Anmeldelse: The Fabelmans

Magical Realism

Senere er også Catch Me If You Can og Jaws kommet blandt mine absolutte yndlingsfilm. Fælles for dem alle er, at de er fyldt med lune og magi, men samtidigt forankret i virkeligheden, hvilket for mig, blot gør dem endnu mere magiske. Karaktererne; rumvæsner såvel som nazister, har altid menneskelige træk og er relaterbare, på hver deres måde og selvom historierne tit er larger than life, bliver de ofte fortalt med en uskyldsrenhed, fra et barn eller en teenagers synspunkt.

Alien Nation

Stevens bedsteforældre immigrerede fra Ukraine til USA i starten af 1900 tallet og slog sig ned i Cincinnati, Ohio. Ca. 46 år senere, ved udgangen af anden verdenskrig, blev Steven så født. Han var en stille og genert dreng, der i en ung alder forelskede sig i filmens verden og det er netop her, at historien om The Fabelmans starter.

Child’s Play

Året er 1952. Den 5-årige Sammy Fabelman (Mateo Zoryan) har netop set sin første film i biografen: Cecil B. DeMille's The Greatest Show on Earth, en oplevelse der ryster den følsomme dreng. For at bearbejde chokket, låner han sin fars 8mm kamera og genskaber minutiøst togulykken fra filmen, hjemme i garagen. Sammys debutfilm modtages med blandet fornøjelse. Hans far er irriteret over, at Sammy ødelægger sine dyre modeltog på en dum hobby, mens hans mor inspirerer ham til at udforske sin kreativitet og nye passion.

Family Matters

Sammy er på flere punkter fanget mellem to verdener. Familien er jøder, hvilket i USA, er en verden for sig selv med alle deres skikke og forholdsvis strenge religion. Faderen, Burt (Paul Dano), er elektroingeniør og for ham er det logik og teknik, der tæller. Moderen Mitzi (Michelle Williams) er koncertpianist og lader sig styrer af sine følelser. For hende er det i langt højere grad kunsten der værdsættes.

Flirting with Disaster

Det hele kulminerer nogle år senere, da teenagen Sammy, optager familiens campingtur, hvor han fanger Mitzis flirt med Burts bedste ven og samarbejdspartner, Bennie (Seth Rogen). Filmstrimlen lyver ikke og det står klart at Mitzi og Bennie har en affære. Dette efterlader Sammy i et dilemma. Skal han lade optagelserne tale for sig selv, med risiko for at splitte familien ad, eller skal han manipulere med virkeligheden og klippe flirten ud, så han forskåner sin familie for sandheden?

Temple of Gloom

Det er ca. halvdelen af The Fabelmans historie og den skulle være stoppet der. Desværre trækker Steven Spielbergs semiautobiografiske fortælling ud i langdrag. Hele næste halvdel af filmen fokuserer nemlig på Sammys high school år, erfaringer med det modsatte køn og hans oplevelser med jødehad. Det føles som en helt anden film og den har slet ikke samme magi som første del.

Hvad fabler du om, mand?

The Fabelmans er i sagens natur Steven Spielbergs mest personlige film til dato, men det er tydeligt at instruktøren er alt for tæt på emnet. På et tidspunkt mister Sammy lysten til at lave film og det er nogenlunde heromkring, at filmen for alvor knækker for The Fabelmans. Den næste halve time svæver den ufokuseret rundt og det er svært at finde ud af, hvor Spielberg vil hen med fortællingen.

Raiders of the Lost Art

På sin vis er The Fabelmans klassisk Spielberg, den har helt klart ekkoer af tidligere Spielberg film så som Close Encounter of the Third Kind, Catch Me If You Can og E.T., men magien, der gjorde så mange af filmskaberens værker til udødelige klassikere, udebliver af urangsagelige årsager fra The Fabelmans. Den har ellers alle de rette ingredienser til en Spielberg film: En fraværende far, en lettere excentrisk mor, en hovedperson med en altopslugende passion/besættelse og elementer af magisk realisme, men alle ingredienserne kommer aldrig sammen til en sammenhængende "Cholent".

Dødens Gaaaaaab

Selvom det ikke giver mening, så er det som om Steven har opbrugt alt sin filmmagi på at fortælle andres historier. Vi føler tæt på intet for karaktererne og historien kollapser under sin egen vægt på grund af den oppustede spilletid. Derfor ender The Fabelmans som en forholdsvis kedelig, langtrukken og charmeløs affære. En coming-of-age fortælling, uden nogen synderlig stor visdom, vi kan tage med os som publikum. I 1975 lavede Spielberg Dødens Gab, i 2022 har han lavet Dødens Gaaaaab…