Anmeldelse: The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone

They pull me back in!

Produktionen var plaget af Coppolas manglende inspiration og en alt for kort produktionsperiode. Instruktøren krævede 6 millioner dollars og 6 måneder til at skrive manuskriptet, men Paramount gav ham kun 1 million og blot 6 uger. Sammenlagt havde han kun et år til at skrive, indspille og klippet filmen, for at nå Paramounts jule-deadline. Resultatet er også derefter og filmen er bestemt et vidnesbyrd om Coppolas talent og håndarbejde, at den trods alt er blev så god som den blev.

The Father…

Efter et langt liv med vold, mord og forsømmelse af sin familie, har fortidens synder indhentet den 60-årige Michael Corleone (Al Pacino) og skyldfølelsen tynger hans samvittighed. Derfor beslutter han sig for at prøve at legitimere sit kriminelle imperium ved at opkøbe Vatikanets aktier i ejendomsselskabet Immobiliare. En handel der viser sig at være mere farefuld end først antaget.

The Son…

Eftersom Michael heller ikke her helt ung længere, er det også på tide at finde sin afløser og der falder valget, i mangel af bedre, på nevøen Vincent (Andy Garcia). Vincent er, lige som sin far Sonny, lidt af en hidsigprop, der hverken har intellektet eller tålmodigheden til at lede familieforetagendet. Vincent er også begyndt at date sin egen kusine, Michaels datter, Mary, hvilket Michael bestemt ikke bryder sig om. Michael ser derfor sit snit til at give Vincent et tilbud han ikke kan afslå. "Hold dig fra min datter og overtag familiefortagenet." Spørgsmålet er bare om storcharmøren Vincent kan overholde den aftale?

And the HOLY SHIT is that Sofia Coppola?!

Filmen var også plaget af castingproblemer. Da Winona Ryder sprang fra filmen i sidste øjeblik, castede Francis derfor sin egen datter, Sofia, i rollen som Michaels teenagedatter, Mary. Kritikerne var bestemt ikke søde ved Sofia og mange bebrejdede hende for at filmen ikke fungerede. Hun er måske ikke den bedste skuespiller i verden, men at give hende hele skylden for filmens manglende kvalitet, er bestemt ikke fair. The Godfather: Part III er ikke så dårlig, som rygtet siger, men sammenlignet med Part I og II, er den blot en middelmådig film og ikke helt værdig som afslutning på trilogien.

Redux

Derfor har The Godfather: Part III længe været en torn i øjet på Coppola, så da filmen havde 30-års jubilæum, i 2020, omklippede han den i et forsøg på at komme tilbage til sin og forfatteren Mario Puzos oprindelige idé. Det resulterede i at denne nye udgave med titlen The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone, som er fire minutter kortere end den oprindelige udgave og hvor både starten og slutningen er blevet ændret.

“It’s not personal, it’s business”

Hvis man ikke kender den originale film virkelig godt, så kan det være svært at se, præcis hvor Coppola har klippet om i den. Det er hovedsageligt i starten og i slutningen at de store ændringer er fortaget. Generelt har filmen også fået lidt mere tempo, men den snegler sig stadig afsted og manuskriptet bærer tydeligt præg af at Coppola var presset for tid og forholdsvis uinspireret. Alle de rette elementer er til stede, men det er som om, at de ikke er blevet helt gennemarbejdet. Dette var en bestillingsopgave for Coppola, ikke et passionsprojekt. Resultatet er en film, der afhænger for meget af skabelonen fra de to foregående film og som derfor bliver ret forudsigelig.

Epilog

The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone er efter min mening ikke en bedre udgave af ”Part III”. Klimakset, der velsagtens er det bedste ved hele filmen, er i denne version også strammet op og fremkommer nu mere forvirrende og forhastet, end følelsesmæssigt tilfredsstillende, hvilket var instruktørens egentlige intention. Og uden at komme ind på for mange detaljer giver titlen heller ikke længere rigtig mening. ”Coda” virker derfor mest af alt som et ”money grab” fra Coppolas side. ”Coda” er ikke et must-see, men har man allerede været med på rejsen igennem de to første film, er 3’eren lidt som at vise sine venner et fotoalbum, med alle billederne fra ferien. De bringer muligvis gode minder med sig for dem der har taget billederne, men det vil aldrig være det samme som at være der selv.