Anmeldelse: Spencer
You've been cordially invited for a feast
Spencer - trailer
The In-laws
Det er julen, 1991 og traditionen tro mødes det britiske kongehus på dronningens overdådige Sandringham Gods i Norfolk. Men der er én person i kongefamilien, der ikke glæder sig til opholdet: Diana Spencer, Princess of Wales (Kristen Stewart). Gennem længere tid har hun følt sig uvelkommen i familien og som et tredje hjul i ægteskabet til Prins Charles (Jack Farthing). Diana er der derfor udelukkende for at se sine to sønner William (Jack Nielen) og Harry (Freddie Spry).
I Want to Break Free
Presset fra kongehuset, medierne og rygterne om Charles’ affære har givet Diana mentale problemer og hun har kun få støtter i denne svære tid. Den ene er påklædersken Maggie (Sally Hawkins) som Diana kan betro sig til om sine inderste tanker og længsler. Den anden er kokken Darren (Sean Harris), der ligeledes prøver at gøre juledagene sammen med familien mere tålelig for prinsessen. Den sidste alliance, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, kommer fra en noget uventet side, men denne person er måske den vigtigste og hjælper Diana til at endegyldigt at bryde med kongehuset.
The Women
Spencer er instrueret af Pablo Larraín, der tidligere har lavet filmen Jackie (2016) om Jackie Kennedys svære dage efter mordet på hendes mand. Spencer minder meget om Jackie i stil og tone. Begge film er en form for meditation over den respektive sindstilstand, som de to kvinder gennemgår, men hvor Jackie havde en naturligt flow i sin historie, via tragedien, går Spencer i tomgang og føles desværre som en omgang selvmedlidenheds navlepilleri.
The Princess Diaries
Det store problem med Spencer er at vi intet for forklaret. Hvis man ikke allerede kender til historien om Diana, så er man lost i forhold til alle nuancerne omkring, hvorfor hun opfører sig som hun gør i filmen. Skal man se filmen som en selvstændig enhed, så er det en historie om en umoden, sindsforvirret, forkælet ung kvinde, der gør alt, hvad hun kan for at gøre juledagene med svingerfamilien så akavet som muligt.
Oh, baby!
Det i sig selv kunne sagtens have været et gribende drama a la John Cassavetes’ mesterfulde A Women Under the Influence (1974), men Larraín formår (eller ønsker) ikke at hæve dramaet til mere end umoden, emo surmuleri og selvforskyldt opkast. Indimellem får man fornemmelsen af et psykologisk drama, hvilket leder tankerne over på Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Larraín hentyder selv til at Spencer er en fiktiv fabel i starten af filmen så, hvorfor ikke gå all-in og lave et gotisk eventyr om det onde britiske kongehus med Diana som ofret, fanget i spøgelseshuset. What a story, Mark!
Lady Kri
Det er synd at Spencer ikke er en bedre film, for Kristin Stewart er perfekt som Diana. Hun er selvskreven til div. prisuddelinger og velfortjent, for hun ikke blot spiller, hun ER Diana. Stewart viste allerede, hvad hun kan præstere i den undervurderede Seberg (2019), men i Spencer når hendes talent nye højder. Alene af den grund er filmen værd at se, så længe man altså ikke forventer nogen stor film oplevelse.
Drengerøvsfaktor og teknisk info:
Drengerøvsfaktor: 0 %
Teknisk information:
Original titel: Spencer
Land: UK/Tyskland/USA/Chile, 2021
Instruktør: Pablo Larraín
Medv.: Kristen Stewart, Timothy Spall, Sean Harris, Sally Hawkins, Jack Farthing, Jack Nielen,
Freddie Spry
Genre: Biografi/Drama
Billedformat: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 111 min
Dansk bio premiere: 25. december 2020
Distributør: Scanbox