Anmeldelse – Pokémon Legends Z-A

Pokémon Legends: Z-A landede officielt den 16. oktober 2025, og ja, jeg er lidt sent ude med anmeldelsen. Det skyldes dog en god undskyldning: udvidelsen, der kom senere, skulle naturligvis også med i vurderingen. For når man alligevel dykker ned i en ny tur til Lumiose City, kan man lige så godt tage hele pakken med.

Og heldigvis er det en pakke, der er værd at pakke ud.

Z-A føles på mange måder som en tryg tilbagevenden til noget velkendt – men med nok nye idéer til, at man ikke bare sidder med en fornemmelse af at spille en genudsendelse.

Mindre open world, mere fokuseret eventyr

Hvor Pokémon Legends: Arceus pustede serien op i semi-open-world retning, vælger Z-A en mere koncentreret tilgang. Hele spillet udspiller sig i Lumiose City – opdelt i forskellige distrikter og områder – og det betyder, at verdenen ikke føles helt så stor og grænseløs, som man måske kunne have håbet.

Man kunne godt have skruet lidt mere op for open-world-elementerne. Nogle gader og områder føles en anelse tomme, og man savner indimellem den der følelse af at forsvinde i horisonten med en håndfuld Poké Balls og nul planer.

Til gengæld er strukturen strammere. Det hele er mere overskueligt. Mere direkte. Og på en eller anden måde også mere klassisk Pokémon.

Gameplay som i gamle dage – bare mere flydende

Det interaktive gameplay er i virkeligheden ret simpelt. Måske endda en smule trivielt. Udfordringerne er ikke brutale, og man sidder sjældent fast i timevis. Men det er også lidt pointen.

Z-A rammer en old school-fornemmelse, hvor det handler om at udforske, samle, kæmpe og bygge sit hold op uden konstant at blive straffet. Det er let at gå til, let at forstå og let at komme ind i – præcis som da man sad med sin Game Boy i 90’erne og brugte weekenden på at fange “lige den sidste”.

Der er masser af tossede sidemissioner, som føles som små nostalgiske nik til seriens rødder. Hjælp en træner med en underlig besættelse. Fang en bestemt Pokémon under særlige forhold. Små opgaver, der ikke ændrer verden, men som giver den karakter.

Kampene er spillets absolutte styrke

Hvis der er ét sted, hvor Z-A virkelig brillerer, så er det i fight-systemet.

De realtidsbaserede kampe er underholdende fra første møde og forbliver friske langt ind i spillet. Systemet er ekstremt let at lære, men har nok dybde til, at man hele tiden justerer sin tilgang. Positionering og timing spiller en større rolle end tidligere, men uden at det bliver teknisk tungt.

Det er dynamisk. Det er tempofyldt. Og det føles bare godt.

Selv når sværhedsgraden ikke presser dig helt i knæ, er kampene underholdende nok i sig selv til, at man opsøger dem. Det er den slags system, der får én til at tage “lige én kamp mere”.

En solid og letspiselig historie

Historien er ikke revolutionerende, men den fungerer. Den bygger bro mellem spillerens nysgerrighed efter at lære mere om Pokémon-universet og den helt basale drift: at fange dem alle.

Man starter som ny i byen, bliver hurtigt viklet ind i konflikter og rivaliseringer, og bevæger sig gradvist op gennem rangstigen. Det er simpelt fortalt, men effektivt. Man føler progression, og man føler, at man afdækker nye lag af verdenen undervejs.

Udvidelsen bidrager med ekstra missioner og lidt mere kød på narrativet, hvilket gør helheden mere afrundet.

Z-A i Pokémon-universets udvikling

Pokémon-serien har været igennem lidt af en rutsjebane de seneste år. Pokémon Legends: Arceus blev hyldet for at tage modige skridt væk fra den traditionelle formel og introducere en mere åben struktur. Omvendt blev Scarlet og Violet mødt med kritik for tekniske problemer og en lidt ujævn oplevelse.

Z-A placerer sig et interessant sted imellem de to. Det er ikke den store evolution, som Arceus var. Det er snarere en forfinelse. En justering. En tilbagevenden til det, der fungerer – men med moderne systemer og bedre tempo.

Det gør ikke serien større. Men det gør den skarpere.

En fornøjelig tur tilbage til jagten

Pokémon Legends: Z-A er måske ikke det mest ambitiøse kapitel i serien, men det er et af de mest underholdende i nyere tid. Det er tilpas fokuseret, tilpas nostalgisk og tilpas moderne til at føles relevant.

Man kunne have ønsket sig en mere levende by og lidt mere frihed i strukturen. Men når kampene spiller så godt, og jagten på Pokédex’en stadig er lige så vanedannende som altid, er det svært at være utilfreds.