headbangers Ball. En af de helt store oplevelser fra min tid hos MTV, og der er altså et par stykker, må være da vi lavede en konkurrence i samarbejde med Marilyn Manson i hele Europa, hvor en heldig fan kunne vinde en intim koncert med ham. Det var en dude ude fra Vesterbro der vandt koncerten, og han boede i sådan en lille, bitte, lorte lejlighed på 43 kvm eller sådan noget, og der skulle vi så lave intimkoncert med Marilyn Manson.

Der var presse overalt på gaden. Manson og bandet stillede op inde i stuen, og de 12 kammerater, som vinderen havde fået lov at invitere, sad nede foran på gulvet. Det var meningen, det skulle være akustisk, men det sked de jo højt på, så det blev det ikke. Og det var den vildeste oplevelse.

Manson er en høj mand, og hele det her band havde stillet deres højtalere op i den ene ende af stuen, og så stod de ellers og tårnede ud over de her 12 mennesker, som jo sad nede foran på gulvet, og så stod de der og spillede, og det larmede helt hjernedødt. Jeg kan bare huske, at der var folk ude på opgangen som var sådan - hvad foregår der? Hele bygningen rystede. Vi havde lavet hans soveværelse om til interviewrum med alt vores udstyr fra MTV. Der var ting overalt i den lille lejlighed. Det var super crazy. Det var en helt vild stor oplevelse.

Min vildeste oplevelse som vært på MTV? Det må være mødet med Marilyn Manson. Han er en så vild mand på rigtig mange måder. Der er også Mike Ness, som mange måske ikke kender. Han er forsanger i bandet ´Social Distortion´, og han er gennemsyret cool. Han er fantastisk, super dygtig musiker og en rigtig LA-type. Jeg tror, det er de to, som min indre fangirl, har haft det vildest over at møde.

Men jeg har mødt virkelig mange i min tid hos MTV. Jeg har mødt de fleste metalbands, men Metallica og AC/DC må være de to, som jeg føler jeg har manglet. Dem kunne jeg godt have tænkt mig at møde.

Jeg fester anderledes end jeg gjorde for ti år siden, både fordi jeg ikke fester så meget længere, men også fordi jeg har fået to børn. De fester jeg holder er nytårsaften, tre dage på Copenhell og tre dage på Roskilde. Det er dét. Altså, jeg drikker stort set ingenting, og jeg gider egentlig ikke.

Jeg gider godt gå til koncerter og det er der jeg holder fest. Jeg går ikke ud og danser eller går på disk, og det har jeg egentlig heller aldrig gjort. Men til festivaller og koncerter, der giver jeg den også gas. 

Jeg har altid haft rigtig mange bolde i luften, men det langt fra dem alle sammen, jeg griber. Det er måske 25%, jeg griber. Men jeg kan godt lide at sætte ting i gang. Hvis jeg får en eller anden ide, så kan jeg godt lide at se, om det kan føre til noget. Som sagt 75% af gangene fører det ingen steder.

Hvis jeg har en ide, så er jeg nødt til at få det ud af verden for at se, om det kunne være noget eller ej. Det kan være alt fra arbejde, noget med børnene eller tanken om at rejse væk i 6 måneder. Det kan være fra små ting, men også til større ting. Jeg kan godt lide at skabe noget, hvilket nok er det, der driver det. Så er det prøvet af, og så kan jeg krydse det af på listen. 

Jeg er virkelig dårlig til nye bands, og til at opdatere mig, hvilket nok har noget at gøre med, at jeg synes, det der kommer er meget ens. Jo ældre jeg bliver, jo længere går jeg egentlig bagud i tiden i forhold til det jeg lytter til.

Et af bandene på Copenhell i år var FEVER 333, som er et Monster band, de har lidt den samme følelse som ´Race Against The Machine´ havde, dengang de startede. Det er den samme politiske nerve og samme intensitet - det er fedt. Det er egentlig ikke noget jeg sætter på, når jeg er derhjemme, men det er sådan nogle, som jeg tror, godt kan stikke af til koncerten.

Så er der BÆST og Livløs; dem kan jeg rigtig godt lide som personer, men også deres musik. Jeg har lige set den dokumentar der er lavet om BÆST, og de er indbegrebet af jysk heavy metal. Jeg elsker, at de får den taletid som de gør.

For folk der ikke kender til heavy metal, kan det godt virke aggressivt, surt og voldsomt, men de her drenge de viser egentlig ret godt, at det er slet ikke det, det handler om. Det handler om familie, musik og venskaber - man er sammen. De skal nok tage den vidt, og de har heldigvis fået den hjælp der skulle til.

Det er en niche at lave heavy metal, man bliver aldrig rig på det. Man gør det, fordi man elsker det og brænder for det. Og BÆST fortjener det så meget. De er SÅ søde, og de er super fede. Det de kan vise civilbefolkningen, om man må sige, er at det der foregår på scenen det bliver et - årh, hvordan skal jeg sige det.

Det er lidt ligesom når jeg tager billeder til min Instagram-profil, så er det er jo lidt en illustration og en anden karakter man træder ind i. Det er jo lidt det samme de gør. De er fantastiske, og jeg elsker dem. Og de får lov at vise den anden side, og hvad det også er. Det er ikke kun sort tøj og gedehoveder. Så farligt er det slet ikke.

Jeg er i virkeligheden ikke super meget rock and roll selv, men min mest rock and roll oplevelse til Copenhell må være, da jeg arbejde herude for et par år siden og lavede Copenhell TV. Der skulle vi lave et interview kl 3 om natten med kunstneren Abbath - og han er SUPER crazy.

Det var ret vildt at skulle hente ham direkte fra scenen, og så direkte ned i vores lillebitte, sorte metalstudie og lave det her interview. Samtidig med det så var han SUPER stiv. Det var virkelig kaotisk.

Vi var et helt kamerahold der skulle hente ham direkte fra scenen efter hans koncert, og så skulle han fragtes ned, hvor jeg skulle lave interviewet, og jeg var på ingen måde heller ædru. Klokken var som sagt 3, og der kunne man jo ikke holde sig ædru til. Det var sådan et interview som var blevet rykket hele dagen. 

Først fra kl. 20.00, så skulle han lige det ene og det andet, og så gad han ikke lige pludselig. Til sidste fandt han så ud arm at det skulle være efter, at han havde afholdt koncerten. Det var rimelig rock and roll. At ryge med i mosh pits, og gå i Smadreland, det gør jeg ikke rigtig. Jeg er bare en lille, sønderjysk pige, som egentlig heller ikke ryster så meget med håret. Jeg er ikke så vild, som det måske kan se ud.