The Bikeriders – Trailer
The Leader of the Pack
Instruktøren Jeff Nichols har et forholdsvist kort, men ikke desto mindre imponerende CV: Take Shelter (2011), Mud (2012), Midnight Special (2016) og Loving (2016) er alle anmelderroste film, der vidner om en filmskaber med en unik stemme og en stærk vision. Nu er Nichols tilbage på det store lærred med The Bikeriders, en autentisk fortælling om motorcykelbanden The Vandals, baseret på Danny Lyons foto-journalistiske bog fra 1968.
Ride or Die
Året er 1965. Efter at have set Marlon Brando i The Wild One på tv, beslutter langtogschaufføren og familiefaren Johnny Davis (Tom Hardy) sig for at starte en motorcykelklub som han kalder ”The Vandals”. Til at starte med er den lille gruppe blot en flok ”grease heads”, der elsker at rode med motorcykler, snakke om at rode med motorcykler, drikke en masse øl og så køre på motorcykler.
Riders on the Storm
Johnnys højre hånd er Benny Cross (Austin Butler). En dag møder han Kathy (Jodie Comer), der er en outsider i gruppen. Til at starte med synes Kathy ikke om de beskidte rockere, men hun bliver stormforelsket i den rodløse og rebelske Benny og snart er hun en fast del af The Vandals.
Buy the Ticket, take the Ride
Også den unge, studerende foto journalist Danny (Mike Faist) lader sig forføre af livsstilen og de mange skæve typer den medfører. Han følger The Vandals i tykt og tyndt over flere år og dokumenterer ivrigt, hvordan klubben ændrer sig i takt med at der kommer flere og flere medlemmer til og nye afdelinger skyder på rundt omkring i landet. Det er nemlig ikke alle de nye, der respekterer klubbens regler.
“As far back as I can remember, I always wanted to be a Biker”
The Bikeriders (2023) forsøger at romantisere biker-miljøet på samme vis som f.eks. Goodfellas (1990) gjorde det med gangster-miljøet og Almost Famous (2000) gjorde det med Rock ’n’ Roll-dyrkelsen. Således bliver historien om The Vandals fortalt i tilbageblik af Kathy, mens Danny interviewer hende om de år han selv har misset.
Been there, done that, greased up the t-shirt
Problemet med denne form for fortællegreb, er at vi som publikum bliver fodret hele historien bid for bid, hvilket gør handlingen meget forudsigelig, fordi vi ved hele tiden, hvad der nu kommer til at ske. Dermed ender hele affæren med at blive en tand kedelig at overvære i længden.
The Outsiders
På plussiden er filmen fyldt med gode skuespillere, der gør deres bedste for at puste liv i karaktererne. Tom Hardy er strålende som altid, og Jeff Nichols-favoritten, Michael Shannon, er bemærkelsesværdig som den litauiske Zipco, der godt kunne bruge en tandbørste og et varmt brusebad. Austin Butler kan dog stadig ikke helt ryste sit Elvis-image af sig og kæmper for at finde sig selv i rollen som den humørsyge Benny. Norman Reedus føles også en smule malplaceret og hans falske skæg minder mere om en karakter fra en Saturday Night Live sketch, end en ægte motorcyklist, derudover tilføjer hans karakter intet til historien.
New-Comer
Jodie Comer er til gengæld en scenetyv, som hun for øvrigt også er det i Free Guy (2021), The Last Duel (2021) og Killing Eve (2018-2022). Hun skinner som Bennys tragiske kone, en kvinde splittet mellem to verdener. Comer bærer filmen med selvsikkerhed, men også her har vi nogle gange svært ved at forstå karaktermotivation. Hvad hun finder så fascinerende ved miljøet (udover Benny), og hvorfor hun tilslutter sig til klubben i det hele taget, forbliver på en måde et mysterium.
Sons of Ah-don’t-care
The Bikeriders emmer af nostalgi og forkærlighed for tidsalderen, men Jeff Nichols formår ikke at forføre sit publikum ved blot at klippe en række montager sammen til tonerne af den melankolske ”Out In The Streets” med The Shangri-Las og psykedeliske ”I Feel Free” med Cream. Fotografen Adam Stone leverer som altid stemningsfyldte billeder, men der hele ender som et glansbillede, som aldrig rigtigt føles ægte og bestemt ikke troværdigt. Filmen som helhed tilføjer dermed ikke noget nyt til biker-genren, som ikke allerede er blevet sagt før i film som Easy Rider (1969) or The Wild One (1953).
Drengerøvsfaktor: '65 %
Teknisk information:
Original titel: The Bikeriders
Land: USA, 2023
Instruktør: Jeff Nichols
Cast: Jodie Comer, Austin Butler, Tom Hardy, Mike Faist, Michael Shannon, Norman Reedus, Toby Wallace
Genre: Krimi/Drama
Billedformat: 2.39:1
Lydmix: Dolby Digital
Spilletid: 116 min
Dansk bio premiere: 11. juli 2024
Distributør: United International Pictures
All Rights Reserved: Focus Features
Easy Riders, Raging Bulls
The Bikeriders er fyldt med interessante karakterer og arketyper, der skriger til himmelen om at blive udforsket, men i og med at historien bliver fortalt i tredje person, kommer vi aldrig rigtigt ind på livet af nogen af dem, udover Kathy selv – de øvrige karakterer forbliver endimensionelle klichéer.
Land of the Free
Gode biker-film fortæller os noget om modkulturen, de viser os en anden side af Amerika vi ikke kendte, det er det, den genre er skabt til. The Bikeriders viser os bare en flok aldrende mænd på cykler, som hovedsageligt hænger med mulen og lejlighedsvis kommer i slåskampe. Vi bliver ikke engageret i deres verden og som følge af dette forbliver vi publikum blot tilskuere, evige prospects, men bliver aldrig fuldbyrdet medlemmer af klubben, så når det hele er sagt og gjort og støvet har lagt sig på motorvejen, har vi for længst mistet interessen og solgt vores cykler videre eBay.