Anmeldelse: Super Mario Bros. Wonder Bellabel Park Nintendo Switch 2 edition

Det er ikke altid, at genudgivelser rammer plet. Nogle gange føles de som en lidt for nem omgang ny lak på noget, der allerede virkede fint. Men med Super Mario Bros. Wonder – Nintendo Switch 2 Edition + Meetup in Bellabel Park har Nintendo faktisk gjort mere end bare at hæve opløsningen og smide et nyt label på æsken.

Grundspillet var allerede en af de stærkeste 2D Mario-oplevelser i mange år. Den del er der ikke så meget at diskutere. Banedesignet er stadig ekstremt opfindsomt, animationerne er fyldt med personlighed, og hele Flower Kingdom emmer af den der særlige Nintendo-energi, hvor selv små fjender og baggrundsdetaljer føles gennemtænkte. Spørgsmålet er derfor ikke, om Wonder stadig er godt. Det er det. Spørgsmålet er, om Switch 2-versionen tilføjer nok til, at den er værd at tage seriøst.

Flere udfordringer til dem, der savnede modstand

Noget af det mest vellykkede i den nye udgave er Toad Brigade Training Camp. Her får man en stor bunke korte udfordringer, som remixer idéer, baner og mechanics fra hovedspillet på mere krævende måder. Hvor det originale Wonder ofte var mere kreativt end svært, skruer de her missioner langt mere op for præcision, timing og fejlmargen.

Det klæder spillet. Mario-kontrollen er så skarp, at det næsten virkede synd, at hovedspillet sjældent pressede spilleren helt i bund. Her får man endelig lov at arbejde lidt for sagen. Flere af de sene udfordringer lyder måske simple på papiret, men bliver hurtigt til små nerverystende tests, hvor én forkert bevægelse sender dig tilbage til start.

Bosskampe, der er markant bedre end før

En af de ting, Wonder blev mødt med en smule kritik for første gang, var bosskampene. Det har Nintendo tydeligvis lyttet til. De nye Koopaling-kampe er klart blandt udvidelsens højdepunkter og løfter faktisk niveauet overraskende meget.

De leger mere med Wonder-konceptet, de er mere sceniske, og de føles mindre som rutine og mere som små set pieces. Nogle af dem er decideret blandt de bedste bosskampe, man har set i et 2D Mario-spil. Ikke fordi de bliver Dark Souls-svære, men fordi de endelig bruger universets kreativitet på en måde, der føles frisk.

Bellabel Park er sjovest i sofaen

Meetup in Bellabel Park er den del, der mest tydeligt er bygget til grupper. Her finder man en række co-op og versus-minispil, og det er især de lokale samarbejdsbaner, der fungerer bedst. Når man skal koordinere hop, bygge platforme eller styre samme figur sammen, opstår der hurtigt den slags kontrollerede kaos, som Nintendo ofte er bedst til.

De konkurrenceprægede minispil er mere svingende. De er fine, men de har også lidt den der “det kunne have været en Mario Party-ekstra” energi. Det er hyggeligt, men ikke nødvendigvis noget, der alene sælger pakken.

Online-delen lyder bedre, end den er. Flere anmeldelser peger på, at udvalget er mere begrænset her, og at manglen på ordentlig matchmaking gør det unødigt besværligt at komme i gang. Det er en lidt mærkelig begrænsning i en ellers ret velpoleret udgivelse.

Små forbedringer, der gør en reel forskel

Det mest undervurderede ved Switch 2-udgaven er nok de praktiske forbedringer. Stabil 60 fps, højere opløsning og mere overskueligt multiplayer-kamera gør ikke nødvendigvis spillet nyt, men de gør det mærkbart bedre.

Især kameraløsningerne i lokal multiplayer lyder som noget, der burde have været der fra start. Når skærmen zoomer længere ud, og spillerne ikke hele tiden bliver straffet af kaotisk framing, bliver Wonder pludselig langt sjovere som familiespil. Det er den slags kvalitet-of-life-ting, der måske lyder små i en feature-liste, men som i praksis kan ændre ret meget.

En udvidelse, der ikke genopfinder spillet – men forfiner det

Det her er ikke en kæmpe expansion, der omskriver Wonder totalt. Du får ikke en helt ny kampagne eller et nyt stort eventyr. Du får mere Wonder – og heldigvis er det meste af det ekstra indhold lavet med forståelse for, hvad der fungerede så godt i forvejen.

Hvis man allerede elskede grundspillet, er der meget at hente i de nye udfordringer og bosskampe. Hvis man aldrig fik spillet Wonder første gang, er det her uden tvivl den definitive version.

Samlet set

Det er ikke alt i Bellabel Park, der rammer lige hårdt, og online-delen føles mere begrænset, end den burde. Men når kernen stadig er et af de bedste 2D Mario-spil i nyere tid, og når det ekstra indhold faktisk forbedrer nogle af de få svagheder fra originalen, så er det svært ikke at være godt tilfreds. Super Mario Bros. Wonder på Switch 2 er ikke bare en genudgivelse. Det er sådan her, man gør det ordentligt.