Anmeldelse: Saints Row (2022)

Frihed til at udtrykke sin karakter

Saints Row var tidligt ude med deres Boss Creator, et lav-din-egen karakter værktøj, der allerede inden spillets udgivelse blev frigivet, så forventningsfulde spillere kunne slå sig løs med at skabe deres helt egen Saints-Boss. 

Boss Creator er på mange måder et interessant bekendtskab - og i tidens ånd har Volition lavet en kønsflydende kreatør, der gør det muligt at tweake ens spilfigur i et væld af forskellige kropskonfigurationer. 

Det værktøj har rent faktisk vist sig at være et udmærket legetøj for kreative gamere, der har skabt et væld af genkendelige karakterer inden for de vide rammer. 

Mission: Start

Når først Bossen er på plads, tager spillet sin start. Man starter ud med et flash-forward, hvor man får et lille historiebid fra en senere handling i spillet - inden man kastes igang med spillets indledning - 'et par måneder tidligere'. 

Her er man en håbefuld lejesoldat, der kastes ud på en bombastisk mission i en western-tematiseret feriepark. 

Den 30 minutter lange intromission, fungerer som spillets tutorial - og her introduceres en række af spillets grundfunktioner: Et forholdsvist flydende bevægelsessæt, der tilbyder en middelmådig shooter-oplevelse. Mens skydeaspektet ikke er alt i et open-world spil af denne kategori, bliver man dog sendt ind i en sand storm af navnløse bad guys, der skal pløkkes ned. Sekvensen har masser af eksplosive øjeblikke, og totalt urealistiske wtf-moments, og det er af slagsen man forventer fra Saints Row. 

Dog må man i indledningen se bort fra den åbne verden, for mission er komplet liniær, med et banedesign der minder om en Uncharted-agtig tragt, der trækker en mod klimakset af kampen - undervejs kommanderes man rundt af en ligegyldig general - med flade jokes, der falder totalt til jorden. 

På dette tidspunkt var jeg allerede klar til en pause: Styringen er egentlig let at finde ud af, men skydegalleriet mod fjenderne var monotont, og hvor man ramte fjenderne var lidt ligegyldigt - et velplaceret headshot sender dem ikke i graven - der skal flere til. Okay, det er så spillets præmis - men en afstikker fra hvad man forventer fra disse mekanikker.

Brun open-world

Efter den langtrukne introduktion blev jeg endelig sluppet fri i den åbne verden - det amerikansk-inspirerede midt-vest med byen Santa Ileso i centrum. 

Mens jeg hopper i en bil og sætter retningen med min map-marker bander min karakter i stor stil over sin røvsyge chef, og det lader til at hun er ligeså medtaget af den lange intromission, som jeg selv er. 

Santa Ileso åbner sig op med et grafisk univers der er støvet og.. en kende kedeligt? Selve grafikken i spillet er egentlig fin - lyseffekterne fungerer og teksturerne er gode, men det stilmæssige udtryk i spillets art-direction minder mest af alt om et spil fra forrige generation. Det er ikke imponerende og wow-øjeblikkene lader vente på sig, mens man forliger sig med, at grafikken selvfølgelig ikke betyder alt i et open-world spil. 

Kort efter introduceres jeg for mine room-mates. Min Boss er centerpunktet for en gruppe af utilpassede fattigrøve, der kæmper med at betale huslejen - og beslutter sig for at skabe en 'Saints'-bande, der kan overtage herredømmet i byens kriminelle lag. Så er scenen ligesom sat for en rags-to-riches historie, hvor man kæmper sig op fra bunden. 

Men der er udfordringer med det hele. Saints Row forsøger ihærdigt at iscenesætte en spændende fortælling der kan drive spillets hovedmissioner videre, og det krydres tidligt i spillet med et væld af sidemssioner. Men det støder på fartbump på vejen. 

Saints Rows missioner forsøger gang på gang, at få mig til at trække på smilebundet med ligegyldige jokes, der ikke rigtig trækker noget glæde eller overraskelse i land - og det er en gennemgående faktor i spillets tekster - middelmådige punch-lines, der falder tungt til gulvet - tungere end animationen man får, når man lander uelegant fra en wingsuit-mission (Som er en af spillets sjovere sidemissioner). 

Faktisk fine spilmekanikker...

Undervejs finder jeg ud af, at mit problem med spillet er mest baseret på de kreative valg. Spillets udtryk og dets mission-skriverier er uimponerende og på grænsen til generiske. Men de understøttende spilmekanikker fungerer rigtigt godt, når først man lærer dem at kende. 

Skydemekanikkerne som jeg har været inde på, kræver en lille omstilling - til gengæld fungerer den ret fint. Der er blevet tilføjet små RPG-agtige systemer, der kræver at man tilpasser sin spillestil. Eksemeplvis har man en opdelt healthbar, der under kampe kun kan regenereres komplet, hvis man undervejs i skyderierne foretager nogle nærkamps-takedowns af fjenderne. det betyder noget for, hvordan man indgår i kampsekvenserne - og skaber noget mere dynamik i det, der ellers hurtigt kunne blive en run and gun-affære. 

Rinse, Repeat - Reboot

Saints Row har egentlig skelettet til at kunne være blevet et rigtigt godt spil, men det lider under et væld af beslutninger, som får det til at fremstå som et generisk miskmask af open-world troper. 

Mens historien er ganske traditionel, falder humoren (for mig) konstant til jorden, og mens spillet i de store strejf kontinuerligt opfordrer mig: Grin nu!, trækkes det med et væld af sidemissioner der efter første møde bliver gentagne og ensformige - og det er et ekstra lag af ensartethed i en brun open world base, der er mere død og uinteressant end hvad genrestandarden i dagens spilindustri lægger for dagen. 

Nogen gange er det ikke nok at give maskinen et enkelt reboot, og Saints Row 2022 kan nok reddes, men det kræver et nyt klask til kassen, i form af enten særstående DLC-indhold der opper standarden gevaldigt - eller et massivt sats, på at Saints Row kan udvikle sig til et mere levende online-univers, som kan agere platform for spillergenereret underholdning.