Anmeldelse: The Godfather: Part II

Small Time Crooks

Historien var også langt mere kompleks med to parallelle historier i to tidslinjer, over to forskellige tidsaldre. Den ene følger Vito Corleones (Robert De Niro) opvækst i New York, hvor han arbejder som stik-i-rend dreng, åbner sin egen olivenoliebutik og bliver en respekteret mand i nabolaget, efter han hjælper flere af sine medimmigranter og myrder den berygtede mafioso Don Fanucci (Gastone Moschin), der opkrævede og indsamlede beskyttelsespenge fra nabolagets forretningsdrivende. Langsomt stiger Vito i graderne og ender til sidst med at blive Don, leder af Corleone-mafia-familien.

Daddy issues

Den anden tidslinje starter, hvor den første film slap. Michael (Al Pacino) er den nye Don Corleone og han må hurtigt sande at den titel kommer med en pris. Efter sønnen Anthonys første nadver, er Michael nemlig udsat for et attentatforsøg og er nødsaget til at flygte til Nevada. Michael mistænker en forretningspartner, den jødiske mafia-boss Hyman Roth (Lee Strasberg) for at stå bag attentatet og planlægger et modangreb. Samtidigt efterforsker en senatskomité i Corleone familiens forretning og på hjemmefronten begynder ægteskabet til Kay (Diane Keaton) også at knage. Michael har for alvor nok at se til og må træffe nogle svære beslutninger i familiefortagendets navn.

The difficult second album

The Godfather: Part II hænger uløseligt sammen med del 1 og Francis Ford Coppolas tanke var da også at filmene skulle vises fremover i en lang køre. Utroligt nok, når man tænker på resultatet, var Coppola faktisk slet ikke interesseret i at lave en efterfølger. Han mente at historien var perfekt afsluttet i 1’eren og kunne ikke se, hvordan man kunne koge mere suppe på Mario Puzo’s bog. Men Paramount Pictures gav ham et tilbud han ikke kunne afslå.

The offer he couldn’t refuse

Oprindeligt gik Coppola kun med til at skrive manuskriptet og ville have Martin Scorsese til at instruere filmen, men Paramount overtalte ham alligevel ved at give efter for Coppolas meget specifikke krav om at få lov at instruere thrilleren The Conversation (1974), en film der lå Coppola meget tættere på hjertet end Godfather filmene. Han ville også have lov til at skrive manuskriptet til The Great Gatsby (1974), samt til at instruere en opera i San Fransisco. Alt sammen inden The Godfather: Part II fik premiere i julen ’74.

The Devil is in the detail

Coppolas sans for detaljer er legendarisk. Blandt andet insisterede han på at alle gadeboder så langt øjet rakte skulle fyldes med rigtig frugt og grønt og alle skuffer i alle scener skulle f.eks. fyldes med tidsvarende dokumenter, til trods for at man aldrig ser nogle af delene i filmen. Der var sågar flere scener, der blev optaget om fordi man opdagede, at lynlåse i de bukser som skuespillerne havde på, ikke var opfundet endnu.

Spellbound

Måske er det denne detaljegrad, blandet med det faktum at Coppola fik frie tøjler til at udbygge hele Godfather-universet med langt flere locations, flere karakterer, en mere kompliceret historie og en halv times længere spilletid, der gør filmen så unik og mesterlig. En ting er i hvert fald sikkert The Godfather: Part II tryllebandt sit publikum fra første frame da den havde premiere i 1974 og jeg skulle hilse og sige at det gør den stadig.

Pasta Al’ Fredo

Filmen indeholder alt det den første gør, men denne gang er dramaet skruet endnu mere i vejret. De Niros og Pacinos præstationer er fremragende og allerede hyldet et utal af gange, men jeg vil gerne fremhæve John Cazale som Fredo, Michaels storebror. Hans nuancerede spil som den forsmåede og jaloux bror, der er blevet forbigået til troen af sin far, er der hvor filmens hjerte ligger og Cazale får slet ikke nok kredit for sin præstation. Fredo er nøglen til filmens tragedie og Cazale er hjerteskærende i rollen.

And the Oscar goes to…

Den vandt hele 6 Oscars, blandt andet for bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige birolle. Det er en af de bedste film der nogensinde er lavet (den ligger nummer 4 på IMDb’s Top 250 Movies) og den burde allerede være krydset af din must-see filmliste, hvis ikke så skynd dig i CinemaxX og nyd Francis Ford Coppolas mesterværk i en nyrestaureret udgave, for hvis nogen film fortjener at blive set i biografen, så er det i sandhed The Godfather Part II. Hvis jeg blev bedt om at vælge hvilken af dem jeg bedst kan lide, så ville jeg være i vildrede og svare at det kommer helt an på mit humør, men med en pistol for tindingen og en cannoli i munden, ville jeg svarer The Godfather (1972), for den er mere intim, hvilket falder mere i min film smag.