Anmeldelse: The Banshees of Inisherin

‘They're filming midgets!’

Tre år senere havde den skæve gangsterkomedie In Bruges med Colin Farrell og Brendan Gleeson så premiere. Jeg så til min forundring, at den var skrevet og instrueret af Martin McDonagh og så var forventningerne sat i vejret. Jeg elskede den, til min lettelse, fra første sekund. Karaktererne var fejlbehæftede og levende, men relaterbare og sympatiske, dialogen var finurlig og nærmest musikalsk. Historien var dyster, men eventyr-agtig på en og samme tid. Jeg var solgt og klar på at tage først mulige fly til Brugge, en tur jeg dog stadig har til gode.

BFF’s

Efter den mislykkede Seven Psychopaths og den fremragende, Oscarbelønnede Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, er Martin McDonagh, Colin Farrell og Brendan Gleeson nu teamet up igen med The Banshees of Inisherin, en sort komedie om et venskab mellem to midaldrende mænd, der af uransagelige årsager er gået i opløsning.

The Wail(ing)

Titlen The Banshees of Inisherin hentyder til et irsk folkesagn der handler om en kvindelig ånd, hvis jamren advarer folk om et kommende dødsfald i huset. I filmen komponerer Brendan Gleesons karakter en sørgmodig melodi af samme navn, som en hyldest til øen, til trods for at der efter sigende slet ikke er nogle ’Banshees’ på Inisherin. Ikke desto mindre er titlen perfekt, den indkapsler nemlig den stemning McDonagh har skabt med sin underfundige folkesang.

‘We’re Not in Kansas Anymore, Doherty’

Banshees omhandler livet på den fiktive ø Inisherin, som ligger ud for fastlandet. Dér udspiller sig de sidste dage af den irske borgerkrig, men for amatørviolinisten ColmSonnyLarry Doherty (Brendan Gleeson) er krigen på fastlandet langt fra hans største bekymring.

Unfriended

En dag fortæller Colm nemlig sin livslange ven Pádraic Súilleabháin (Colin Farrell), at han ikke længere har lyst til at være venner med ham. Det er ikke noget Pádraic har sagt eller gjort, der ligger til grund for Colms beslutning, han gider simpelthen bare ikke at være i Pádraics kedsommelige selskab længere.

Breaking up is hard to do

Pádraic er selvsagt forbavset over bekendtgørelsen og bruger resten af filmen på at finde ud af, hvorfor i alverden Colm har truffet denne drastiske beslutning. Uden at afsløre for meget af handlingen, kan jeg sige at det kommer til at koste de to ’frenemies’ blod, sved, et hus, et kæledyr og en håndfuld fingre førend historien er omme. Det er sort, det er sjovt, det er McDonagh når han er bedst. I frecking love it!

Time Bandits

Det er nok ikke tilfældigt at McDonagh har valgt at placere sin handling for præcist 100 år siden, hvor alting gik lidt langsommere. For det første skaber det en følelse af symmetri og for det andet en fin kontrast til vores hektiske moderne liv. Vi har med andre ord brug for kontrasten for at se lyset. Dengang kunne det muligvis have store konsekvenser for den ven og hans eller hendes familie at blive uvenner med nogen. I dag kan du blive ven med enhver med et enkelt klik og ikke tænke mere over det. Men det gør vi ikke.

In a Better World

De fleste af os er tilgængelige, via sociale medier, 24 timer i døgnet, og vi kan sikkert alle nikke genkendende til følelsen af, at alle disse platforme ikke er andet end hvid støj og tidsrøvere, der distraherer os fra at nå vores aspirationer og sande potentiale. Apps har udvalgt vores venner for os, og de fleste af os lader dem, uden omtanke, komme ind i vores liv hver dag, når det passer dem. Det er en genial social kommentar fra McDonaghs side om at vælge, hvad der faktisk giver os værdi i vores liv og lukke al støj og distraktioner ude for at kunne forbedre os selv.

The Lives of Others

Colms simple ønske om at være i fred, synes derfor slet ikke så fjern endda. Vores tid er dyrebar og spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at spilde på dysfunktionelle forhold og forældede venskaber, ligegyldige drukture, #fakenews, andre folks insta-liv, hjernedøde TikTok og YouTube videoer?

‘You say it best, when you say nothing at all’

The Banshees of Inisherin er bestemt ikke en film for alle. Den er ved første øjekast en semideprimerende fortælling om en landsby bestående af mere eller mindre ensomme mennesker, der lever et forholdsvis isoleret liv og et mikrodrama om to halvgamle mænd, der ikke længere kan enes. Men giver man filmen en chance, åbner der sig en anden verden. Det er nemlig i detaljerne at Banshees skal nydes. I det underspillede, det usagte, det uforklarlige at guldet gemmer sig. Misser man det, misser man hele pointen.

’And the Oscar goes to…’

Colin Farrell har haft et brag af et år som The Pinguin i The Batman, som heltemodig dykker i Ron Howards autentiske drama Thirteen Lives, som familiefar i den futuristiske After Yang og senest i The Banshees of Inisherin. Han er selvskrevet til en Oscar i marts og Brendan Gleeson burde også være en stærk kandidat til en bedste mandlige birolle. Det samme gælder for Kerry Condon som Pádraics søster, Siobhán, den eneste fornuftige person på hele øen, hvilken pragt præstation! Barry Keoghan leverer endnu en enestående og hjerteskærende præstation som Dominic, landsbyidioten. Han fortjener alt den ros os alle de priser der findes.

Det danske islæt

Martin McDonaghs beviser atter at han er mesteren når det kommer til skarp dialog og skæve eksistenser. Filmfotografen Ben Davis får Irlands utæmmede landskab og dystre himmel til at fremstå smukkere end nogensinde. Carter Burwell supplerer med et diskret men stemningsfyldt score og så er filmen tilmed klippet af en dansker, Mikkel E.G. Nielsen, der i 2021 vandt en Oscar for Sound of Metal.

FOMO

The Banshees of Inisherin er med andre ord en tidsrøver, du godt kan være bekendt at spilde 2 timer af dit liv på. Bare roligt, dit sociale liv skal nok være der efter filmen og du er med sikkerhed ikke gået glip af det helt store, men måske kan Banshees give dig et nyt syn på, hvor meget du vil lade dig styrer af det.