Film
Anmeldelse: Triangle of Sadness
Vinderen af Cannes gyldnepalmer er i biograferne
Triangle of Sadness – Trailer
Beyond the Sea
Instruktøren Ruben Östlund (Force majeure, The Square) udtalte for nyligt, at danskerne laver konventionelle, kedelige og dårlige film. Om hans seneste film, Triangle of Sadness, der vandt hovedprisen ved årets Cannes filmfestival, er dårlig, må være op til den enkelte publikummer at bedømme, men den er i hvert fald alt andet end konventionel eller kedelig.
It’s All about the Money
Kæresteparret Yaya (Charlbi Dean) og Carl (Harris Dickinson) arbejder som fotomodeller og influencers. Yaya har dog en del flere jobs, er mere populær på de sociale medier og tjener også flere penge end Carl, hvilket giver en skævvridning i kønsrollerne. Det er tydeligvis Yaya, der har bukserne på i forholdet, for Carl er en svag mand og kan ikke helt gennemskue af kærestens manipulerende magtspil og finde sig til rette med blot at være ”vedhæng”.
The Boat that Rocked
Som influencers har Yaya og Carl fået betalt et cruise på en luksusyacht. Resten af passagerne er en samling forfærdelige overklasseløg bestående af millionærer og milliardærer, der har tjent deres penge på mere eller mindre etisk vis. De velhavendes krav til personalet ofte grænser til det absurde og chefstewarden Paulas (Vicki Berlin) job bliver bestemt ikke gjort nemmere af den alkoholiske kaptajn (Woody Harrelson), der nægter at opfylde sine pligter. Men da en storm rammer skibet, bliver klasseforskellene og jobtitler udvisket og skibet forvandlet til én stor bræk-fest.
Power to the People
Ruben Östlund er ikke just nogen subtil filmskaber, især ikke når det kommer til tematikker. Denne gang handler det som sagt om klasseforskel og om, hvordan vi mennesker behandler hinanden på godt og ondt. Også magt, forfængelighed og politiske overbevisninger bliver vendt i filmen.
I Will Survive
Et endnu større og vigtigere tema er imidlertid overlevelse og, hvad folk er villige til at gøre for, at overleve, i hverdagen og når krisen rammer. Det er her at Östlund har fat i noget interessant, for i disse tider vi lever i, med (aftagende) pandemi, krigen i Ukraine, stigende inflation og så videre, hvor alt ting er sat på spidsen, så handler vore egne liv i tiltagende kraft også om overlevelse. Dermed bliver filmen vedrørende for os alle og den tvinger sit publikum til at stille sig selv spørgsmålet; Hvad ville du gøre for at overlever? Heri ligger filmens, måske, utilsigtede genialitet.
Forever Young
På tragisk vis døde den ene af hovedrolleindehaverne, Charlbi Dean, pludseligt af en luftvejsinfektion, 32 år gammel, i slutningen af august. Heldigvis nåde hun at blive hyldet på Cannes filmfestivalen i år. Charlbi brænder i dén grad igennem på lærredet og man kan kun gisne om hvilken karriere hun kunne have haft, efter gennembruddet med Triangle of Sadness.
Drengerøvsfaktor: 50 %
Teknisk information:
Original titel: Triangle of Sadness
Land: Sverige/Frankrig/UK/Tyskland/Tyrkiet/Grækenland, 2022
Instruktør: Ruben Östlund
Cast: Harris Dickinson, Charlbi Dean, Zlatko Buric, Dolly De Leon, Woody Harrelson, Vicki Berlin, Jean-Christophe Folly
Genre: Komedie/Drama
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 147 min
Dansk bio premiere: 22. september 2022
Distributør: SF Studios
Trigger Warning
Triangle of Sadness er ikke en perfekt film, men der er noget smukt over den i alt dens enkelthed. Handlingen er delt op i tre vidt forskellige akter og jeg vil ikke afsløre for meget af hændelserne i filmen, for så aftager effekten naturligvis, men blot sige, at den bestemt ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.