Anmeldelse: Priscilla

Becoming Priscilla

Sidste år fik vi Baz Luhrmanns fabelagtige biopic, der hyldede Elvis’ liv og karriere og nu, nærmest som en åndelig efterfølger, har Sofia Coppola så kastet sig over den mindre velkendte historie om hans kone, Priscilla. Filmen er baseret på Priscillas egen erindringsbog Elvis and Me og giver et noget anderledes indblik i, hvordan Elvis i virkeligheden var som person og hvordan det var at være gift med ”The King”.

Never meet your heroes

Første gang superstjernen Elvis Presley (Jacob Elordi), under sin udstationering i Tyskland i 1959, møder den blot 14 årige Priscilla Beaulieu (Cailee Spaeny) spørger han hende, hvad hendes yndlingssang af hans er. Nærmest profetisk svarer hun ”Heartbreak hotel”, for blot 4 år senere flytter hun ind hos Elvis, i hans legendariske Graceland i Memphis, hvilket bliver starten på et 13-årigt omtumlet og ofte følelseskoldt forhold.

What the Hellvis?!

Det viser sig nemlig, at Elvis langt fra er det charmerende, sexsymbol og teenageidol, han fremviser udadtil. I privaten er han humørsyg, usikker og kontrollerende. Han nægter også at have sex med Priscilla, alt mens aviserne bugner med historier om, hvorledes Elvis er forlovet med Ann-Margret og dater Nancy Sinatra, når han indspiller sine film. Historier der selvsagt gør Priscilla voldsomt jaloux.

Falling from Grace

I stedet for kærlighed og hengivenhed, giver han Priscilla pistoler, en makeover og et hav af piller til henholdsvis at falde i søvn på og holde sig vågen med. Elvis er altid væk på turne eller filmoptagelser, så Graceland bliver et slags gyldent bur for Priscilla, der til dagligt er komplet afskåret fra omverdenen. Mere og mere ulykkelig i ægteskabet indser hun med tiden, at hvad der startede som en teenagedrøm for den unge Priscilla, har udviklet sig til et sandt mareridt.

Tame!

Priscilla er en overraskende tam affære. Næsten hver eneste scene føles flad og uinspireret og generelt mangler filmen ganske enkelt en traditionel dramaturgisk opbygning, der kan føre os igennem denne fortælling. Vi kommer derfor aldrig ind på livet af hverken Priscilla eller Elvis. Det hjælper ikke på sagen at Jacob Elordi er en poor-man’s Elvis imitation og Cailee Spaeny, køn som hun er, ikke formår at projektere Priscillas følelsesliv, så vi forstår det på nogen måde eller føler med hende.

The Cult of Elvis

Elvis bliver fremstillet som en slags følelseskold, kontrollerende kultleder, der groomer en uskyldig 14-årig pige (mens han er 24 år), fordi han er ensom, for derefter at strippe hende af hendes personlighed ved, at give hende en Lana Del Rey-agtig makeover og isolere hende i hans ”Fortress of Solitude” aka Graceland, uden nogen veninder eller kontakt til sine forældre.

King Cruel

Portrættet af Elvis Presley er ikke særligt flatterende for at sige det mildt. Han er indbegrebet af ”toxic masculinity” i denne film. Om han virkelig var sådan eller om Priscilla (og/eller Sofia) har overdrevet lidt for at fremme forståelsen, må stå i det uvisse. Jeg nægter dog at tro på, at Priscilla ville være blevet i forholdet/ægteskabet i så mange år og sågar få et barn, hvis der slet ingen kærlighed eller glæde var, også selvom det er selveste Elvis Presley vi taler om.

Teenage Daydream

Det bringer os frem til stakkels lille Priscilla… Det er her, at filmen for alvor fejler. Vi forstår nemlig slet ikke hendes motivation. Ja, han er Elvis og denne form for stjernestatus kan være berusende at være i selskab af, men vi fornemmer på intet tidspunkt at Priscilla er fan eller betaget af stjernen. Hun lader sig bare rive med at strømmen og endnu mere vigtigt for filmskaberne; Lader sig kontrollere af MÆND!

His Latest Flame

Det hele fremstilles alt for nonchalant: ”Vil du møde Elvis?” spørger en soldat ”tilfældigt” Priscilla om, mens hun sidder og drikker en cola i en diner. ”Tja… hvem vil ikke det?” svarer hun. Sådan starter filmen og det er bare ikke en særlig engagerende måde at sætte en historie i gang på. Resten af filmen kører videre i samme rille og vi, som publikum, couldn’t care less.

A Little Less Conversation, A little More Action, Pleeeaaase!

Filmen gør også et stort nummer ud af, at Elvis var usikker på sin maskulinitet og ikke ville have sex med Priscilla. Om det var fordi hun var så ung, som hun var eller fordi han fik rigeligt ved siden af, står ikke helt klart. Problemet er bare, at fortællingen går i stå, fordi der næsten ingen udvikling er. Deres forhold rykker sig så lidt, scene for scene og vi forstår ikke hvorfor de overhovedet er sammen. Ironisk nok ender vi med at være lige så seksuelt frustrerede som Priscilla selv og tigger om ”A little More Action, Please!”

Return to Sender

Man kan fristes til at sammenligne Priscilla med Jackie (2016) og Spencer (2021), der ligeledes handler om kvinder, hvis mænd af denne ene eller den anden grund er fraværende og om hvordan disse kvinder er isoleret fra omverdenen. Men hvor de to film formår at give et intenst indblik i Jackies og Dianas unikke liv, kunne fortællingen om Priscilla og Elvis lige så godt være et afsnit af Keeping up With The Kardashians. Dramaet er omtrent lige så forceret og overfladisk. Som Elvis ville have sagt. ”Return to Sender”, for denne film er ikke sin to timers spilletid værd.