Film
Anmelderne er overhovedet ikke enige om Warcraft-filmen
Fra “CGI-Mødding” og “en af de værste film til dato” til “En af de bedste fantasyfilm nogensinde”
Hvor er det befriende at se en film, der ikke bare skaber de samme aflurede meninger fra store amerikanske kritikere, herhjemme i andedammen. Det er netop tilfældet med Warcraft, fordi Danmark har fået en uges forspring i forhold til the US og A.
Den stort anlagte spilbaserede fantasy-film trækker vidt forskellige overskrifter blandt de danske anmeldere.
The Good
Politikens anmelder Joakim Grundahl er himmelhenrykt over Warcraft, og med overskriften: "Warcraft-filmatisering er en af de bedste fantasyfilm nogensinde.", hylder han Duncan Jones' forsøg på at filmatisere det enorme spilunivers.
Kino er også med i gruppen af medier der godt kan lide filmen, og Morten Vejlgaard Just belønner filmen med 4 stjerner, og en umiddelbar tilgang til filmen, som et stykke let underholdning: "..selv om "Warcraft" er som en omgang kulørt "Game of Thrones", hvor det virker, som om alle kan dø, hvad enten de hedder Durotan, Lothar, Medivh eller Gul'dan, så var jeg ret ligeglad. Med den enkelte. For i spillene kan man jo bare bygge nogle nye orker, når de første er døde. Sådan føles det også her. Det er det store slag, jeg er interesseret i. Som i en mission, der skal gennemføres. Det er ikke engang sådan, at jeg hepper mere på menneskene end orkerne. Det er godt tænkt."
Gamerne ovre på Pixel.tv er også tilpasse med filmen, trods forbehold: "Har de fejlet ved ikke at tilfredsstille os anmeldere? Nej! Der er desværre nogle håndværksmæssige mangler, men det er stadigvæk et godkendt forsøg. Man har tydeligt vis forsøgt at gøre en del ud af, at filmen skulle please fans og ikke filmanmeldere." lyder det fra John Slater, der ser at filmen ikke er et kunststykke der har brug for dybe analyser. Han kvitterer med 4 stjerner ud af 6 mulige.
The Bad
Thomas Brunstrøm fra MetroXpress under ikke filmen meget spalteplads, overskriften levner ikke meget til fantasien: "FILMANMELDELSE: Her er en af de VÆRSTE film til dato".
Med citatet: "Fortællingen blafrer formålsløst rundt fra scene til scene uden frygtelig meget logisk fremdrift, replikkerne er rædderlige, animationen af de væmmelige orker er ikke særligt imponerende, og skuespillerne… Well, de fleste af skuespillerne fortjener primært – hvis ikke udelukkende – ros for at være i stand til at fremsige de retarderede replikker uden at komme til at grine." falder dommen ud til 1 ud af 6 stjerner.
Lige så uimponeret er Ekstra Bladets Henrik Queitsch, der kalder filmen for "Fantasy for neandertalere" som blandt andet bider fast i dårlige effekter (??): "…’Warcraft’ er en regulær prøvelse – en slags fantasy for neanderthalere, med en både tynd og forvrøvlet historie om kampen mellem orker og mennesker spillet af en gruppe hjælpeløse skuespillere fra b-kæden i nogle kulisser og kostumer, der nærmest er ubegribeligt ringe lavet, og ind i mellem ligner noget, der er kreeret i papmache frem for avanceret CGI og motion capture.." og kvitterer med 1 ud af 6 stjerner.
Rasmus Friis på Soundvenue er ikke nær så gal, men med en bedømmelse på 2 ud af 6 stjerner slår han blandt andet ned på orkernes fremstilling: "Trods computerkunst af fineste skuffe lykkes det heller ikke instruktør Duncan Jones at overbevise om orkernes følelsesliv under hylsteret af indianerudsmykning, underbid og vilde dåbsattester (navne som Orgrim Doomhammer fungerer nok bedre i et online-rollespil)."
Middle Ground
På Berlingske er Jacob Wendt Jensen at finde et sted på middelniveau, hvor han med 3 af 6 stjerner, konkluderer filmen på følgende vis: "På sin egen mandhaftige og muskelsvulmende facon er der fin sammenhæng i filmens fantasy-univers.Selv om bløde øjeblikke forsøges smuglet ind, vil de fleste dog nok i længden føle, at mange scener bliver en smule endimensionelle, fordi de næsten alle indeholder meget dybe, bøse stemmer og skallesmækkende slag med store firkantede køller."
Se også: Warcraft: The Beginning [Anmeldelse]