Anmeldelse: Poor Things

Frankenstein goes Gilliam

Filmen er baseret på en bog fra 1992 af den skotske forfatter Alasdair Gray og udspiller sig i et alternativt univers, en form for kloning mellem Terry Gilliams skøre fantasi, Wes Andersons visuelle stil, et strejf af Disneys version af Pinocchio og gyset fra Universal Studios klassiske monsterfilm. Ved at blande alle disse elementer sammen, har Lanthimos på sin vis skabt sin egen form for steampunk subgenre, der passer perfekt til denne fabelagtige fortælling.

”God” and Monsters

Historien foregår i 1882 og starter i det Victorianske London, hvor vi møder Bella Baxter (Emma Stone), en kvinde omkring de 30 år, der har en intelligens på niveau med en 2-årig. Bella er Dr. Godwin ”God” Baxters (Willem Dafoe) seneste eksperiment, tidligere har han eksperimenteret på dyr, hvor han har byttet kroppe og hoveder ud, så dyrene er blevet til små freaks of nature. Godwin selv ligner Frankensteins monster, efter hans far udsatte sønnen for horrible eksperimenter gennem hele sin barndom.

La Vita di Bella

Bella er ligeledes en af Godwins monstre. Han fandt hendes livløse krop liggende ved flodbredden, efter at hun havde begået selvmord og da hun var gravid på det tidspunkt, tog han hendes ufødte fosters hjerne og indplantede det i Bellas hoved. Til at overse Bellas fremskridt hyrer den uortodokse videnskabsmand en ung medicinstuderende, Max McCandles (Ramy Youssef), der hurtigt falder for Bellas charme og Godwin mener, at de to burde gifte sig, trods Bellas begrænsende hjernekapacitet.

Yer Fond of Me Lobster Ain't Ye?

Inden de to herrer dog ser sig om, har Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), en veltalende, dandy og ikke mindst liderlig advokat, overtalt Bella til at tage med ham til Portugal. Her knalder de to som kaniner, men der går dog ikke lang tid førend Wedderburns kontrollerende adfærd og rasende jalousi bliver for meget for Bella og hun bliver træt af forholdet. Bellas sind er nemlig i rivende udvikling og for hende bliver rejsen i høj grad en selvopdagelse, en uddannelse og en frigørelse fra mændene i hendes liv.

Oh! Hi, Society!

Med Poor Things har Yorgos Lanthimos lavet en unik film. Den er voldsomt underholdende, til tider surrealistisk, ofte dyster og en ganske filosofisk science fiction komedie, en født klassiker der stimulerer både hjernen og hjertet så vel som publikums syns- og høresanser. Filmen er en skarp samfundssatire, der udforsker alt lige fra arrangeret ægteskab og (semi)konsensuale forhold, forældede og hykleriske sociale etiketter og normer til forkvaklede kønsroller.

Shameless

Filmen har uden tvivl et feministisk budskab, Bella tager kontrol over sit eget liv, sin hjerne og sin krop, mens de ”stakkels” umodne mænd ser fortvivlede til fra sidelinjen. Men det er i dén grad også en historie der handler om at være herre/frue over sin egen skæbne, hvilket er fælles for alle køn. Selvom Bella på et tidspunkt prostituerer sig for at overleve, er hun skamløs omkring det, fordi hun gør det for sig selv og hun vokser af oplevelsen, i det findes der en vis visdom, som filmen er fuld af.

Location, Location, Location

Lanthimos har fået en del kritik for at ændre handlingen fra Glasgow i Skotland, hvilket er en essentiel del af romanen. Den græske instruktør følte dog ikke at han kunne fortælle historien fra det specifikke synspunkt og valgte derfor at ændre location til London, Portugal og Paris. Jeg har ikke læst bogen, og kan derfor ikke sige om det var en fejl fra Lanthimos side, for mig fungerede det perfekt at Bella og Duncan rejste rundt i de europæiske storbyer.

A Visual Tour de Feast

Poor Things er smukt realiseret af filmfotografen Robbie Ryan, der også arbejdede sammen med Lanthimos på The Favourite. Han mestrer både sort/hvid og technicolor med en lyssætning og en farvepalet der nærmest hypnotiserer en. Ryans arbejde går som fod i hose med Shona Heath og James Prices mageløse production design og de overdådige kostumer af Holly Waddington. Filmen er optaget udelukkende i et filmstudie, hvilket giver filmskaberne muligheden for at skabe dens overstiliseret look.

Sex in the City - Literally!

Ikke ulig Barbie (2023), er kostumerne og production designet ment som en forlængelse af karakteren. Vi ser verden igennem Bellas øjne og derfor er den lettere forskruet, til tider simplificeret og hele tiden en smule ude af balance. Blandt andet fordi Bella er så sexfikseret, er en del af kulisserne og kostumerne således, på genial vis, inspireret af kønsorganer, som man måske kun lægger mærke til subjektivt.

Heart of Stone

Der er mange fremragende præstationer gennem hele filmen og selvom det uden tvivl er Emma Stone der bærer det tunge læs og er filmens hjerte, får hun kompetent opbakning af især Mark Ruffalo som Bellas rejsepartner og elsker, Duncan Wedderburn. Selv var Ruffalo meget i tvivl om han passede til rollen, men Lanthimos forsikrede ham om, at han var perfekt og heldigvis for det, for han er hysterisk morsom som den pompøse, kærlighedssyge og ynkelige advokat. Ruffalo er selvskrevet til en Oscar-nominering, men spørgsmålet er, om han kan slå sin gamle Marvel-ven, Robert Downey Jr.?

Holy Movie Trinity, Batman!

Hvis du bare ikke kan få nok at trioen Lanthimos/Stone/Dafoe, så har du noget at glæde dig til. De har nemlig allerede indspillet en ny film sammen med titlen Kinds of Kindness. På rollelisten finder vi blandt andre også Jesse Plemons og Margaret Qualley. Efter sigende skulle filmen fortælle tre separate historier, hvor rollebesætningen spiller forskellige karakterer i hver handling. Det forventes at Kinds of Kindness får premiere til efteråret.

Yamas!

Poor Things er svær at beskrive, netop fordi den rummer så mange idéer, genrer og indtryk. Det kan måske virke indlysende, men Poor Things skal opleves på det store lærred og derefter fordøjes nøje. Det er tre dage siden jeg så filmen og den kører stadig rundt i hovedet på mig. Jeg glæder mig allerede til at se den igen og jeg ville ønske at der var flere film der kunne formå at efterlade sådan et indtryk på mig. Yorgos Lanthimos er i sandhed en unik filmskaber og jeg håber at Kinds of Kindness kan leve op til standarden han nu har sat med Poor Things.