Film

Anmeldelse: Saw X

Jigsaw er tilbage!

Anmeldelse: Saw X
Nordisk Film Distribution
Dennis Stanley
Af Dennis Stanley 28. september 2023

2 ud af 6 stjerner

Saw X – Trailer

Been there, Saw that

Da Saw ramte biograferne tilbage i 2004, var den et råddent pust i genren. Den minimalistiske, rå stil og den overraskende slutning satte med det samme filmen på gyserkortet. Året efter kom der en veloplagt opfølger, og siden da har franchisen hurtigt vokset sig til en af de største i nyere tid. Men for hver film er originaliteten og underholdningsværdien dalet, tand for tand, film for film.

Nu er Saw X så klar i biograferne og spørgsmålet er, om Jigsaw efterhånden er blevet offer for sin egen torturporno, eller om seriemorderen kan overleve endnu en ”cash grabbing” efterfølger.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

Miracle Drug

Året er 2004. Den kræftramte civilingeniør og arkitekt John Kramer (Tobin Bell) er desperat for at finde en kur, der kan redde hans liv. Han har en hjernetumor og er i stadie 4, så der er ikke meget traditionelle lægemidler kan gøre for ham. En dag møder han en ven, der fortæller ham om et nyt vidundermiddel – en genterapi skabt af den norske læge Finn Pederson (Donagh Gordon). Big Pharma vil selvfølgelig ikke have nogen form for konkurrence, så de norske læger må arbejde i smug fra en transportabel operationsstue på en ukendt lokation et sted udenfor Mexico City.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

Viva la Vida

John betaler i dyre domme for behandlingen og tager den lange rejse til Mexico. I idylliske omgivelser møder han blandt andre lederen af forsøgscenteret, Dr. Finns datter, Dr. Cecilia Pederson (Synnøve Macody Lund), samt kirurgen Dr. Cortez (Joshua Okamoto) og husholdersken Gabriela (Renata Vaca), der alle tager vel imod Kramer.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

A Good Day to Die, Hardly

Alt virker lovende og Cecilia forsikrer John om, at han snart vil være kræftfri igen. Pludseligt ser fremtiden lys ud for den kære seriemorder, men da John vågner efter indgrebet, går der hurtigt op for ham, at det hele blot var et fupnummer og han slet ikke er blevet opereret. Man kommer selvfølgeligt ikke levende afsted med at snyde Jigsaw, og snart befinder de skyldige sig fanget i seriemorderens grusomme fælder.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

This Is Spiral Tap

Man skal ikke lade sig forvirre af, at John Kramer døde tilbage i Saw III (eller gjorde han?). For selvom Saw X er, som titlen antyder, den 10. film i rækken, så foregår handlingen rent kronologisk imellem den første og den anden film i serien. Det er første gang franchisen bruger så megen tid på John Kramer og hans historie og den første halve time af Saw X føles da heller ikke som en Saw-film. Ikke desto mindre er det netop den første halvdel der klart er den mest interessante.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

”Horse Dewormer”

Post Covid-19 er det svært ikke at læse en vis form for politisk budskab ind i filmens handling. ”Hvis man stoler på alternativ behandling, bliver man snydt.” Dermed udøver filmskaberne samme moralprædiken som Jigsaw, om end ikke med samme fatale udgang andet end kedsomhed. For lige så snart vi er tilbage i velkendt Saw territorie, er der intet nyt under saven.

Nordisk Film Distribution
Nordisk Film Distribution

Who’s Zep? Zep’s dead, baby. Zep’s dead.

I sidste ende er det ironisk nok publikum der atter er offer for Jigsaws fælde, i og med at de har brugt tid og penge på at gå i biografen. Man kan håbe at filmskaberne følger det engelske alfabet, så der efter ”X” filmen kun er Saw Y og Saw Z tilbage… For at fuldende ringen kunne filmskaberne så måske slutte hele serien af med den originale antagonist og kalde filmen Saw Zep. Det ville i det mindste have en eller anden form for symbiose og være bare en smule mere originalt end de sidste 8 film i serien.

Drengerøvsfaktor: 35 %

Teknisk information:

Original titel: Saw X

Land: USA, 2023

Instruktør: Kevin Greutert

Cast: Tobin Bell, Shawnee Smith, Synnøve Macody Lund, Steven Brand, Renata Vaca, Joshua Okamoto, Octavio Hinojosa, Donagh Gordon

Genre: Gyser/Mystery/Thriller

Billedformat: 2.00:1

Lydmix: Dolby Digital

Spilletid: 118 min

Dansk bio premiere: 28. september 2023

Distributør: Nordisk Film Distribution

One-Punch Man vender tilbage med sæson 3 i 2025

Læs også: One-Punch Man vender tilbage med sæson 3 i 2025

Jack Quaid føler ingen smerte er plottet i  Novocaine – se den vilde trailer her

Læs også: Jack Quaid føler ingen smerte er plottet i Novocaine – se den vilde trailer her